Céline Yoda er en af de afrikanske landes seks kvindelige ambassadører i Danmark. Fra ambassaden på en stille villavej i Hellerup har den 48-årige socialøkonom og kvinderettighedsforkæmper fra Burkina Faso ansvar for de fem nordiske og tre baltiske lande. Men søndag er ambassaden lukket. For da er Céline Yoda til gudstjeneste i en af Københavns internationale menigheder.  

I Burkina Faso kan de noget, som mange vestlige lande i disse måneder misunder dem. Her i det vestafrikanske tropeland, der er seks gang større end Danmark, lever de knap 14 millioner burkinere fredeligt sammen på tværs af religion. Halvdelen af befolkningen er muslimer og 30 procent kristne. Nøglen er gensidig respekt, siger Céline Yoda, der siden 2001 har været Burkina Fasos ambassadør i Danmark .

     - Respekt for andre er den vigtigste værdi, vi forsøger at give videre til vores børn - både i skolerne og i familierne. Hos os er folk meget moderate. Det er en stor velsignelse for vores land.

     Céline Yoda tager imod på ambassaden, der har til huse i en ældre villa på Svanemøllevej i Hellerup. Hun er venlig og imødekommende og giver sig god tid. Oprindelig uddannet socialøkonom fra University of Senegal med speciale i familieforhold har hun i mange år været optaget af at forbedre levevilkårene for samfundets fattigste og stærkt engageret i kvinders rettigheder. I en årrække arbejdede hun for private NGOer, inden hun i 1997 blev udpeget til viceminister i et nyoprettet kvindeministerium, hvor hun havde ansvar for udviklingsprogrammer for kvinder i fattige landområder. Selv mener hun, at hun blev sendt til Danmark, fordi Danmark i sin udviklingsbistand lægger vægt på at inddrage kvinder i samfundsudviklingen.

     - Selv om jeg er politiker og ikke karrierediplomat vurderede min præsident, at jeg havde tilstrækkelig erfaring og ekspertise på netop dette område. Det var en tillidserklæring - men også en enorm udfordring. Som ambassadør er jeg en slags garant for, at den danske udviklingsbistand - og det er meget betydelige summer - forvaltes ansvarligt.

Sendt af Gud

At Céline Yoda magter ansvaret er der næppe tvivl om. Som hun sidder i lædersofaen i det lyse rummelige kontor, hvor januarsolen falder ind gennem de høje vinduer, udstråler hun ro, overblik og naturlig selvtillid - en kvinde i balance med sig selv. Hun fortæller med et smil, at det ikke stod skrevet nogle steder, at hun en dag ville blive topdiplomat i et europæisk land.    

     - Jeg kommer fra en helt almindelig familie. Min far var politimester og havde flere koner. Af min fars omkring 40 børn er jeg den eneste, der er nået så langt. Jeg er meget bevidst om, at jeg har min status og nuværende indflydelse fra min Gud. Men somme tider kan jeg godt føle jeg mig som hyrdedrengen David, da Gud udvalgte ham til at kæmpe mod kæmpen Goliat, siger hun med en smittende latter.  

     Hun er alene i Danmark. Hendes mand bor fortsat i Burkina Faso, og parrets to voksne børn, en søn på 24 og en datter på 21, studerer handelsøkonomi og jura i henholdsvis Belgien og Frankrig.      

     - At være alene i hverdagen er den pris, jeg må betale for min position. Jeg har i mange år arbejdet for øget politisk indflydelse til kvinder i mit land. Så må jeg også være villig til at gå foran som rollemodel, selv om det kan være ensomt. Det nytter ikke at klynke, siger hun nøgternt. Hun indrømmer dog gerne, at sproget og klimaet har krævet tilvænning.      

     - Som burkiner er jeg fransktalende, men i Danmark er det engelsk, der benyttes i diplomatiet. Det er en udfordring. Det samme er vejret! Jeg haft svært ved at vænne mig til mørket og kulden. Jeg kommer fra et meget varmt land, hvor solen altid skinner, og hvor det er koldt, når temperaturen er under 30 grader! Men ellers er jeg meget glad for at være her og føler, at jeg kan bruge mine evner og erfaringer. Sidste år modtog jeg en anerkendelse fra min præsident for det arbejde, jeg gør her for mit land. Det er jeg stolt og glad over.

Døbt i pinsekirke

Det var først som voksen, at Céline Yoda fik et bevidst forhold til den kristne tro.

     - Min familie er katolsk af navn, men da min far var polygam, var han ikke døbt. På et tidspunkt begyndte min søster at komme i en pinsekirke. Da jeg skulle til et vigtigt jobinterview, bad hun for mig. Jeg fik jobbet imod alle odds, og det fik mig til at tænke, at måske var det hendes Gud, der var den levende Gud. Jeg begyndte at følges med hende i kirke, og i 1989 blev jeg døbt.

     Siden har Céline Yoda været fast kirkegænger. Den tradition tog hun med sig til Danmark, hvor hun allerede den første søndag bad sin chauffør finde en kirke. Det tog dog et par uger, inden hun fandt en menighed, hvor hun følte sig hjemme.  

     - Da jeg havde afleveret mine akkreditiver hos dronningen, holdt jeg en reception på min bopæl. Her mødte jeg en burkinsk familie, der inviterede mig med i en international pinsemenighed. Senere startede præsten en selvstændig kirke, International Christian Community, som jeg i dag er medlem af. Vi mødes på et hotel, hvor vi er omkring hundrede til søndagsgudstjenesten. Her er folk lige så åbne og varme, som jeg er vant til fra Afrika. Prædikenen er levende, men samtidig kort og klar. I dag er kirken som min anden familie. Her har jeg også fået danske venner. Selv om vi har forskellig hudfarve, er vi søstre og brødre i Kristus.

Materiel velfærd ikke alt

Som ambassadør er Céline Yoda overbevist om, at de internationale menigheder har en vigtig funktion for udlændinge på midlertidigt ophold i Danmark.  

     - Her oplever vi, der tilhører the international community, et vigtigt fællesskab med ligesindede og får hjælp til at blive bevaret i vores kristne tro. Samtidig får vi kontakt med danskere og et indblik i det danske samfund, som vi ellers ikke ville have fået. Men der er også en anden dimension. Jeg ved, at danskerne er kristne og har en national luthersk kirke. Men ikke mange går i kirke. Som en præst engang sagde til mig: ”Da vi tog evangeliet til jer i Afrika, tog I imod det og bevarede det. I Europa er vi ved at miste evangeliet. I dag har vi brug for at lære af jer.” I de internationale menigheder kan vi være med til at vise danskerne, at materiel velfærd ikke er alt. Vi har stadig brug for Gud i vores liv. Somme tider spørger folk, hvorfor jeg stadig tror på Gud som ambassadør med 13 ansatte, tre sekretærer, to chauffører, husholder, kok og havemand. Hvad mere kan jeg ønske? Men alt dette, min indflydelse og min position, er slut en dag. I min Gud har jeg et håb, der rækker ind i evigheden.

Burkina Faso (tidligere Øvre Volta) har siden 1993 var et af Danmarks 15 såkaldte programudviklingslande, der modtager omfattende bistand inden for områderne vand og sanitet, energi, landbrugsudvikling, uddannelse og sundhed. Landet blev selvstændigt i 1960.