Nina Destani fra Helsingør kom til Danmark for 35 år siden

(Nyt på tværs 1-2004)

Nina Destani står oven for trappen op til den lille toværelses lejlighed på første sal i et ældre gulkalket dobbelthus i Helsingør få hundrede meter fra Øresund. Hun viser gæsten ind i den lille stue, hvor der er dækket op med hvid dug, tændte stearinlys, kaffe, kage og chokolade. Når hun smiler, kommer der en varm glød i de mørke øjne. Hun skænker kaffe og sætter sig. Langsomt fyldes stuen med liv og intenst nærvær, mens den lille sorthårede kvinde i sofaen fortæller historien om den unge sigøjnerpige, danser og filmskuespiller, der kom til Danmark fra en serbisk landsby for snart 35 år siden og i dag har fundet en personlig kristentro gennem Apostolsk Kirke.

 

Nina Destani lægger ikke skjul på, at hun er stolt af at være sigøjner.

     - Sigøjnere er glade mennesker med varme hjerter. Vi hjælper hinanden. Jeg er glad for, at Gud har skabt mig, som jeg er. Det er godt at være sigøjner.

     Som ung filmskuespiller i Serbien havde Nina Destani hovedrollen i en jugoslavisk film, der stadig vises i fjernsynet på Balkan. I dag er hun førtidspensionist med to voksne børn og seks børnebørn mellem seks og 20 år. Hun kan se tilbage på et langt liv, hvor hun blandt andet har arbejdet på hotel, plejehjem, en småkagefabrik og som rengøringsassistent. Sideløbende optrådte hun som danser. Og danse gør hun stadig, selv om hun er fyldt 53.  

     - Jeg har danset hele mit liv. Når jeg danser, får jeg ny energi. Det er godt for min krop. Spændinger forsvinder. Jeg danser både sigøjnerdanse og makedonske danse. Musik og dans giver mig stor glæde, siger Nina, der i Danmark også har danset ved kirkearrangementer.

 

Musik hver aften

Nina Destani er født i en serbisk landsby i Banat-provinsen nær den rumænske grænse. Området er rumænsktalende, og Nina taler foruden sit eget sprog romanés også rumænsk og serbokroatisk. Sammen med fem søskende voksede hun op i et lille rækkehus med køkkenhave. I nabohusene boede onkler, tanter og senere ældre søskende med deres familier.

     - Det var et rigtig glad liv. Vi har aldrig sultet, og jeg var aldrig bekymret for noget. Om aftenen samledes vi på gaden og sang og spillede til ud på de små timer. Vi besøgte hinanden og behøvede aldrig at invitere. Vi var ikke rige, men vi var rige på kærlighed. Det var et godt sted at være barn. Jesus siger, at man skal være gæstfri og sige velkommen til alle. Det lærte mine forældre mig, og sådan har det været hele mit liv.

     - Min mor var næsten altid glad, men hun var også streng og holdt godt øje med os. Far var mere blød. Han var musiker og arbejdede på en restaurant. På min fars side var alle musikere, sangere og dansere, og mine brødre spillede violin og harmonika.

     En formel uddannelse ud over de otte års skolegang i Serbien har Nina aldrig fået.

     - Jeg gik ud af skolen som 15-årig. Jeg fik en kæreste, blev gravid og fik min datter, da jeg var 16. Men man kan godt klare sig her i livet uden eksaminer. Min dans er jeg født med. Og i min familie har vi altid taget alt arbejde. Vi ville have det godt.

 

Nomadefolk

Ingen ved præcist, hvor sigøjnerne stammer fra. Selv kalder de sig romaer, der betyder mennesker. Formentlig udvandrede de fra Indien for 1.000 år siden. Oprindelig var sigøjnerne et nomadefolk, men de fleste er i dag bofaste. Nina fortæller, at hendes familie ikke har rejst i flere generationer. I dag findes der over 10 millioner sigøjnere, der lever spredt i mange lande.

     Da de første sigøjnere kom til Helsingør for snart 40 år siden, var Ninas bror blandt dem. Det var svære tider med arbejdsløshed i Serbien. I Danmark var der brug for arbejdskraft, og broren fik hurtigt arbejde på en fabrik. Senere fulgte forældrene og flere søskende efter. I 1971 rejste moren tilbage for at hente Nina, der på det tidspunkt var 21 år, alene med datteren Luca på 5 år og højgravid med sønnen Vincent. Familien havde besluttet, at Nina ikke skulle bo alene i Serbien med børnene.

 

Passer børnebørnene

Livet i Danmark startede i en husvildebolig i Helsingør. Men Nina fik hurtigt arbejde som stuepige på et hotel, og efter nogle år flyttede familien i egen lejlighed.

     - Mens jeg arbejdede, passede min mor mine børn. Når jeg kom hjem, gik min mor på arbejde. I dag kommer mine børnebørn herhen hver dag efter skole, mens mine børn er på arbejde.  

     - Jeg kan ikke undvære mine børnebørn. Jeg er sammen med dem hver dag. De ved, at de kan komme på alle tidspunkter. Jeg fortæller mine børnebørn om mit liv og vores traditioner og forklarer dem, hvad de skal gøre og ikke gøre, og hvad der er farligt. Jeg forklarer dem også om Gud og Jesus, og vi beder sammen og læser i Bibelen.

     - I vores familie giver vi børnene mange opgaver, så de ikke har tid til at lave dårlige ting. De skal lære et musikinstrument og har opgaver derhjemme. De spiller keyboard, trommer, violin og harmonika, og en er meget dygtig til at synge. Mine børnebørn render ikke ude på gaden.

     Inden interviewet er slut, dukker børnebørnene Bino (8) og Alex (12) op og slår sig hjemmevant ned i farmors sofa, mens snakken går livligt på skiftevis dansk og romanés.  

 

Døbt i kirken

Når Nina Destani fortæller om sin kristne tro, bliver stemmen varm og indtrængende. Man mærker, at hun taler ud fra en dyb personlig overbevisning.

     - Jeg har altid troet på Gud. Men ikke på samme måde som i dag. Jeg ved, at mine forældre også troede på Gud og Jesus, men de gik ikke meget i kirke. Da jeg var kommet til Danmark, blev jeg meget syg og troede, at jeg skulle dø. Jeg bad: "Gud, hjælp mig." Gud svarede og sendte mig til en kirke, der hedder Frelsens Hær. Her bad de for mig, og jeg fik det bedre. Jeg fik en tro i mit hjerte.

     - Senere fandt jeg Apostolsk Kirke. Jeg fortalte præsten om mine problemer, og han bad igen for mig. Jeg følte mig meget velkommen. Nu kommer jeg i kirken hver søndag. Mine børnebørn går i juniorklub, og mine børn kommer også somme tider. For to år siden blev jeg døbt. At gå i kirke er som at gå til en rigtig stor fest. I kirken har jeg masser af venner.

     - Til søndagsgudstjenesten er vi en fast kerne på 15-20 sigøjnere. Når vi har gæster, tager vi dem med. Somme tider er vi flere sigøjnere end danskere i kirken!

  

Et godt liv

Det er ikke tilfældigt, at Ninas lejlighed er fyldt med blomster. Farvestrålende buketter og store gule og lyserøde roser i vaser og opsatser tiltrækker sig den besøgendes opmærksomhed.

     - Jeg elsker blomster. Blomster betyder liv. Selvfølgelig er det ikke blomsterne, der giver liv - det er Gud og Jesus. Jeg ville gerne have lejligheden fyldt med friske blomster. Men det har jeg ikke råd til. Derfor er blomsterne kunstige, siger hun med et glimt i de sorte øjne.

     Når hun tænker tilbage på sit liv, bliver hun alvorlig.

     - Jeg har haft et godt liv, men der har også været mange dårlige ting. Jeg kunne have passet bedre på mig selv. Jeg har været meget syg. Der er nogle ting, jeg gerne vil glemme. Men efter at jeg er blevet døbt i kirken, har jeg fået mere tro på fremtiden. Jeg er ikke længere bange for livet. Nu har jeg Jesus.

     - Da jeg var syg, bad jeg Gud om at give mig bare 50 år. Nu er jeg 53! Jeg har meget at sige Gud tak for.

BMF

 

De første sigøjnere kom sandsynligvis til Danmark i 1500-tallet fra Skotland. I 1554 indførtes en lov, der gjorde sigøjnerne fredløse. Det betød, at alle havde ret til at dræbe dem og beholde deres ejendele. Fremmedloven fra 1856 forbød sigøjnere at tage ophold i Danmark, og i 1934 blev en gruppe sigøjnere afvist ved den dansk-tyske grænse og sendt tilbage til nazisternes arbejdslejre. Over en halv million sigøjnere omkom i tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. Først i 1953 blev sigøjnerne ligestillet med andre udlændinge i Danmark. I dag har mellem 2000 og 3000 sigøjnere fast ophold i Danmark. Omkring 800 bor i Helsingør.