Anwar Bhatti kom til Danmark som gæstearbejder for 35 år siden  

(Nyt på tværs 1-2005)

Da der blev holdt traditionelt pakistansk bryllup for 15-årige Anwar Bhatti og hans kone i 1948 i Lahore, var der næppe nogen af gæsterne, der forestillede sig, at parret ville få 24 børnebørn, der alle er født i Danmark.

I dag sidder Anwar Bhatti i sin hyggelige stue i lejligheden i Værløse og konstaterer, at han har boet i Danmark over halvdelen af sit liv. Væggene er dækket af fotografier af de seks børn og 24 børnebørn. 35 år er der gået, siden den unge bilhandler fra Lahore kom til Danmark som gæstearbejder i 1970. Som mange andre pakistanere dengang var han rejst til Europa for at tjene penge. Først nogle måneder i Tyskland på en ølfabrik. Der hørte han om en maskinfabrik i Danmark, der manglede arbejdskraft, og besluttede at rejse herop. De første år boede han sammen med 10-12 andre pakistanere i en villa i Farum, som fabrikken havde lejet. Men efterhånden blev det klart, at der var tale om mere end kort arbejdskontrakt, og så blev det vigtigt at få familien til Danmark. I 1972 kom den ældste søn. To år senere fulgte Anwar Bhattis kone og datter efter, og i 1975 kom de fire yngste sønner. Familien var igen samlet og flyttede ind i et stort hus i Værløse, hvor de boede i mange år.    

     - Dengang var Danmark meget anderledes end i dag. Vi kom fra en storby i Pakistan og syntes, at Danmark var et meget stille land. Her var næsten ingen mennesker eller biler. Vi var heller ikke mange udlændinge. Jeg kendte alle i Farum. Vi var måske 4-5.000 pakistanere og indere i Danmark. Dengang kunne danskerne godt lide udlændinge. Folk snakkede med os og var meget hjælpsomme, fortæller Anwar Bhatti og tilføjer, at sådan er det desværre ikke i dag.  

Kirken

Familien tilhører det kristne mindretal i Pakistan, hvor Anwar Bhatti voksede op med kirkegang hver søndag i Lahore.

     - Da jeg kom til Danmark, var det naturligt for mig at gå hen i kirken om søndagen. Men der var kun 8-10 mennesker. I Lahore var kirkerne fulde. Jeg kan huske, at danskerne ikke ville sidde ved siden af mig på kirkebænken. De satte sig altid på en anden bænk. Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Somme tider lagde de Bibelen på gulvet - der hvor de gik med deres sko! Det syntes jeg var meget mærkeligt. Jeg er opdraget til at vise respekt for Bibelen. Min bibel ligger altid på et bord.

     Han fortæller, at da hans kone og børn kom til Danmark, fortsatte familien med at gå i kirke hver søndag. Børnene kom også i søndagsskole. Da de blev voksne og selv fik børn, fortsatte børnebørnene i søndagsskolen.

Folkepension

Efter et langt arbejdsliv gik Anwar Bhatti på efterløn som 63-årig.

     - Jeg har aldrig været arbejdsløs i Danmark. Jeg har lavet plastikrør og højttalere og arbejdet 15 år på Flyvestation Værløse som arbejdsmand. Nu er jeg pensionist og lever af min folkepension. Jeg har ikke mange penge og kan ikke rejse til Pakistan så ofte, men det gør ikke noget. Jeg klarer mig, siger han.

     Siden 1977 har Anwar Bhatti haft dansk statsborgerskab. Han taler flydende dansk og føler på mange måder, at Danmark er hans land.

     - Jeg er nok midt imellem. Når jeg besøger Pakistan, føler jeg mig som turist. Folk kan høre på mit sprog, at jeg ikke bor i Pakistan. De siger, at jeg taler som for 35 år siden! Men i Danmark er jeg også fremmed. Selv om jeg taler dansk, forstår jeg stadig ikke alt. Og selv om jeg er dansk statsborger og selv mener, at jeg er dansker, vil danskerne altid sige, at jeg er udlænding.

Bor alene

Anwar Bhattis kone døde for fire år siden af en blodprop. Siden har han boet alene i en moderne lejlighed i samme lejlighedskompleks som to af de voksne sønner og deres familier.    

     - Min kone og jeg var gift i 52 år. Som det er almindeligt i Pakistan, havde vores familier arrangeret vores ægteskab. Men vi holdt meget af hinanden. Jeg savner min kone meget.

     - Jeg er ikke vant til at bo alene, men jeg har lært at klare mig. Min familie hjælper mig. Jeg laver selv morgenmad, og mine svigerdøtre kommer med varm mad hver dag - eller jeg bliver inviteret til at spise hos dem. Også mine voksne børnebørn inviterer mig. De siger: Farfar, du er velkommen!

     - Jeg kan godt komme hos min familie hver dag, men det vil jeg ikke, for mine svigerdøtre arbejder og har meget travlt. Derfor er det godt, at kommunen også hjælper mig. For to år siden fik jeg en bypassoperation. Nu kommer der en sygeplejerske hver 14. dag med medicin, og kommunen sender en hjemmehjælper, som gør rent og vasker mit tøj. Det er gode damer, som jeg er meget glad for.

     - Hvis jeg havde været i Pakistan, ville jeg ikke have boet alene. Men nu bor jeg i Danmark. Her betaler man skat, og så sørger kommunen for, at man får hjælp og medicin, når man bliver gammel. Det er et meget godt system, mener Anwar Bhatti.  

Venter på søndag

Alligevel kan dagene godt være lange. Efter et langt arbejdsliv kender den 71-årige pakistaner mange danskere, men de har travlt, forklarer han.    

   - Når vi mødes på gaden, siger vi goddag, goddag. Men ingen kommer og besøger mig. Jeg besøger heller ikke dem. Men hvis nogen inviterer mig, vil jeg komme, understreger han og tilføjer, at han også meget gerne vil have besøg af danskere.

     - Jeg kan godt lide at sidde og snakke. Men i Danmark har pakistanere heller ikke tid til at gå på besøg. De er familiemennesker. Der er ikke mange, der er alene som jeg. Nu ser jeg meget fjernsyn - indiske, pakistanske og danske film. Somme tider går jeg en tur ud i byen. Og så går jeg i kirke hver søndag. Jeg venter hele ugen på, at det skal blive søndag. Kirken er Guds hjem. Der er godt at være. I kirken forstår jeg efterhånden det meste, selv om det er på dansk. Men jeg savner en kirke på mit eget sprog. I England har de mange pakistanske kirker. Men ikke i Danmark.  

Børnebørnene bestemmer

Anwar Bhattis seks voksne børn bor alle inden for få kilometers afstand fra deres far og kommer ofte på besøg. Også de 24 børnebørn, hvoraf flere i dag er voksne, kommer og besøger deres bedstefar.

     - Som pakistanere er de opdraget til at respektere de ældre og lytte til vores erfaringer. Jeg siger, at de skal høre efter mig - men de har også dansk mentalitet og siger, at de selv bestemmer! De vil gerne høre min mening, men med hensyn til ægtefælle vil de selv vælge. Det er også OK. Men når mit barnebarn siger, at han vil finde en dansk pige, er jeg bekymret, fordi jeg ser, at mange danskere gifter sig flere gange. Pakistanere gifter sig kun én gang. Vi er gift med den samme hele livet, og så løser vi problemerne sammen. Derfor valgte min kone og jeg pakistanske ægtefæller til vores børn.

     - Jeg vil gerne have, at mine børnebørn gifter sig med pakistanere. Men det gør de nok ikke. De er jo født her, og Danmark er deres land. Det vigtigste er også, at de bliver gode mennesker, har det godt og får en god uddannelse - og at de holder sammen som familie.  

     Anwar Bhattis datter Nahid, der har overværet interviewet, kommer ind i stuen med te og pakistanske lækkerier. Hun fortæller, at familien er taknemmelig for, at Anwar Bhatti i sin tid rejste til Danmark.

     - I Danmark har vi det godt. Vi er meget taknemmelige for, at vores far kom herop, og at vores børn kunne vokse op i et kristent land, hvor man kan gå i kirke om søndagen uden at få problemer.

BMF