Venskab på tværs – på Amager          

(Nyt på tværs 3-2007)

Selv om der kun er godt ti års aldersforskel, insisterer japanske Taeko Hansen – født Motodera – på at kalde 77-årige Carina Olofson for sin danske mor. De to kvinder mødte hinanden for syv år siden, da Taeko kom til danskundervisning i Internationalt Kristent Center i Bethesda i København, hvor den tidligere præstekone er frivillig sproglærer en gang om ugen. De opdagede hurtigt, at de havde mange fælles interesser. Det udviklede sig til et varmt venskab mellem lærer og elev.  

En tur til Viborg Domkirke var med til at lægge grunden til deres venskab.

     - Jeg havde foræret Taeko en bog med meditationer over Joakim Skovgaards billeder i Viborg Domkirke. Det er en lang historie, men da Taeko senere kom og fortalte, at hun havde læst bogen flere gange, foreslog jeg, at vi tog til Viborg for at se malerierne sammen. Vi tilbragte flere timer i kirken. Det var en fantastisk oplevelse for os begge, fortæller Carina Olofson.  

     For syv år siden mistede Taeko sin danske mand efter 36 års ægteskab. Manden var uddannet styrmand, og i mange år sejlede parret verden rundt. De første år boede de i Japan. Senere købte de en lejlighed på Amager. Her blev hun boende efter mandens død. Men netværket var spinkelt, og Taeko besluttede, at hun ville forbedre sit danske sprog.  

     - En kineser havde fortalt mig om danskundervisningen i Bethesda. Da jeg blev alene, gik jeg derind. Min mand havde ingen familie, så jeg kendte ikke ret mange. Jeg kunne godt lide at komme til dansk derinde. Det var så hyggeligt. Første gang Carina underviste mig, læste vi H.C. Andersens eventyr Nattergalen. Jeg er meget optaget af litteratur og syntes, det var spændende.

Medlem af familien

Da Carinas mand gik på pension i 1991 efter mange år som præst i Nakskov og senere Glumsø, flyttede parret til København. Gennem Tværkulturelt Center hørte Carina, at der manglede frivillige til den gratis danskundervisning for udlændinge i Bethesda. Efter lidt betænkningstid besluttede hun, at det måtte være en passende opgave for hende. Det har hun ikke fortrudt.    

     - Det har været meget berigende at få andre kulturer ind på livet. Det gør tilværelsen spændende, siger hun.

     I dag er Taeko et skattet medlem af præstefamilien på Amager, der også består af tre voksne børn, fem børnebørn og tre oldebørn.

     - Når vi samles til jul, påske og fødselsdage, er det en selvfølge, at Taeko er med. Hun er faldet fantastisk godt ind i familien. Sidste påske kom hun med udsprungne japanske kirsebærgrene, som hun have købt til mig hos blomsterhandleren. Hun fortalte, at japanere elsker de smukke duftende kirsebærblomster. Når kirsebærtræerne blomstrer om foråret, går familierne ud i parkerne og sætter sig under træerne med deres madkurv. Det gav os et indblik i en tradition et andet sted i verden.  

Verdensdame

Carina opfatter det som en ærestitel, når Taeko kalder hende sin danske mor. Taeko ler og forklarer:

     - Det er jo sådan, Carina er – som en mor. Når jeg har spørgsmål, ved jeg, at jeg kan spørge Carina. Hun siger altid, hvad hun mener. Det kommer ligeud! Jeg kan stole på hende.  

     Carina understreger, at tilliden er gensidig.

     - Vi kan snakke om alting. Vi mødes ofte til en kop te mandag formiddag på skift hos hinanden. Ind imellem får vi lidt godt til, og når vi er hos Taeko, får jeg altid lidt godt med hjem til min mand.

     - Taeko er en verdensdame. Hun læser meget, og der er ikke ret mange steder, hvor hun ikke har været. En dag kom Taiko med en bog om Japan, som jeg skulle læse. Nu har jeg læst to bøger om Japan og tre af en moderne japansk forfatter, som Taeko anbefalede. Det have jeg nok ikke gjort, hvis det ikke havde været for Taeko, fortæller Carina.

     Som de fleste japanere er Taeko opvokset i et buddhistisk hjem. I mange år stod faren for begravelsesceremonier i templet, og til højtiderne deltog hele familien i religiøse ceremonier. Først mange år senere begyndte Taeko at interessere sig for kristendommen.  

     - Min mand havde en bibel, men vi talte ikke om religion. Det var helt anderledes til danskundervisningen i Bethesda. Der var jeg omgivet af kristne mennesker, der snakkede meget om kristendommen. Det var så søde mennesker. Jeg ville gerne være en af dem. Jeg begyndte at læse Bibelen, men jeg kunne slet ikke forstå, hvad jeg læste. En af lærerne var gift med en præst. Hun foreslog, at jeg kom og læste hos hendes mand. Jeg gik også til Alpha-kursus i kirken. Jeg gik tre gange, for jeg ville gerne forstå godt.

Større glæde

For fem år siden blev Taeko døbt og medlem af folkekirken. I dag kommer hun i den samme kirke på Amager som Carina og hendes mand. Samtalen kommer ind på, hvad det betyder for deres venskab, at de to kvinder er fælles om den kristne tro. Carina forklarer:

     - Vi mødes i kirken om søndagen og ved, at vi sammen kan gå til vores bibel, når der er brug for det. Jeg er opvokset i et kristent hjem, hvor min far sagde: ”Hvis der er noget, Carina, så snak med Jesus.” Det har jeg taget til mig. Min tro betyder, at jeg altid har en, jeg kan gå til med både tak, glæder og bekymringer. Man bliver ikke 77, uden at der har været meget af begge dele.  

     Taeko tøver et øjeblik. Så siger hun:

     - Jeg har fået mere glæde, siden jeg blev døbt. Jeg har altid været en glad pige uden store problemer, men glæden er blevet større. Tidligere var jeg ikke så taknemmelig. I dag ville jeg ønske, at jeg havde sagt mere tak. Nu prøver jeg at gøre noget for andre mennesker. Hvis andre bliver glade for det, jeg gør, bliver jeg også glad.

     At det giver sig mange konkrete udslag, kan Carina bekræfte.

     - Taeko arbejder i et værested og har også været i en genbrugsbutik. Og så er hun en fremragende kok. Når værestedet om kort tid tager brugerne på en uges ferie, er det Taeko, der står i køkkenet. Det synes jeg er flot.

BMF