Kulturmøder: Kirken skal derud, hvor mennesker er, siger indisk præst på Amager

(Nyt på tværs 1-2013)

Som ung præstestuderende havde Joe Toms forestillet sig, at han skulle arbejde blandt verdens fattigste. Da han tilhører det katolske ordenssamfund Redemptoristerne, der især virker blandt fattige og udstødte, var det et naturligt fremtidsscenario. Men tre år efter ordinationen i 2005 blev den unge indiske præst sendt til Danmark, hvor den katolske kirke manglede en præst, der kunne betjene den engelsksprogede del af menigheden ved Skt. Annæ Kirke på Amager og være præst for filippinere. Fem år senere er han her stadig.

- Et menneske, der har glemt Gud, er et fattigt menneske. Fattigdom får en anden dimension i et rigt land, hvor mennesker har alt, men er langt borte fra Gud. Derfor er der også en opgave for mig i et rigt land som Danmark, siger Father Joe.

     Han tager imod i præsteboligen bag Skt. Annæ Kirke, der med sine to tårne og imponerende facade ligger markant få meter fra Amagerbrogade. Her bor den 34-årige præst i et bofællesskab med kirkens fire andre præster. Han viser ind i et lille enkelt møbleret samtaleværelse, mens han på ubesværet dansk fortæller, at omkring 1.600 mennesker hver weekend deltager i de seks gudstjenester, der holdes på dansk, engelsk og polsk. Hermed er Skt. Annæ den største katolske kirke i Danmark målt på antal kirkegængere.

     - Vi har en ung, levende og gæstfri menighed, der tiltrækker rigtig mange. Filippinere udgør langt størstedelen. Mange vil gerne bidrage aktivt. I den engelsksprogede menighed har vi fire kirkekor, aktiviteter for alle aldersgrupper i løbet af ugen og ekstra månedlige familiemesser. Samtidig er det en menighed i bevægelse med stor udskiftning. Folk rejser, og nye kommer til. Det betyder, at vi hele tiden må oplære nye ledere, forklarer Father Joe.

Giver troen udtryk

For to år siden besøgte han Filippinerne for at lære mere om det land og den kultur, størstedelen af menigheden på Amager kommer fra.

     - Det var meget lærerigt at opleve filippineres tro og tillid til Gud under alle forhold. Troen giver dem håb og en indre styrke, som bærer gennem kriser og naturkatastrofer. Det er noget, jeg virkelig beundrer dem for. Man mærker, at de kommer fra et land, hvor kirke og kristendom spiller en langt større rolle end i Danmark. Selv om de fleste i vores menighed er lavtlønnede, er de altid villige til at give, når andre lider nød. Man betragter hinanden som familie og hjælper og støtter hinanden.

Golfkrigen

En flerkulturel opvækst betyder, at Father Joe har let ved at leve sig ind i andre kulturer. Selv voksede han op i Golfstaten Kuwait i en indisk indvandrerfamilie, hvor hverdagssproget uden for hjemmet var arabisk og mange af hans venner muslimer. Moren arbejdede som sygeplejerske, og hans far var sikkerhedsansvarlig ved det kongelige museum. Men Golfkrigen i 1990 vendte op og ned på alt.

     - Det hele skete meget hurtigt. Den 2. august invaderede Irak overraskende Kuwait om natten og overtog kontrollen med landet. Næste morgen lå der døde mennesker overalt i gaderne. Som sygeplejerske var min mor med til at fjerne de døde. At se alle de døde mennesker var et chok.

     Indtil da havde barndommen i det olierige land, hvor familien havde boet i over 20 år, været tryg og sorgløs. Familien var katolikker, og selv om Kuwait var et muslimsk land, havde kristne fuld frihed til at praktisere deres tro. Om fredagen gik familien til messe i den katolske domkirke, hvor der var plads til over 4.000 mennesker. Hver uge var der gudstjenester på ni sprog.  

     Med den irakiske invasion fik den trygge hverdag brat ende. To måneder senere befandt familien sig i en flygtningelejr i Amman efter at være flygtet ud gennem Irak til Jordan.

   - I lejren var der ikke nok mad. Folk sultede. Det var en nyoprettet lejr, og forsyninger fra Røde Kors var endnu ikke nået frem. Vi var så heldige, at vi hurtigt kom videre til Indien, hvor vores familie tog sig af os. Vi havde mistet alt og måtte starte helt forfra.  

Kulturchok

Mødet med Indien blev en brat opvågnen for den 12-årige dreng. Ganske vist havde han tidligere besøgt forældrenes land. Men at skulle opbygge et nyt liv fra bunden var noget ganske andet.

     - Alt var nyt for mig. Kulturen. Samfundet. Sproget. I Kuwait talte jeg engelsk med mine forældre og arabisk med mine venner. Nu skulle jeg lære malayalam. Jeg havde svært ved at kommunikere og få venner. Det var en helt ny verden, som jeg reagerede voldsomt på.  

     - De barske oplevelser dengang har været med til at forberede mig på de opgaver, jeg står i her i Danmark. I dag har jeg let ved at forstå børn af indvandrere. Jeg kan også sagtens forstå, at Gud kan virke fjern for mange danskere. Som barn i Kuwait havde jeg alt. Jeg behøvede egentlig ikke Gud. Først da min familie mistede det hele, opdagede jeg, at midt

i tomheden var der en fantastisk Gud, som længtes efter at fylde min tomhed. Det var en hård skole. Men jeg lærte for livet.      

     I dag har han et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige at være fattig.

   - Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om penge. Et menneske, der ikke har Gud i sit liv, er et fattigt menneske. Materielt set har vi alt i Danmark, men vi er tomme mennesker, hvis vi glemmer Gud. Min opgave som præst er at vække den lille flamme, der er i ethvert menneske.

Helpline for børn og unge

Father Joe bruger bevidst megen tid sammen med menighedens børn og unge - både i og uden for kirken.

     - Jeg har let ved at relatere til dem. Den evne har Gud velsignet mig med. Jeg fortæller dem, at jeg selv har været en rod, men Gud bruger syndere. Der er altid håb for os mennesker. Jeg vil gerne vise dem, at den kristne tro er livgivende. Der er så megen glæde i vores tro. Tro handler om at opdage glæden ved at være i Guds nærhed.

     - Tidligere tænkte jeg, at min opgave som præst var at få mennesker til at komme i kirken. I dag ser jeg det anderledes: Det er kirken, der skal derud, hvor mennesker er. Derfor bruger jeg megen tid på Facebook, online chat rooms og Skype. Jeg er tilknyttet en helpline, hvor jeg er til rådighed 24 timer i døgnet for selvmordstruede, seksuelt misbrugte og unge med lavt selvværd. Fra mit eget liv kender jeg både skylden, skammen og vreden. Som 14-årig var jeg selv derude, hvor jeg kunne have taget mit eget liv. Jeg orkede bare ikke mere og havde ingen at betro mig til. I dag kan jeg måske hjælpe andre ved at lytte til dem, fordi jeg selv har erfaret Gud barmhjertighed.

Elsket af Gud

At han blev præst er stadig lidt af en overraskelse for Father Joe.  

   - Det var ret tilfældigt, at jeg som 16-årig blev vurderet egnet til præsteseminariet. Måske var det fordi jeg talte flere sprog - og så havde jeg jo oplevet at miste alt og starte fra nul. Det lød som en god åndelig lektion! Men på det tidspunkt havde jeg det stadig svært med mig selv og mine omgivelser og tænkte, at som præst ville jeg i alt fald blive accepteret og værdsat. Heldigvis er det en lang uddannelse, og meget skete undervejs. Mens jeg læste teologi og filosofi, blev jeg klar over, at det var Gud, der kaldte mig. Det gav mig en helt ny tilgang. Grundlæggende handlede det om, at jeg lærte, at Gud kan bruge os uanset vores fortid. Jeg lærte at elske mig selv, fordi jeg er elsket af Gud. Det satte mig fri til at gøre mit bedste her i livet og så overlade resten til Gud. I dag siger jeg til min menighed, at som udlændinge skal vi gøre, hvad vi kan, for at være til velsignelse for Danmark

og de mennesker, vi er iblandt her.

     Father Joe fortæller med et smil, at hans forgænger som præst for den filippinske menighed troede, at han kun skulle være her i tre måneder. Det blev til 30 år.

     - Jeg stortrives med de opgaver, Gud har givet mig her i Danmark. Hvis Gud en dag har brug for mig et andet sted, er det der, jeg skal være. Men indtil da er jeg her.