Folkekirken - set med rumænske øjne    

(Nyt på tværs 1-2014)

Hun skriver københavnsk kirkehistorie som nok den første rumænske kirketjener i folkekirken. De kirkelige rødder går tilbage til en lille landsby i Transsylvanien i kommunisttiden, hvor Anisoara Iancu voksede op i den ortodokse kirke og sang i kirkekor i en baptistkirke. I januar blev den 37-årige læreruddannede rumæner, der også har universitetsgrader i psykologi og sociologi, ansat som kirketjener ved Tagensbo Kirke. I folkekirken genkender hun noget fra begge kirketraditioner. Samtidig har hun et kærligt blik for både stærke og svage sider ved dansk kirkeliv.

Kirke og kristentro har altid været en integreret del af hendes liv.

     - Jeg er så privilegeret, at jeg har fået troen overleveret gennem mange generationer. Både mine bedsteforældre og oldeforældre havde en stærk tro på Gud. Min morfar var partisan og kæmpede mod kommunisterne. Selv om han oplevede at miste en søn under krigen, var han aldrig bitter på Gud. Også min mormor oplevede barske ting. Som ganske ung var hun fængslet af kommunisterne. Hvad der skete dengang, talte hun aldrig om. Men hun havde en klippefast tro på Gud, fortæller Anisoara Iancu i en pause en travl mandag morgen i Tagensbo Kirke i Københavns nordvestkvarter.

 

Barn i kommunisttiden

Hun voksede op i en transsylvansk landsby i kommunisttiden under daværende præsident Ceausescu. Faren arbejdede på et slagteri, og moren var leder af en eksportvirksomhed, der fremstillede uldeprodukter. Da Ceausescu blev afsat ved et folkeligt oprør i 1989, var Anisoara 12 år.  

     - Under kommunisterne var det forbudt at have en tro. Alle skulle være medlemmer af partiet. Det var også ulovligt at gå i kirke og samles til kristne møder. Men folk gjorde det alligevel. Jeg tænker somme tider, at der nok var mere tro dengang end i dag. Min familie gik i kirke hver søndag, selv om det var forbudt. Min mormor holdt også kristne møder i sit hjem hver uge med sang, bøn og bibellæsning, hvor folk kom fra fjern og nær. Men det var ikke velset. I min barndom fik vi flere gange besøg af den lokale skoleinspektør, der truede med at smide min søster og mig ud af skolen, hvis vi blev ved med at gå i kirke. Alligevel fortsatte vi. Når vi bad derhjemme, låste min mor dørene. Selv om alle kendte hinanden i landsbyen, kunne man aldrig vide, hvem der var informanter. Vi børn lærte at være forsigtige og aldrig sige noget om, hvad der foregik derhjemme. Der var megen frygt.

     - Alligevel har jeg haft en fantastisk barndom. Jeg er vokset op med de rumænske bjerge og savner stadig naturen og alle duftene og den naturlige venlighed, man møder hos folk på landet. Vi havde hverken computere eller ipads, men vi var altid mange børn, der legede alle mulige lege udendørs. Og så læste vi en masse bøger, husker hun.

     I landsbyen var der et godt forhold mellem de forskellige kirkesamfund.

     - Min familie tilhørte den ortodokse kirke. Her stod menigheden op under hele gudstjenesten, der kunne vare fem timer. Der var noget højtideligt og dragende ved gudstjenesten. Til jul og påske var kirken helt fuld, og hundredvis af folk stod udenfor. Jeg kunne også godt lide at komme i baptistkirken, hvor atmosfæren var mere afslappet. Her lærte jeg at spille mandolin og synge i kor.

 

Au pair i Danmark

Da Anisoara i 2005 rejste til Danmark for at arbejde som au pair, gik hun hen i den lokale folkekirke.

     - Jeg opdagede, at jeg godt kunne lide folkekirkens gudstjenester. I starten forstod jeg ikke så meget. Men kirkerummet er et godt sted at være stille og meditere. I Rumænien gik jeg ofte ind i en kirke for at bede i løbet af ugen.

     Oprindelig havde hun kun regnet med at være i Danmark i seks måneder.

     - Jeg ville opleve den skandinaviske samfundsmodel, som jeg havde hørt så meget om, da jeg læste sociologi. Den eneste måde var at rejse herop og arbejde som au pair. I begyndelsen kendte jeg ingen. Men efter nogle måneder begyndte jeg at få venner. Senere søgte jeg andre jobs og besluttede at læse videre, fortæller Anisoara, der i dag er ved at tage en mastergrad i kognitiv science og kommunikation sideløbende med jobbet som kirketjener.

 

Job i kirken

Gennem en bekendt hørte hun om stillingen i Tagensbo Kirke.

     - Jeg blev spurgt, om jeg kunne komme og hjælpe en dag, da kirketjeneren var syg. De næste dage var der fortsat brug for mig. På den måde startede jeg som vikar. Senere blev jeg opfordret til at søge stillingen. Jobbet lød interessant, fordi det var i en kirke og omfattede mange forskellige ting fra aktiviteter, indkøb og servering til ansvar for vedligeholdelse af en stor bygning. Men allervigtigst tror jeg på Gud med hele mit hjerte. Ellers kunne jeg ikke arbejde i en kirke. Jeg oplever Gud som er min bedste ven. Han er altid hos mig. Ikke kun i kirken, men alle steder.  

     Jobbet i den københavnske folkekirke har budt på mange glæder men også givet anledning til spørgsmål og undren.

     - Jeg oplever gudstjenesten som en god blanding af fast liturgi - som i den ortodokse kirke - og åbenhed - som i baptistkirken. Jeg holder også meget af musikken i kirken. Men somme tider spørger jeg mig selv, om vi som kirke gør nok for at nå mennesker i periferien af samfundet. De fattige, de hjemløse og asylansøgere. At være kirke er mere end at lave kaffe og servicere de mennesker, der kommer til os. Kirken er ikke bare en social klub. Vi må fortælle mennesker om Gud. Jeg oplever, at mange danskere har mistet troen. Det undrer mig, at der ikke er flere aktiviteter i kirken, hvor mennesker kan studere Bibelen.

     - Samtidig er folkekirken rigtig god til at tage sig af den ældre generation. Kontakten med de ældre er en del af mit arbejde, som jeg virkelig nyder. Jeg voksede op i en familie, hvor vi boede tre generationer sammen. Som rumæner har jeg let ved at omgås ældre mennesker. Jeg holder meget af dem og respekterer dem. Jeg kan mærke, at de også respekterer mig. Jeg får en masse varme knus!

BMF