Kvoteflygtninge: Colombiansk familie starter nyt liv i Danmark

(Nyt på tværs 2 - 2014)

Da Luis Mora kom til Danmark i februar 2013, talte han kun spansk og havde knap hørt om Danmark. I dag har den 46-årige colombianske kvoteflygtning bestået de første to moduler på sprogskolen i Esbjerg og er godt på vej ind i det danske samfund. Men sproget er stadig en stor udfordring. Derfor benytter han flittigt Kvaglund Kirkes tilbud om sprogcafé og international mandeklub. For her kan man tale med danskere og bruge sproget i praksis, forklarer han og smiler bredt.

 

Lovløshed, vold og mord, der aldrig blev opklaret. Mennesker, der forsvandt sporløst. Det har i mange år været hverdagskost for store dele af befolkningen i det sydamerikanske land Colombia, der siden 1965 har været skueplads for vedvarende kampe mellem regeringshæren, venstreorienterede guerillaer og højreorienterede paramilitære grupper. Hertil kommer landets magtfulde narkokarteller, der kontrollerer den omfattende og lukrative handel med marihuana og kokain, der er med til at finansiere guerillaer og paramilitære grupper. Et kompliceret politisk magtspil, der betyder, at der trods langstrakte fredsforhandlinger ikke er udsigt til, at de flere millioner fordrevne colombianere kan vende hjem i nær fremtid.

     Det er baggrunden for, at 122 colombianske flygtninge fra nabolandet Ecuador sidste år blev genbosat i Danmark gennem UNHCR. Colombianerne indgik i den årlige kvote på 500, som Danmark har forpligtet sig på at modtage, og som udvælges blandt verdens mest sårbare flygtningegrupper. Blandt dem, der fik tilbud om at komme til Danmark, var Luis Mora, hans kone Isabel Barona og sønnerne Jose (21) og Jefferson (19). Da familien ankom til Billund Lufthavn en kold februardag, blev de   kørt til Esbjerg, hvor de blev indkvarteret i en fireværelses lejlighed på femte sal i en boligforening i udkanten af byen. Det var et voldsomt kulturchok for den colombianske familie, der kom fra 37 graders tropevarme og kun talte spansk.

   - Jeg husker bare, at vi frøs og frøs! Alt var nyt og overvældende. Sproget. Klimaet. Kulturen. Menneskene. Vi vidste ikke, hvad vi skulle lave i Danmark eller hvordan vi kunne skabe et nyt liv. Vi forstod ingenting og følte os dumme. Nogle dage tænkte vi, at det havde været bedre, hvis vi ikke var kommet. I vores land havde vi i det mindste familie og venner og kunne snakke med folk. I Danmark var vi helt alene. Men nu går det bedre. På gode dage er der stadig danske ord i mit hoved, når jeg vågner om morgenen. Andre dage er der ingen ord. De er bare væk, og i stedet er der en hel masse tanker, forklarer Luis Mora.

Opbrud

Hjemme i Colombia var Luis Mora murer, men borgerkrig og politisk vold fik familien til at bryde op og flygte over grænsen til nabolandet Ecuador, da den ældste søn gik i gymnasiet. Luis Mora håber snart at få et arbejde i Danmark, men først skal han lære mere dansk. De to sønner, der går i ungdomsskole, taler allerede flydende dansk, men helt så hurtigt går det ikke for forældrene. Der er stadig lang vej igen, erkender Luis Mora, der ikke betænkte sig på at tage imod tilbuddet om ekstra hjælp, da en beboerrådgiver fortalte om sprogcaféen i Kvaglund Kirke.

     Den smilende colombianer sidder afslappet i hvid T-shirt og fortæller. Men da samtalen kommer ind på de konkrete begivenheder, der for to år siden drev familien på flugt, bliver ordene få. For han kommer fra et samfund præget af frygt, mistro og uforudsigelige repressalier, hvis man ikke vogter sine ord.

     - Livet var meget farligt i mit land. Mange forsvandt. Der skete mange ting. Derfor flygtede vi til Ecuador. Der var vi i 11 måneder. Men vi havde ingen penge og ingen, der kunne hjælpe os. Så da UNHCR fortalte, at Danmark ville tage imod os, sagde vi bare ja og tak! Vi kendte ikke noget til Danmark og vidste ikke engang, hvor det var. Men vi var meget glade. Nu kunne vores børn få en uddannelse og en god fremtid, forklarer han.

     - I dag savner vi ikke Colombia. Men vi savner meget vores familie, venner og naboer, stranden, havet, varmen og alt det, der engang var vores liv. Vi kommer fra en udendørskultur, hvor man er sammen med mennesker hele dagen. I Danmark lever hver familie inde i deres egen lejlighed. Vi siger godmorgen og goddag til vores naboer, men vi kender dem ikke og har aldrig besøgt dem. I Colombia kommer naboer altid og hilser på, når nogen flytter ind. Somme tider laver naboer mad sammen. Alle kender deres naboer, fortæller Luis Mora.

Afbrudt skolegang

Selv voksede han op i en større by i den nordlige del af landet. Faren arbejdede på en sukkerfabrik, og moren var hjemmegående. Der var mange munde at mætte, og derfor blev det kun til få års skolegang, inden Luis Mora som 15-årig begyndte at hjælpe sin far på sukkerfabrikken.

     - Selv om det er gratis at gå i skole i Colombia, skal man betale skoleuniform, sko og bøger. Vi var otte børn og havde ikke mange penge, så selvfølgelig skulle jeg hjælpe med at forsørge familien, forklarer Luis Mora, der senere kom i lære som murer og med et stort grin fortæller, hvordan han som 19-årig mødte sin kone Isabel på et diskotek i hovedstaden Bogota.

     - Hun var meget god til at danse! Vi dansede meget længe og besluttede, at vi ville være sammen. Senere fik vi vores egen lejlighed og stiftede familie. Nu har vi været sammen i 27 år.  

Mandeklub i kirken

Begge voksede op i familier, hvor kirkegang var en naturlig del af hverdagen. Isabels familie tilhører en evangelisk frikirke, mens Luis Moras familie er katolikker.

   - For det meste gik hele familien i den katolske kirke om søndagen. Der var altid mange mennesker i kirken. Ofte var vi over fire hundrede, fortæller han.

     I Danmark fik familien kontakt med Jehovas Vidner gennem en dansk tolk, der selv er medlem. Fra hjemlandet kendte de bevægelsen, der i Esbjerg tilbyder oversættelse til spansk. Sideløbende kommer Luis Mora til international mandeklub i kirkehuset bag Kvaglund Kirke, hvor 15-20 mænd i alle aldre mødes til diverse mandeaktiviteter - på dansk. Hver anden uge spiser de sammen og skiftes til at lave mad.

   - Jeg kommer for at lære mere dansk. Jeg vil gerne have kontakt med andre mennesker. På sprogskolen er der ingen danskere, man kan tale med. Jeg kommer også, fordi det er et sted, hvor jeg kan møde andre kristne, forklarer han.

Et godt liv    

Fremtiden har familien endnu kun vage planer for. Luis Mora håber at få arbejde som murer, så han kan tjene sine egne penge og forsørge sin familie. Isabel har været hjemmegående husmor og tager gerne et hvilket som helst arbejde. De to sønner smager stadig på mulighederne i et land, hvor uddannelse er gratis og alt tilsyneladende muligt. Den yngste drømmer om at blive pilot. Den ældste prøver forsigtigt at udtale det svære danske ord fysioterapeut.

     Pilot eller fysioterapeut. Det betyder mindre for Luis Mora, når blot sønnerne får en uddannelse og et godt liv.

     - I Danmark behøver man ikke at være bange for fremtiden. Alle har mad nok. Her er fredeligt og roligt, gratis uddannelse og gratis sygehuse. Det sværeste er at få kontakt med folk. Vi kæmper rigtig meget med sproget. Men vi tager os tid og giver ikke op. Vi har lært at tage livet, som det kommer.

BMF