Urdu menighed styrker vores kristne identitet, siger pakistansk familie

(Nyt på tværs 3-2008)

- I mange år levede jeg et dobbeltliv. Udadtil var jeg dansk. Indadtil var jeg kristen pakistaner og levede i min lille pakistanske verden. Det var to adskilte verdener, fortæller Nadia Azeem, 30-årig markedsføringsøkonom fra Nørrebro, hvor hun bor med sin mand Azeem Lal og datteren Iman på ni måneder. I dag er de to verdener ikke længere adskilte. I den pakistanske menighed Asian Christian Fellowship i Søborg har Nadia fået hjælp til at integrere sin kristne tro i hverdagen og lært at være stolt af sin pakistanske kultur.

Nadia Azeem sidder i den beigefarvede lædersofa i parrets lyse tre-værelses lejlighed på Nørrebro med udsigt til grønne trækroner og fortæller om barndommen i Husum, hvor hun voksede op som den yngste af tre søskende. Hendes far kom til Danmark i 1970 som gæstearbejder fra delstaten Punjab i det nordlige Pakistan. Han fik arbejde på en køleskabsfabrik, og to år senere fulgte Nadias mor efter. Alle tre børn er født i Danmark.

     - Vores familie har været kristen i Pakistan i mange generationer. Men i Danmark gik vi ikke i kirke. Mine forældre var blevet lidt bange for danske kirker. De havde haft kontakt med Jehovas Vidner, men der gik et stykke tid, inden min far fandt ud af, at det var en anden retning. I stedet holdt vi gudstjenester derhjemme om søndagen, hvor vi sang vores egne sange og spillede på vores instrumenter. For min far var det vigtigt at videregive Bibelens ord til os tre børn, så vi vidste, hvor vi stod i forhold til Gud. Min mor læste Bibelen sammen med os, inden vi skulle sove, og sang salmer på punjabi. Når vi var i Pakistan hver anden sommer, gik vi altid i kirke sammen med vores familie. Jeg husker det som noget meget dejligt, for jeg kunne alle salmerne, fortæller Nadia.

 

Vendepunkt

Morens uventede død efter et hjerteanfald for fire år siden blev et vendepunkt for hele familien. For Nadia som den eneste pige betød morens død også et markant rolleskift.

     - På få dage gik jeg fra at være familiens lille forkælede pige til at være kvinden i huset. Selv om min far og mine brødre hjalp mig, var det en stor forandring.

     I de efterfølgende måneder, hvor Nadia kæmpede med sorgen, begyndte hun at stille spørgsmål til sit liv.

     - Når man oplever en stor sorg, har man brug for støtte og søger trøst. For mig blev det Bibelen. Jeg begyndte at spørge, hvad det hele egentlig handler om. Hvad sker der, når man dør? Det førte mig nærmere Gud.

     Hun fik støtte fra andre kristne pakistanske familier i København, som familien havde fået kontakt med i forbindelse med morens sygdom og død.  

     - Da min mor blev syg, kom mange til vores hus for at bede for hende. Pludselig var vi 25-30 kristne pakistanere, der sad sammen og sang salmer på punjabi. Det var helt fantastisk. Her vågnede interessen for at få vores egen menighed. En familie spurgte min far om at være med til at starte noget, og nogle måneder senere begyndte vi at holde gudstjenester på urdu i Haraldskirken i Søborg.

     I dag er Nadias far pensioneret efter mange år som kontorpakmester hos PostDanmark. Tiden bruges nu på at producere kristne internetprogrammer på urdu. De fleste programmer laver den 66-årige pakistaner selv.

     - Der er rigtig mange, der hører programmerne. De er et alternativ til folk, der ikke går i kirke, eller som har mange spørgsmål, forklarer Nadia.

 

Arrangeret ægteskab

Mens hun taler, lytter hendes mand Azeem Lal opmærksomt. Den 30-årige pakistaner, der har en universitetsuddannelse i handel og økonomi, kom til Danmark for halvandet år siden og forstår allerede meget dansk. Nadia fortæller, at Azeem har været en uvurderlig støtte for hende - både i sorgen over hendes mor og som samtalepartner om den kristne tro.  

     - Vi blev forlovet under et familiebesøg i Pakistan få måneder efter min mors død men blev først gift halvandet år senere. Jeg var ikke parat før. Azeem forstod mig, for han havde selv mistet sin mor. Han var bare helt fantastisk.

     Som det er almindeligt i Pakistan, var det familiemedlemmer, der arrangerede det første møde mellem det unge par.

     - På den måde er vores ægteskab arrangeret. Men vi havde hele tiden fuld frihed til at sige nej. Inden vi mødtes, havde vi fået hinandens foto og profil. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ham ville jeg gerne lære at kende!

     - Da familierne var samlet første gang, spurgte min far mig på dansk, om jeg ville tale med Azeem alene. - Ja tak, far! Siden mødtes vi flere gange og fandt hurtigt ud af, at vi godt kunne lide hinanden. Inden vi blev gift, var vi meget forelskede, ler hun.  

 

Vagt i kirken

Ligesom Nadia kommer Azeem fra en kristen familie i Punjab, hvor kristne udgør et lille mindretal. Han er meget bevidst om, at religionsfrihed ikke er nogen selvfølge.

     - I vores kirke sørger regeringen for, at der altid er politi til at beskytte de kristne. Det har vi vænnet os til. De senere år har der været mange kidnapninger og bomber, forklarer Azeem, der nyder at kunne gå i kirke i Danmark uden frygt. Som musiker og trommeslager spiller han til gudstjenesterne i Asian Christian Fellowship.

   - Hvis der ikke var nogen urdu menighed i Danmark, ville jeg nok gå i en dansk kirke. Men det er meget lettere med sproget i vores menighed. Når jeg synger på mit eget sprog, føler jeg mig fri. I menigheden er der mange velintegrerede pakistanere, som kan støtte mig, fordi de forstår begge kulturer.

 

Større selvtillid

Den pakistanske menighed har styrket Nadias identitet som kristen dansk-pakistaner og givet hende større selvtillid.

     - Tidligere snakkede jeg ikke så meget om religion. Nu har jeg fået større viden og tør komme mere på banen med mine synspunkter. Folk bliver meget overraskede, når de hører, at jeg er kristen. I Danmark tror alle, at man er muslim, når man har sort hår og brune øjne og kommer fra Pakistan. Jeg kan mærke, at danskernes holdning har ændret sig. Førhen var folk mere imødekommende. I dag bliver man mødt med mistænksomhed.

     - Før vi fik vores egen menighed vidste jeg ikke, at der var så mange kristne pakistanere i Danmark. Det har været en enorm opmuntring at opdage, at vi er over 150. Når vi har vores egen menighed, er det lettere at fortælle, at jeg er kristen. Jeg har noget, jeg kan være stolt af. Den familie, der leder vores menighed, har bare gjort det så flot.

 

Som et stamtræ

I dag føler Nadia sig ikke længere splittet. Tværtimod betragter hun sin baggrund som en rigdom, som hun gerne vil give videre til datteren.

     - Jeg er født og opvokset i Danmark, men mine pakistanske rødder er som et stamtræ, der fortæller mig, hvor jeg kommer fra. I vores menighed kan jeg holde fast ved den pakistanske del.

     Som dansk-pakistaner håber Nadia, at datteren vil tage det bedste fra begge kulturer.

     - Det er en fordel for hende, at vi har begge kulturer i vores familie. Så kan hun lære de danske værdier fra mig og de pakistanske fra sin far. - Azeem tilføjer:

     - Jeg er taknemmelig for, at min datter kan vokse op i et trygt og højtudviklet land uden korruption og politivagt i kirken. I Danmark er det sikkert at gå på gaden om aftenen - også for kristne. Her kan hun få et helt andet liv end i Pakistan. Men det vigtigste er, at hun lærer at følge Jesus og gå i hans fodspor.  

BMF

 

Harald´s Asian Christian Fellowship blev oprettet i 2005 og holder gudstjeneste på urdu/punjabi hver anden søndag eftermiddag i Haraldskirken i Søborg. Menigheden har ca. 120 medlemmer, der hovedsagelig kommer fra Pakistan.  

 

Internetradio på urdu: www.raheynajat.dk