Irakisk journalist i Kalundborg har ventet på familiesammenføring i 17 måneder

(Nyt på tværs 2-2003)

 Der er meget stille i den rummelige fire-værelses lejlighed i en nyere boligforening i udkanten af Kalundborg. Alt for stille, synes Rami Abdelghani Daoud, der de sidste 17 måneder har ventet på familiesammen­føring med sin kone og tre børn, som for længst burde have skabt liv mellem de tavse hvidmalede vægge. Det er tre et halvt år siden, at den 39-årige iraker flygtede til Europa og efterlod familien i en lejet lejlighed et sted i Iran.

 

Rami har for længe siden opgivet at forklare sin kone, hvorfor hun og børnene stadig ikke kan rejse til Danmark. Han har besøgt Udlændingestyrelsen mindst tredive gange, ringet og sendt utallige breve og mails for at få svar på ansøgningen om familiesammenføring.

     - Da jeg fik asyl i oktober 2001, sagde de, at det ville tage seks måneder. Det er sytten måneder siden nu. I sidste uge fik jeg at vide, at min vielsesattest endnu ikke er godkendt. ”Snart, snart,” siger de. ”Vi har travlt. Vi har mange sager.” Hver måned håber jeg, at min familie kommer i denne måned.  

     I mellemtiden kommer Rami hver dag hjem til en tom lejlighed, hvor værelserne står parat til hans kone Masomma (32) og børnene Mohammad (12 ), Mahboba (8) og Sabah (4). På væggen i stuen hænger fotos af tre kønne smilende børn. Rami tøver og fortæller så, at han engang havde fire børn. Hans næstyngste datter døde to måneder efter, at han var flygtet til Danmark. Hun blev to år og otte måneder.

 

To hjerteoperationer

Sorgen over datteren og de mange måneder med usikkerhed og angst for familien har mærket Rami.

     - Indtil nu har jeg kontrol over min psyke. Men ventetiden har ødelagt mit hjerte. Siden jeg kom til Danmark, har jeg haft to hjerteoperationer. Jeg har også fået sukkersyge. Min krop kan ikke klare mere.

     - Når jeg kommer hjem fra sprogskolen, snakker jeg ikke med nogen indtil næste dag. Jeg kender ikke mine naboer. Vi siger kun hej og god morgen. Det er meget svært at være så meget alene med så mange tanker.

     - Da jeg fik asyl, følte jeg, at et nyt liv åbnede sig for mig og min familie. Jeg flyttede til Kalundborg, fik lejligheden her og startede på sprogskolen. Men jeg lever fortsat med konstant stress. Hver dag er jeg   bange for, at der skal ske min kone og mine børn noget. Det er meget farligt for dem i Iran. Den iranske regering siger, at den vil smide alle irakere ud. Hvis min kone og mine børn bliver udvist og sat af et tilfældigt sted på grænsen til Irak, hvordan skal jeg så finde dem igen?

 

I fængsel

Rami er uddannet journalist i Irak og har skrevet flere bøger og digte på arabisk, persisk og engelsk. På grund af sin kritiske journalistik blev han fængslet af de irakiske myndigheder allerede i midten af firserne.

     - Jeg var i fængsel i et år og 29 dage. I al den tid så jeg ikke dagslys. Jeg sad sammenkrøbet i en celle på mindre end en kvadratmeter. Jeg blev gentagne gange slået. Jeg kom kun ud, fordi min far betalte mange penge. For at undgå at blive sendt til fronten flygtede jeg og endte i Iran. Men som journalist kunne jeg ikke lade være med at skrive. Jeg skal skrive det, jeg ser – ikke noget andet. Mens jeg var i Iran, så jeg mange ting. Til sidst fangede myndighederne mig og sagde: ”Du kæmper mod islam.” Det betød: ”Du skal dø.” Så vidste jeg, at min eneste chance var at flygte til Europa.    

     I Kalundborg er Rami i praktik som redaktør af en lokalavis udgivet af byens medborgerhus. Om få uger håber han at bestå den danskprøve, der skal åbne vejen for en praktikplads på en lokal avis – og måske med tiden føre til et rigtigt job som journalist.

 

Kristne venner    

Rami kommer oprindelig fra den nordirakiske by Mosul, der ligger nær ruinerne af oldtidsbyen Nineve. Mange af byens indbyggere er kristne, og Rami har altid haft mange kristne venner.

     - Som barn gik jeg i en kristen skole. Halvdelen af mine kammerater var kristne. Her i Danmark har jeg mange kristne arabiske venner. Jeg har også en bibel på arabisk, som jeg har læst flere gange. I København gik jeg til danskunder­vis­ning i en kirke, der tilbød gratis undervisning til asylansøgere. Jeg har stadig kontakt med de kristne, jeg mødte der.

     - Jeg er født muslim, men vi var ikke fanatiske. Min far var en travl mand. Han havde mange forretninger og kom kun i moskéen til de store fester. Islam prægede vores hverdag på en god måde. Vi lærte for eksempel, at vi ikke måtte lyve eller stjæle.

 

Pizzamand

I Danmark ventede Rami næsten to år på skiftende asylcentre, inden han fik asyl.

     - På Bornholm fik jeg arbejde uden penge som pizzamand i en bistro i et supermarked. Det betød, at jeg kunne spise der. Jeg sagde ikke, at jeg arbejdede i bistroen for at spise. Men sådan var det. Jeg havde næsten ingen penge. Jeg fik 2.000 kr. fra Røde Kors hver måned og sendte 1.600 kr. til min familie i Iran. Det gør jeg stadig.

 

Hus bombet

Rami smiler ofte, mens han fortæller. Men bagerst i øjenkrogen sidder en mørk skygge, der lader ane, at den 39-årige iraker bærer på megen sorg. For to uger siden fik han at vide, at en bombe havde ramt hans brors hus i Bagdad og dræbt hans bror og svigerinde, en søster og svoger samt tre af deres fem børn.

     - Min søster var taget hen til min brors hus. De var på vej til Nordirak, hvor der var mere sikkert. Så kom bomben. ”Sorry. Forkert,” sagde amerikanerne. Nu har jeg to brødre og to søstre tilbage.

     Han rejser sig, åbner altandøren og tænder endnu en cigaret mens han fortæller om faren, der blev tilbageholdt af regeringen efter Golfkrigen og sendt hjem i en kiste efter to måneder. Moren døde året efter.

     - Engang var vi en meget rig familie. Men da min far døde, tog de også hans ejendom. Det er alt sammen væk nu.  

 

Tusind håb

Som mange irakere i eksil drømmer Rami om at rejse tilbage og være med til at genopbygge sit land.

     - Selvfølgelig vil jeg gerne tilbage. I 17 år har jeg boet uden for mit land. Jeg drømmer om at sidde bare en time i mit land – i mit hus. Jeg drømmer om at besøge min mors grav. Men jeg skal tænke på mine børn. I Irak er alt usikkert. Vil den nye regering hjælpe mennesker? Jeg har hverken hus eller arbejde i Irak. Jeg er træt. Meget træt. Jeg har brug for medicin. I Irak er der ikke medicin. Jeg kan ikke tage mine børn med tilbage nu. Men jeg håber, at de en dag vil rejse tilbage.

     - Jeg kom til Danmark med tusind håb. I dag har jeg mistet mange håb. Men jeg vil ikke være bitter. Jeg er stadig i live. Og jeg har lært, at det er muligt at starte livet forfra.

BMF