Fra Ankara til Århus

(Nyt på tværs 2-2011)

De er veninder og har kendt hinanden i ti år - danske Aase Birk Nissen og tyrkiske Esma Senen. Aase (69) er kristen og uddannet folkeskolelærer. Esma (49) er muslim, uddannet kontorassistent og arbejder som pædagogmedhjælper. De to kvinder mødte hinanden i Gellerup Kirkes internationale kvindeklub. Sideløbende med fællesskabet i klubben blev det til et varmt venskab på tværs af kultur, religion og tyve års aldersforskel. I dette interview fortæller Esma om sit liv, kontakten med kirken og venskabet med danske Aase.

Rækkehuset i den danske boligforening i Risskov, hvor Esma Senen bor sammen med gymnasiedatteren Oksan, vidner om livsglæde, menneskeligt overskud og sans for detaljer. På sofabordet står rødvinsglas og frugt i små skåle. Brød og kage er hjemmebagt.

     Den tyrkiske pædagogmedhjælper har boet i Danmark siden 1999, da hun kom hertil gennem familiesammenføring. Kort forinden havde hun giftet sig med sin tyrkiske mand, der kom til Danmark som flygtning i slutningen af firserne. Men selv om parret havde kendt hinanden siden gymnasietiden i Ankara, holdt ægteskabet ikke, og Esma har i mange år været alene med datteren, der i dag er 19 år og går i 2. g på Katedralskolen i Århus.    

     Esma voksede op i millionbyen Ankara som nummer to i en søskendeflok på fem. Som ung drømte hun om at rejse til Vesten.

     - Efter gymnasiet læste alle mine søskende videre. En blev læge, en anden revisor og en tredje ingeniør. Far var skoleinspektør og blev senere tilsynsførende amtskonsulent, så det lå i luften, at vi børn skulle have en uddannelse. Men jeg var skoletræt og drømte om en anden fremtid. I en årrække arbejdede jeg som kontorassistent i skolevæsenet. Så kom muligheden for at blive gift og rejse til Danmark. Min familie sagde til mig, at det var en dum idé. Jeg havde jo ikke arbejde og skulle lære et nyt sprog. Det var ikke smart, mente min far. Men en fremtid i Vesten var for spændende til, at jeg kunne sige nej.

     Hun har ikke fortrudt, at hun dengang greb chancen og rejste, selv om fremtiden blev meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

     - Den første tid i Danmark var jeg meget isoleret. Jeg arbejdede sammen med min mand, der havde et pizzaria og senere et rejsebureau. Jeg gik på sprogskole, men jeg ville gerne ud blandt danskere. Det var svært at lære dansk, og min mand havde ikke mange danske venner. Vores naboer var ældre mennesker, der ikke havde meget lyst til at snakke.

Internationale aftener

Først nogle år efter skilsmissen begyndte Esma at lære flere danskere at kende. En muslimsk studiekammerat, der boede i Gellerup, fortalte hende om de internationale aftener i Gellerup Kirke og inviterede hele klassen med.  

     - Den første gang kom vi næsten alle sammen. Jeg opdagede, at det var let at snakke med danskerne i kirken. De var meget åbne. I kirken mødte jeg en dame, der inviterede mig hjem. Hun havde god tid og ville gerne hjælpe mig med at lære dansk. De næste måneder sad vi hver uge og læste og skrev dansk sammen.

     Gennem de internationale aftener kom Esma med i kirkens kvindeklub. Her mødte hun Aase, der for nylig var flyttet til Århus.    

     - Aase kørte mig hjem i sin bil og gav mig sit telefonnummer. Næste gang ville hun gerne hente mig, så jeg ikke behøvede at tage bussen. Sådan begyndte vores venskab.

     - I dag er Aase og jeg tæt knyttet til hinanden. Vi kan snakke om alting. I kvindeklubben er vi stadig otte kvinder, der mødes på skift hos hinanden. De andre kommer fra Colombia, Syrien, Iran, Nigeria, Canada og Danmark. Jeg er den eneste muslim. Vi har det godt med hinanden og hjælper hinanden. Når vi spiser frokost sammen, sidder vi i mange timer og snakker. Somme tider går vi tur eller tager på kunstmuseum. Aase og jeg er begge meget interesseret i kunst, musik, film og teater, så vi har mange gange været i byen sammen.

     Esma fortæller, at hun stadig har kontakt med tyrkiske familier, men i dag er hendes nærmeste venner danskere.

     - Tyrkiske kvinder går ikke så meget i biograf og teater eller på café, forklarer hun med et smil.

Kontakt med kristne

Før Esma kom til Danmark, havde hun ikke haft kontakt med kristne. Hun vidste, at en moster havde kristne naboer, men selv kendte hun ingen kristne.

     - Jeg ved stadig ikke så meget om kristendommen. I kvindeklubben læste vi somme tider i Bibelen og hørte historier. Jeg kan godt lide de ting, der foregår i kirken. I moskéen skal kvinder være for sig selv. Sådan er det ikke i kirken. Kristne kvinder har også mere frihed end muslimske kvinder.

     - Jeg beder somme tider til Gud. Det sker også, at jeg beder Aase om at bede en bøn for mig. De kristne er gode til at bede. Det er mit indtryk, at troende danskere er mere åbne over for udlændinge end andre. Jeg føler, at jeg får lidt mere respekt, når jeg er sammen med kristne. Deres livsform er også anderledes. De holder lidt mere sammen som familie. Aase er meget troende og besøger kirken hver søndag. Det er der ikke så mange danskere, der gør.

Ferie i Tyrkiet

Hver sommer rejser Esma en måned til Tyrkiet sammen med datteren. Det har hun gjort i mange år. Samværet med familien er noget, hun ser frem til.

     - Til daglig savner jeg ikke Tyrkiet, men jeg savner min familie. I Danmark er der kun min datter og mig. Min datter siger, at jeg er i bedre humør, når vi er i Tyrkiet! Men jeg tror ikke, vi kunne bo der. Selv om min datter taler tyrkisk, er hun meget dansk og lever som en dansk gymnasieelev. Hun har jo boet her hele sit liv. Jeg ønsker ikke et anderledes liv for hende. Hun skal have en uddannelse. Jeg går ikke og håber, at hun finder en tyrkisk mand. I Tyrkiet er kvinders rettigheder begrænsede. Tyrkiet er også blevet mere religiøst. I dag tror min søster meget, og hendes mand er meget religiøs, fortæller Esma, der selv oplevede stor frihed som barn.    

     - Min far var ikke som mange tyrkiske mænd. Han lavede mad og vaskede op og hjalp min mor meget. Han var en meget behagelig mand. Han kom ikke fra nogen religiøs familie og var ikke troende. Min mor derimod bad og fastede i Ramadanen, og min mormor insisterede på, at vi skulle i koranskole. Men jeg snød ofte og gik hen til min farmor i stedet, hvor der ikke var snak om religion!  

     Da forældrene for et par år siden var på besøg i Danmark, var et af højdepunkterne en tur i bil rundt i Midtjylland med Aase som chauffør.

     - De taler stadig om den tur. Det glemmer de aldrig, fortæller Esma.

Glad for mennesker

Efter flere perioder med arbejdsløshed og praktikforløb håber Esra snart at få fast arbejde. For tiden er hun i praktik i en institution for tosprogede børn i Århus.

     - Mit største ønske er at tjene mine penge selv og have et job, jeg kan være stolt af. Og så vil jeg gerne lære mere dansk sprog, så jeg kan diskutere og sige min mening bedre, forklarer Esma, der i dag er dansk statsborger.    

     Ønskejobbet er et arbejde med mennesker. For Esma er meget social og vil gerne have mennesker omkring sig.

     - Jeg har altid været glad for mennesker. Hvis jeg sidder nogle timer for mig selv, mangler jeg et menneske at have øjenkontakt med. Heldigvis har jeg gode venner og god kontakt med mine naboer. Jeg hilser og snakker med alle, og ofte er der nogen, der kigger ind for at snakke eller låne noget. Så får de en kop kaffe.  

BMF