70-årig inder fra Frederikssund øver sig i at forenkle sit liv

(Nyt på tværs 1-2005)

Sally Larsen var fyldt 60, da familien efter mange år i Indien og udstationering i Afrika besluttede at slå sig ned i Danmark. Da var hendes danske mand gået på pension og datteren Kiran 14 år.

På badeværelset i parcelhuset i Frederikssund står en lille grøn elefant. Sammen med husets 40 år gamle tekande med røde dragehoveder fra den indiske teprovins Darjeeling fortæller den, at nok har Sally Larsen et dansk efternavn og et dansk pas, men den 70-årige tidligere skolelærer fra Frederikssund bærer også på en anden historie fra en anden verden. For hun er født i den indiske delstat Uttarpradesh tæt på den nepalesiske grænse og opvokset med udsigt til Himalayabjergenes hvidklædte tinder.

     - Når man vokser op sådan et sted, er man aldrig i tvivl om, at Gud findes, understreger hun.  

     Sally Larsen voksede op under det britiske kolonistyre. Da Indien fik selvstændighed i 1947, var hun 13 år.

     - Det betød, at min skolegang og uddannelse var meget præget af indisk nationalisme. Du skal være indisk, lød det alle vegne. Jeg er født i en angloindisk familie med tyske, italienske, burmesiske og indiske rødder. Men nu skulle vi alle være rigtige indere, tale hindi og gå i sari.

 

Omstilling    

Hun mødte sin danske mand i Indien i begyndelsen af halvfjerdserne. Han arbejdede som projektleder for Det Lutherske Verdensforbund, og hun underviste på kirkens lærerseminarium i Darjeeling. De blev gift i 1976, og da de nogle år senere fik en datter, besluttede de, at hun skulle have en dansk uddannelse - og at det var i Danmark, de selv ville blive gamle.

     Sally har siden gjort sig mange tanker om den tilpasningsproces, som fulgte med det at flytte til et andet land i en moden alder.  

     - Når jeg i dag hører danske politikere sige, at udlændinge skal tale dansk og være danske, har jeg en oplevelse af, at jeg har hørt det hele før. Jeg har allerede været processen igennem - i Indien for 60 år siden. Jeg har tilpasset mig hele mit liv. Men jeg har også gjort den væsentlige erfaring, at min inderste identitet ikke forandrer sig, bare fordi omgivelserne stiller krav om, at jeg skal være noget, jeg ikke er. Ingen kan tvinge mig til at blive dansk. Det er mit valg. Jeg skal nok overholde alle jeres danske love og opfylde mine sociale forpligtelser, men kom ikke og fortæl mig, hvilken religion, jeg skal have, eller hvilke værdier, jeg skal bygge mit liv på. Min sjæl er min egen. Måske får jeg lyst til at blive mere dansk, end jeg er i dag, men kun hvis jeg mærker, at danskerne kan lide mig. Forsøg ikke at tvinge mig!

Aktive ældre

Som inder stiller Sally Larsen sig undrende over for de forventninger, der knytter sig til alderdommen i Danmark.

     - Det er meget anderledes at blive gammel i Danmark end i Indien. I Danmark skal de ældre være aktive, udadvendte og selvstændige. I Indien er det helt anderledes. Der er alderdommen en tid, hvor man afvikler og forenkler sit liv. Man stiller ikke krav og forsøger at være til mindst muligt besvær. Tidligere kom de unge og rørte ved de ældres fødder: ”Dine fødder har gået på visdommens vej.” Et gammelt menneske var æret og respekteret. I Danmark forventes det, at gamle mennesker følger med i den seneste udvikling og tilpasser sig nye omgivelser og udfordringer. I Indien får gamle mennesker lov til at vende sig indad. Man øver sig i at forsage og koncentrere sig om det liv, der kommer efter døden. Og når man er mæt af dage, lægger man sig på sin seng - og dør.

Forenkling

Når det gælder forventninger til sin egen alderdom, er det de indiske værdier, der tiltrækker Sally.      

     - Forenkling og forsagelse - det er mit mål. Jesus havde ingen jordisk rigdom. Men det er en proces. På det materielle plan er vi for længst begyndt at forenkle vores liv. I Indien havde vi et stort hus med en stor husholdning, mange gæster og mange tjenestefolk. Nu bor vi i et lille stille hus. Vi har ikke nær så mange ting omkring os, som vi engang havde. Det er godt. Efterhånden som vi bliver ældre, behøver vi mindre og mindre.  

     - Vi er alle bange for at blive gamle - fysisk, mentalt og socialt. For det kan meget vel betyde afhængighed, hjælpeløshed og taknemmelighed. Det er alt sammen ydmygende. Men som gammel er der ingen vej udenom. Man må erkende sin hjælpeløshed og være ydmyg over for livet og omgivelserne. Og så må man lære ensomhedens kunst. For det hører med til at blive gammel i Danmark, at man skal kunne være alene - og have det godt med det.

Køber tryghed

- Når vi bliver gamle i Indien, vender vi os mod vores familie, fordi vi behøver deres hjælp. Men sådan er det ikke i Danmark. Her betaler man sin skat og køber sig til tryghed i alderdommen - en tryghed, der materielt og medicinsk set er af langt højere kvalitet end i Indien.

   - Men at være elsket - det kan ingen købe. Måske skal jeg selv leve mine sidste år på et dansk plejehjem. Så ved jeg, at jeg vil få professionel omsorg. Materielt vil jeg ikke komme til at mangle noget. Mine hjælpere vil være professionelle. Men vil jeg få kærlighed? De er jo ikke min familie. Og jeg vil være en gammel dame, der er anderledes. Kærlighed er noget meget individuelt. Når jeg elsker et andet menneske, er jeg i stand til at se og opfylde den andens behov. Hvad hvis nu ingen kender mine behov - hullerne i en gammel indisk dames liv?

     - Som udlænding er jeg tvunget til at lære at være taknemmelig, så jeg ikke bliver en byrde. Jeg har jo ikke arbejdet her og gjort mig fortjent til hjælp. Jeg kan kun tage imod med ydmyghed og taknemmelighed. Det er ikke altid let. Men jeg har ikke noget valg.  

     - Den store sandhed er, at den egentlige hjælp, vi mennesker behøver, ikke kommer horisontalt. Den kommer ovenfra - fra Gud. Jeg øver mig hver dag i at se op. Når det kommer til stykket er min krop ikke afgørende. Det egentlige handler om min sjæl og mit gudsforhold.

Datteren

For Sally og hendes mand er det meget vigtigt, at de aldrig bliver en byrde for datteren Kiran, der i dag er 25 og ved at uddanne sig i reklamebranchen. Hun skal ikke tage sig af sine gamle forældre.

     - Hun har ikke haft et let liv. Hun har haft gamle forældre, og her i Danmark kan det være barsk for et barn at have en mor, der ser anderledes ud. Men nu har hun opdaget, hvad hun er god til. Det er en enorm lettelse for forældrene, når deres barn sætter sig et mål i livet. Vores datter er Guds største gave til os. Hun var så velkommen. Nu skal hun være fri og leve sit eget liv. Derfor har vi blandt andet besluttet, at vi ikke vil have et gravsted, når vi dør. Vores største ønske er, at hun snart må få sin egen familie - mand og børn og et lykkeligt liv. Hun er enebarn, og det er alt for hårdt, hvis hun skal leve livet alene.

BMF