Tidligere UNICEF-konsulent ser tilbage på et langt liv
(Nyt på tværs 1 - 2018)
Stemmen er rolig. Ordene velovervejede. Ofte lyser de mørke øjne op i et varmt smil bag brilleglassene. Tidligere konsulent i UNICEF Adnan Dahan er født i Irak under Anden Verdenskrig og har oplevet flere livskriser og samfundsomvæltninger end de fleste. Som syrisk-ortodoks kristen har han den kristne tro med fra barndomsårene i oldtidsbyen Mosul, hvor han voksede op med kirkens gamle sange og bønner. I familiens lyse stuelejlighed i Københavns Nordvestkvarter fortæller han om at begynde livet forfra i et nyt land som 54-årig - og om den tro, der har båret ham gennem et langt liv.
- Du er opvokset i en kristen familie. Hvad har formet din kristne tro?
Da jeg var barn, gik vi i kirke hver søndag hele familien. Jeg husker stadig den forventningsfulde stemning, når vi gik gennem de smalle gyder i den gamle bydel i Mosul hen til kirken. Vi gik, hvor generationer før os havde gået. Til højtiderne var kirken helt fuld. Særligt husker jeg palmesøndag, hvor alle børn fik nyt forårstøj i glade farver, og de større børn gik i lysprocession gennem kirken i hvide dragter. Derhjemme bad vi Fadervor, inden vi skulle spise, og min mor lærte os kristne børnesange og korte bønner, som vi nu lærer vores børnebørn. Dengang havde de kristne deres egne skoler i Irak, så vi fik undervisning både i skolen og i kirken. Den kristne tro gav os stor tryghed. Vi var ikke alene. Gud var der altid. Den tryghed oplever jeg stadig i dag.
- Hvad har gennem årene udfordret din tro?
Da jeg var 11 år, døde min far. Det betød, at vi ikke længere havde nogen indtægt. Min far havde et transportfirma, og vi levede af de penge, han tjente. Jeg var den yngste af fem børn. Det var en svær tid, men vi følte os aldrig forladt af Gud. Min ældste søster fik arbejde som lærer og hjalp med at forsørge os. Efter et par år solgte vi vores hus og flyttede til Bagdad. Med pengene fra hussalget klarede vi os, indtil en anden søster også fik arbejde som lærer.
Som 18-årig fik jeg et stipendium til at læse i USA eller England. Men samme år kom revolutionen, der afskaffede monarkiet og gjorde Irak til en republik. Alt blev forandret. Det, der tidligere havde været godt, var nu forkert. Det var ikke længere muligt at studere i Vesten, så jeg endte med at læse til ingeniør i Bagdad, hvor jeg også tog min mastergrad. Det var ikke det, jeg havde planlagt, men Gud åbnede en anden vej.
I mit arbejdsliv har jeg ofte været under pres. Som kristen har jeg altid haft etiske grænser. Jeg har aldrig modtaget bestikkelse og var ikke medlem af regeringspartiet, selv om det kunne have givet mange fordele med hensyn til karriere. På et tidspunkt var jeg ansvarlig for et omfattende byggeprojekt med et årligt budget på 350 millioner US dollars i et land, hvor bestikkelse var udbredt. Men jeg var aldrig i tvivl om, hvad der var rigtigt. Som afdelingsleder på et større universitet blev der holdt ekstra øje med mig. Inden det ugentlige afdelingsmøde bad jeg altid Gud om at lede mig. Også i mit arbejdsliv var jeg meget bevidst om, at jeg behøvede Guds hjælp.
Du har gennemlevet to krige, inden du kom til Danmark. Hvad har det betydet for din tro?
Jeg har lært, at der er situationer, man som menneske ikke har kontrol over. Et menneske er ikke herre over liv og død. Men så længe jeg har liv og helbred, er jeg forpligtet på at hjælpe, hvor jeg kan. Under krigen mellem Iran og Irak, der varede otte år, var jeg sammen med en anden fra vores menighed ansvarlig for kirkens sociale hjælpearbejde i Bagdad. Hver fredag kom familier til kirken for at få mad og penge. Der var stor nød. Mændene var sendt i krig, nogle var døde, og familierne sad tilbage med ingenting. Vi lyttede til mange, mange historier.
Under krigen blev alle universitetslærere sendt til fronten i 15 dage. Vi skulle ikke deltage i krigen men bare opleve den. Der sad vi så i en bygning ved siden af luftbasen i Basra, mens de iranske missiler fløj hen over os. Når som helst kunne vi blive ramt. Jeg kunne kun bede. Hvis jeg skulle dø, var jeg klar. Midt i krigens inferno oplevede jeg Guds fred.
Senere kom så Golfkrigen og bombardementerne af Bagdad i 1991. Det var meget voldsomt. Når bomberne falder, er der intet, man kan gøre. Vi boede nær Forsvarsministeriet, der var et oplagt bombemål. Når det var værst, sad vi under trappen i vores hus med vores tre børn og bad. Vi bad om, at vi måtte få lov at dø sammen, hvis vi skulle dø.
Krig rører ved det inderste i et menneskes tro. Man er i en desperat situation. Mange uskyldige mennesker dør. Hver dag lagde jeg mig selv og min familie i Guds hænder. Kun Gud kunne beskytte os.
- Hvordan har det påvirket din tro, at du i 1995 måtte flygte med din familie?
Vi rejste ikke på grund af krigen, men på grund af personlige trusler mod vores familie, efter at min nevø var blevet myrdet. Når ens familie er truet på livet, betyder alt andet ingenting. Vi efterlod alt, hvad vi havde bygget op gennem et langt liv. I dag takker jeg Gud for, at vi kom ud af Irak, mens det endnu var muligt for irakere at få asyl i Europa. I dag er det langt sværere. Jeg er meget taknemmelig for, at Danmark tog imod os, da vores liv var i fare i vores eget land.
At komme til et andet land som flygtning er udfordrende for troen. Man har mistet alt og starter helt forfra. Men jeg har aldrig været bitter. Jeg har ikke noget had til nogen.
Vi ventede i 14 måneder, inden vi fik asyl. Først to måneder i Sandholmlejren og derefter et år i Kongelunden. Som asylansøger kender man ikke fremtiden. Hver dag lagde vi fremtiden i Guds hænder. Jeg er taknemmelig for, at jeg aldrig mistede håbet. Gud gav mig styrke til at være positiv i stedet for at fokusere på de negative følelser. På asylcentret arbejdede vi alle frivilligt med undtagelse af vores yngste datter, der stadig gik i skole. De kontakter, jeg her fik, gav mig mulighed for at arbejde frivilligt i en forskningsgruppe på DTU, der havde til opgave at udvikle en betonblanding til fundamentet for den kommende Øresundsbro og tunnel. På DTU blev jeg medlem af Ingeniørforeningen, og derigennem fik jeg senere mit job som konsulent/technical officer i UNICEF, hvor jeg kunne bruge min professionelle erfaring fra Irak. Også i denne fase af mit liv åbnede Gud nye døre.
- Er der mennesker, som på en særlig måde har været forbilleder for dig?
Jeg så meget op til min far. Han var en dybt troende mand og meget respekteret og vellidt, både i byen og kirken. Samtidig var han et innovativt menneske, der ikke var bange for at tænke nyt og gå nye veje.
Mødet med en egyptisk munk i den koptiske kirke i Taastrup åbnede mine øjne for nye dimensioner i min tro. Han kom fra et ørkenkloster og havde et stærk syn for evigheden. Han dømte aldrig nogen men søgte altid at finde en undskyldning. Det blev for mig et stærkt eksempel til efterfølgelse. Vi kender aldrig et andet menneskes virkelighed.
- Er du den samme i dag, som da du forlod Irak?
Jeg er blevet ældre! Og med årene er min tro blevet stærkere og måske mere virkelig. Man kan også sige, at mit gudsforhold er modnet. Jeg har lært at sætte større pris på livet og de små ting i hverdagen. Det materielle er ikke det vigtigste. Materielle ting har vi for en tid. De kan forsvinde. Det har vi oplevet. Det er langt vigtigere, at vi ved, hvor vi er på vej hen.
For mig er den største glæde, at vores tre børn, der i dag bor i Danmark, Sverige og Skotland, alle har det godt og holder fast ved deres kristne tro. I dag giver de troen videre til deres børn.
Jeg er ikke bange for fremtiden. Jeg læser meget i Salmernes Bog, der taler stærkt om Guds almagt og omsorg, også når vi ikke forstår. Livet har lært mig, at Gud aldrig forlader et menneske. For 10 år siden gennemgik jeg en større hjerteoperation. Da blev det igen tydeligt, at mine tider er i Guds hånd. Jeg er her, så længe Gud vil. Og efter dette liv er det ikke slut. Gud er der også på den anden side og tager imod os.
BMF
Adnan Dahan (født 1941) er formand for Tværkulturelt Center og tidligere konsulent i UNICEF. Han er uddannet ingeniør og har været afdelingsleder på et universitet i Bagdad. Han er gift med Nashwa og har tre voksne børn og fem børnebørn.