Søg på hjemmesiden

Ryesgade 68C
2100 København Ø
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 3536 6535
Reg.nr. 1551
Kontonr. 7707231
Giro 7707231
CVR 17494694

Anglikansk menighed i Bagdad vokser trods terror og forfølgelse

(Nyt på tværs 1-2011)

Faiz Jerjes er andenpræst ved en af Bagdads bedst bevogtede kirker - den
anglikanske St. George´s Kirke i Haifa Street. Her har menigheden for længst
vænnet sig til de bevæbnede vagter, der har til opgave at beskytte de omkring 4.000
kristne irakere, der hver uge strømmer til kirken. For nylig besøgte den irakiske
præst Danmark i forbindelse med et krisemøde for religiøse ledere.

Læs mere: Præsten fra Haifa Street

TemaInterview med Tværkulturelt Centers formand 

(Nyt på tværs 3-2009)

At lære at leve med sine tab er en forudsætning for at komme videre i livet. Derfor er det vigtigt at sætte ord på, hvad det er, man har mistet, siger Tværkulturelt Centers formand Adnan Dahan, der kom til Danmark som flygtning fra Irak i 1994. 

Læs mere: At leve med tab

Interview med formanden for den finske kirke i Danmark

(Nyt på tværs 2-2009)

Hendes familie var blandt de 500.000  finske krigsflygtninge, der under Anden Verdenskrig kom til Finland fra Karelen i det nuværende Rusland på flugt for den fremrykkende sovjetiske hær. I Finland blev flygtningene indkvarteret i kirker, skoler, forsamlingshuse og hos private familier. På nær en skænk og et spisebord mistede Marja Silvonen-Hansens familie alt og måtte starte livet forfra.  

Læs mere: Jeg var flygtningebarn 

 
Spansk psykiater opfordrer til, at flygtninge behandles som mennesker i sorg

(Nyt på tværs 2-2006)

Den schweiziske psykoterapeut Paul Tournier kalder det the sense of the person - evnen til indlevelse. Sikkert er det, at Pablo Martinez i udpræget grad formår at forene lægefaglig viden med dyb respekt og forståelse for mennesker, hvis livshistorier er vidt forskellige fra hans egen. Det beviste den 51-årige kristne psykiater fra Barcelona endnu en gang som hovedtaler på Tværkulturelt Centers konference København i marts med temaet Sorgens mange ansigter. - I dette interview peger Pablo Martinez på en ofte overset sammenhæng mellem anerkendelse af flygtninges sorg og deres evne til integration i et nyt land.

Læs mere: Når flygtninge sørger

Et handicappet barn giver megen glæde og megen smerte, siger etiopisk ingeniør

(Nyt på tværs 2-2006)

Sertse er 13 år og multihandicappet. At han stadig lever er i sig selv et mirakel ifølge hans far Yirdaw Bekele Butu, der kom til Danmark som FN-kvoteflygtning i 1995. En solfyldt forårsdag sidder den etiopiske ingeniør i sofaen i gårdhavehuset i Egå ved Århus og fortæller om sønnen, der var sund og rask fra fødslen, men 8 måneder gammel fik meningitis. Sygdommen resulterede i, at Sertse i dag er svært hjerneskadet. For han er født i en overfyldt flygtningelejr i Sudan, hvor der hverken var lægehjælp eller medicin.

Læs mere: Sertses smil er Guds gave

Irakisk familie i Næstved har mistet nære familiemedlemmer i Irak      

(Nyt på tværs 1-2006)

Jalil Dawood Salim er stadig mærket af sorgen. Da den 61-årige civilingeniør fra Bagdad for to måneder siden fik at vide, at hans søster var død af en hjerneblødning i Irak, vidste han med det samme, at han var afskåret fra at deltage i begravelsen. Sådan var det også, da en anden søster døde for to år siden. Det ville være alt for risikabelt at rejse tilbage til Irak. Men sorgen sidder stadig i kroppen, og den manglende afsked har gjort hverdagen i Næstved tungere.

Læs mere: I Irak deler vi sorgen 

 

18-årig asylsøger har været på flugt i 10 år

(Nyt på tværs 1-2006)

I 1996 forlod Merna Samir Alhozy Irak sammen med sammen med sin mor og to yngre søskende på flugt fra dem, der havde dræbt hendes far. I 2001 kom familien til Danmark og søgte asyl. I dag bor Merna og hendes familie i Sandholmlejren i Nordsjælland, der fungerer som udsendelsescenter for afviste asylsøgere. Merna sidder på sin seng på familiens værelse i en af de lave træbygninger og fortæller om sit liv og den barndom, hun aldrig har haft.

 

Jeg kan ikke huske, hvordan det er at være barn. Eller at leve et normalt liv. Det er, som om jeg har været en slags voksen altid. Måske blev jeg voksen, da vi forlod Irak for ti år siden. I dag kan ingen snyde mig. Jeg kan mærke med det samme, om folk kun er venlige, fordi de vil udnytte mig. Jeg har lært at passe på mig selv.

     Når jeg ser andre unge på gaden, tænker jeg somme tider på, hvordan de lever. Hvad mon de tænker på? Engang troede jeg, at jeg også ville få lov at være ung. Gå i byen med veninder og have det sjovt. Være en normal teenager.

     De siger, vi skal rejse tilbage til Irak. Men hvordan skal vi klare os i Irak? Vi har ingenting. I Irak har vi ingen, der kan beskytte os. Så er det bedre at være her, selv om de har taget alt fra os.

 

Jeg husker ikke ret meget fra Irak. Jeg husker gaden i Mosul, hvor vi boede, og min skole. Jeg husker min familie, men ikke deres ansigter. Min fars stemme - men ikke hans ansigt. Om lørdagen var min bror og jeg med ham ude at købe ost. Men det er svært at huske de gode ting. Da jeg var 7 år, blev han dræbt og forsvandt ud af mit liv. Fra da af havde jeg kun min mor og mine to små søskende.

     Vi flygtede til Jordan, da jeg var 8 år. Der boede vi illegalt, inden vi kom videre til Thailand. Min mor betalte en mand, der hjalp os. Men da vi kom til Thailand, stjal han alle vores penge og ting.

 

Thailand: Vi havde hverken mad eller tøj. Vi fik lov at bo på et katolsk center for immi­gran­ter. De gav os et lille værelse og mad tre gange om dagen ligesom her i Sandholm. Vi havde ikke opholdstilladelse og var meget bange for politiet. En dag da jeg var alene på vores værelse kom de og tog de andre beboerne. De bankede også på vores dør. Jeg bare holdt mig for ørerne. Jeg ville ikke høre. Til sidst var der en mand, der sagde: ”Der er ikke nogen derinde. De er flyttet.” Det er en af de gange, hvor jeg har været mest bange.

     Om søndagen gik vi i kirke. Vi er kristne og tilhører den kaldæiske kirke. Jeg hjalp præsten med at bære lys under gudstjenesten og var henne i kirken hver dag. De var meget gode mod os og bad for os. Vi var alle sammen meget glade for kirken.

 

Jeg var 13 år, da jeg kom til Danmark. Jeg kom alene. Vi havde boet illegalt i Thailand i tre år og havde flere gange forsøgt at komme videre til et andet land, men politiet havde taget os i lufthavnen hver gang. Til sidst sagde min mor: ”Du rejser alene.” Det var OK. Jeg var vant til lufthavne. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis de fanger mig, fanger de mig. Min mor betalte penge til en mand, der lovede at tage mig til Danmark. Hun og mine søskende ville følge efter så hurtigt som muligt.  

     Vi fløj til Tyrkiet og rejste videre op gennem Europa med toge og busser. Jeg ved ikke, hvor jeg har været. Stationerne og vejene lignede alle hinanden. Vi lod, som om vi var turister. En dag på en banegård sagde manden, at jeg skulle sætte mig på en bænk og vente, til han kom tilbage. Jeg ventede og ventede, men han kom aldrig tilbage. En time. To timer. Jeg var meget bange. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg spurgte en dame, om hun vidste, hvilket land det var. ”Du er i København,” sagde hun. ”Det er i Danmark.” Jeg forklarede, at jeg ikke kunne finde ham, der tog mig her, og at jeg var alene og bange. Hun sagde, at jeg skulle gå ned på politigården. Der ventede jeg i otte timer. Jeg var meget træt og sulten. En betjent gav mig en kanelsnegl og en ostemad. Det smagte mærkeligt. Ud på aftenen satte de mig i en politibil og kørte mig ud til børnecentret Lynæs med hylende sirener. Jeg var både lettet og bange. Lettet over at være kommet til Danmark. Bange for hvad der ville ske, og om min familie kunne finde mig. Men to uger senere ringede de fra Sandholmlejren, at min mor var kommet. Dengang vidste vi ikke, at vi stadig ville bo i Sandholmlejren fem år senere. At vores liv ville gå i stå i Danmark.    

 

Siden den dag har jeg boet på fem forskellige asylcentre. Lynæs - Sandholm - Avnstrup - Sigerslev - Middelfart - Avnstrup - Sandholm. Syv gange har de flyttet os. Sidste gang fik vi kun nogle få timer til at pakke alle vores ting. Det sted, vi boede længst, var Sigerslev på Stevns. Det var den bedste tid. Jeg gik i skole. Jeg havde også en veninde. Hun var fra Serbien og fik asyl sidste år. Vi var sammen hver dag og kunne tale om alt. Hun forstod mig. Men en dag kom de og sagde, at min familie skulle flytte til et andet center. Det var bare så hårdt. Jeg savner hende stadig meget.

     Jeg har ikke lyst til at få nye venner. Jeg skal jo alligevel bare flytte igen, og så ser jeg dem ikke mere. Selv om jeg har boet i Danmark i fem år, har jeg ingen danske venner. Det er lidt mærkeligt at være i et land så længe uden at kende nogen. Jeg vil gerne have danske venner, så jeg kan lære om deres kultur. Men hvordan får man danske venner på et asylcenter?

   De sidste to år har jeg ikke gået i skole. To år er lang tid. I dag ved jeg ikke længere noget. Jeg kan ikke koncentrere mig og glemmer alting. Sådan har det ikke altid været. I Thailand fik jeg gode karakterer i skolen. Nu må folk tro, at jeg er dum. Røde Kors siger, at de vil sende mig til psykolog. Men jeg har allerede talt med ti forskellige psykologer her i Danmark. De stiller de samme spørgsmål og får mig til at huske alle de væmmelige ting, jeg prøver at glemme. De tænker ikke på, at det gør ondt at huske, når man ikke har gode minder. Jeg har ikke brug for flere psykologer. Det hjælper ikke.

     Det sidste år er min søster blevet så underlig. Det er som om hendes hjerte er mørkt. Hun er hele tiden nervøs og siger, at hun hader livet. Hun er 13 år. - Du er jo kun et barn, siger min mor. Men min søster siger, at indeni er hun ikke længere et barn.  

 

Flashback: Center Avnstrup. Hundredvis af bange og frustrerede mennesker. Lange gange med skrigende børn. Politibiler. Demonstrationer. Slagsmål. Knuste ruder. Glasstykker og blod overalt. Betjente med knipler, der stormer gennem gangene. Engang tog de min bror og satte ham i fængsel. Han var kun 14 år og havde ikke gjort noget forkert. Han var der bare, da nogle begyndte at slås. Min mor vågnede midt i det hele. Da de også lagde hende i håndjern og tog hende med, besvimede hun. Hun bare faldt sammen. De kørte hende på hospitalet i en ambulance. Jeg tror altid, at jeg vil være bange for politiet. Det sidder bare dybt i mig.

 

Jeg har så mange tanker, men ingen at dele dem med. Det sidste år er jeg begyndt at skrive til mig selv. Bare skrive og skrive for at få tankerne ud. Det er i stedet for at skrige eller slå nogen. Eller jeg synger. Jeg elsker at synge og danse. Jeg synger fra hjertet. Når jeg synger, glemmer jeg smerten indeni. Jeg synger på engelsk, arabisk, kaldæisk, spansk og dansk. Når jeg hører en sang, jeg kan lide, kan jeg hurtigt synge den.  

     Jeg er ikke vred på Gud. Han har hjulpet os så mange gange. Han er også hos os nu. Det ved jeg bare. Jeg beder meget til Gud hver dag. Jeg beder om, at Gud vil hjælpe os. Vi kan ikke blive ved på den her måde. Min mor græder hele tiden. Hun kan næsten ikke mere. Ingen af os kan mere. Det hele er bare så svært.

     De siger, at jeg er stærk. Men det er jeg ikke. Jeg har altid haft let ved at græde. Når jeg bliver rigtig bange, føles det som et hjerteanfald. Men måske har de alligevel lidt ret. For jeg nægter at give op. Jeg bliver ved med at tro, at en dag vil Gud sende hjælp. For min families skyld må jeg ikke give op. Måske er der alligevel noget stærkt inde i mig.

     Danskerne tror, at vi bare er kommet for at få materielle ting. Men det er slet ikke det. Man kan leve uden penge. Vi har levet i mange år uden penge. Hvis jeg havde kunnet vælge, var jeg aldrig kommet til Danmark. Det er ikke medfølelse, jeg spørger efter. Det kan jeg ikke bruge til noget. Men hvis bare nogen ville prøve at forstå. Forstå, at vi gerne vil leve som andre mennesker. Gå i skole. Have et arbejde. Vågne op til en normal dag. Et normalt liv. Det er alt.                                                                      

 

Internationale kirkelige mødesteder