Interview med muslimsk mor om religion og minoriteter

(Nyt på tværs 2-2013)

Som barn og ung gymnasieelev skulle Shabana Ahmad hele tiden forsvare sig mod fordomme om muslimer og negative billeder af islam. På Tværkulturelt Centers forårskonference i København fortalte den 37-årige levnedsmiddelkandidat fra Vanløse om sin opvækst som muslim og religiøs minoritet i Danmark, om prisen for integration - og om de udfordringer, hun i dag møder som mor til tre børn på 6, 8 og 12 år.

Hun husker barndommen i Valby som opdelt i to meget adskilte verdener. Når hun kom hjem, var hun pakistaner. Uden for hjemmet var hun indvandrer.

     - Som barn tænker man ikke, at det kan være anderledes, siger Shabana Ahmad, der uddannet levnedsmiddelkandidat og arbejder i en farmaceutisk virksomhed på Østerbro.

     - I dag er mine børn et helt andet sted, end vi var dengang. Mine forældre er pakistanske muslimer i Danmark. Selv er jeg dansk muslim med pakistansk baggrund. Mine børn er danske muslimer. De har måske nok en pakistansk kulturarv, men i deres generation er sproget allerede ved at gå tabt.

 

Mobbet i skolen

Shabana Ahmad er født i Danmark som nummer tre i en søskendeflok på syv. Hendes far kom hertil som gæstearbejder fra Pakistan i 1970. Moren var hjemmegående og stod for alt i hjemmet.  

     I skolen blev børnene dagligt konfronteret med, at de var muslimer og anderledes.

     - Jeg synes ikke, det var nemt. Det at tro på Gud var en underlig ting, som vi blev drillet med. Selv om vi ikke gik rundt og snakkede om vores religion, var vi meget synlige med vores regler. Muslimer går klædt på en bestemt måde. Der er ting, vi ikke spiser eller afholder os fra. Vi beder på en bestemt måde - og mange andre ting. Vi skulle hele tiden forsvare os: "Sådan er vi ikke!" Det var meget almindeligt at blive råbt efter og skubbet til på gaden. I bussen har jeg oplevet folk sige: "Skrid hjem, din sorte perker!" Som barn vidste man ikke, hvad man skulle sige. Vi fortalte det aldrig til vores forældre - og de spurgte heller ikke. Deres generation var kommet for at arbejde og blev ikke integreret i det danske samfund. Vi havde en meget større kontaktflade. Prisen for vores integration var, at vi selv måtte finde ud af, hvordan vi fik det til at hænge sammen med kultur, sprog og religion. Det betød, at vi tidligt blev ret selvstændige, forklarer Shabana og tilføjer, at opvæksten i Danmark har gjort hende meget bevidst om sin religion.  

     - I skolen lærte vi, at her i Danmark har vi religionsfrihed og demokrati. Men samtidig hørte vi hele tiden, at vores religion ikke var god, og at vi levede begrænsede liv. Men det skal andre ikke blande sig i! At være muslim er vores ret.

     I moskéen var Shabana med til at starte en ungdomsforening, hvor unge tog ud på skoler og gymnasier for at nuancere billedet af muslimer.

     - Jeg var en idealistisk 18-årig med stærke meninger og holdninger. Jeg troede, jeg vidste, hvordan alle danskere var. Men til et debatmøde mødte jeg for første gang en dansk kvinde, der troede på Gud. Jeg opdagede, at alle danskere ikke er kristne, og at troende kristne er en minoritet ligesom os.  

 

Tredje generation

Siden dengang er flere stemmer kommet til i medierne og den offentlige debat. I dag oplever Shabana større respekt for religion på skoler og institutioner.  

     - Som tredje generation har mine børn det lettere, end vi havde. Da jeg var barn, blev vi for eksempel aldrig inviteret til børnefødselsdage. I dag taler man meget mere om, at der skal tages hensyn til alle i skolen, man kan købe halalskolemad, og muslimske helligdage kommer på skolens intranet.

   - Jeg lærer mine børn, at som muslimer må de ikke spise svinekød og vingummi med gelatine. Jeg forklarer dem, at folk lever forskelligt, men vi ved, at det her skal vi følge. Det er jo ikke, at himlen falder ned, hvis de kommer til at spise det ved en fejltagelse. Men jeg prøver at sætte nogle grænser for rigtigt og forkert i hverdagen. Ellers skrider det hele.

     - Mange ting, der var en selvfølge for os, er det ikke for mine børn. For et par år siden kom min søn hjem fra børnehaven og spurgte, hvorfor han skulle tro på Gud, når de andre børn i børnehaven ikke troede på Gud. Det var en overraskelse. Det spørgsmål havde jeg aldrig stillet som barn. Men mine børn er danskere. Og vi er blevet integreret så godt, at det ikke længere er en selvfølge for mine børn at tro på Gud. Hvis de skal holde fast i vores religion, skal jeg gøre en indsats. Derfor er vi begyndt at komme mere i kredse, hvor der er andre muslimer, fortæller Shabana.

     Datteren på 12 år må selv afgøre, om hun vil gå med tørklæde.

     - Jeg tror ikke, at min datter bliver en bedre person ved at gå med tørklæde. Det allervigtigste er, at hun tror på én Gud. Jeg håber også, at hun får bønnen ind i sit liv. Når man får kærlighed til Gud, vil man også ønske at gøre, hvad Gud siger. De sidste par år er jeg selv begyndt at søge tilbage til min religion for at komme tættere på Gud.

 

Dansk hverdag

I en travl hverdag med tre børn og fuldtidsarbejde kan det være svært at finde tid til fællesskaber, hvor børnene kan møde jævnaldrende muslimer og få undervisning i islam.

     - At videregive troen til mine børn er en udfordring, når jeg som fuldt integreret lever det travle danske liv. Nu prøver vi med Koranundervisning via Skype. I hverdagen bliver det let til, at man gør det nemmeste, taler dansk hele tiden og ikke får prioriteret religionen og moskéen. Der er bare ikke tid. I weekenden er vi sammen med familien. Jeg har en stor familie med et stærkt sammenhold.

 

Taknemmelig

Shabana er taknemmelig for, at hendes forældre prioriterede, at hendes generation fik en uddannelse.

     - Vores forældre kunne ikke hjælpe os med lektierne. Men vi skulle aldrig hjælpe til derhjemme. I stedet skulle vi læse lektier. I dag er vi alle enten i gang med eller har afsluttet en videregående uddannelse. Selv om jeg ikke er vokset op i et islamisk samfund, er jeg utrolig privilegeret. Hvis vores forældre ikke var kommet her, havde vores liv været helt anderledes. Her har vi alt.

     I dag er Danmark hendes land. Og som muslim har hun for længst lært at leve med at være en synlig minoritet.

     - Når folk kender mig, som på min arbejdsplads, ser de ikke længere en muslim, der går med tørklæde. Så ser de bare en kollega.

BMF