Ung FN-flygtning drømmer om at blive ingeniør
Efter et år taler Nabii Rusegura allerede flydende dansk. Den 19-årige congoleser kom til Danmark som FN-flygtning i februar sidste år fra en flygtningelejr nær den sudanesiske grænse. Her havde han boet i seks år hos en onkel, der tog sig af ham, da han blev adskilt fra sin familie under borgerkrigen i hjemlandet. I dag bor Nabii i en lejlighed i Brønderslev, som han deler med to andre unge fra samme lejr. Drengene kom til Danmark samtidig og er alle godt i gang med en travl dansk hverdag med sprogskole, fodboldklub og nye danske venner i en kristen ungdomsforening.
Tolv måneder er der gået, siden 19-årige Rusegura Nabii landede i Aalborg Lufthavn sammen med tre afrikanske familier, der også skulle til Nordjylland. Fra Afrikas brændende sol kom de op til sne og bidende februarkulde. Et år senere har Nabii for længst vænnet sig til dansk vintervejr og ved udmærket, at i februar går man ikke ud uden halstørklæde, hue og vanter.
- At være fremmed er at være ny i alle ting. Somme tider kan man godt blive lidt træt. Heldigvis har jeg min onkels familie og mine venner fra lejren. Vi støtter hinanden, siger Nabii.
Danske kuldegrader er blot en af de utallige ting, han har skullet vænne sig til det sidste år. Men når han selv skal sige det, går det rigtig godt.
- Jeg har lært en masse. I Danmark behøver man ikke at tænke på, hvad man skal spise i morgen. I Afrika havde vi ikke nok mad. Somme tider havde vi heller ikke vand. Det var et stort problem, når temperaturen kom op på 40 graders varme. Her i Danmark har vi alt.
Flygtede sammen med lærer
Nabii ved, at han har været heldig. Da han blev adskilt fra sine forældre og otte søskende under borgerkrigen i hjemlandet, blev han genforenet med en onkel, der var flygtet syv år tidligere. Onklen tog ham til sig, og han fik lov at følge med til Danmark, da familien sidste år gennem FN blev genbosat i Danmark.
- Jeg har bedt Røde Kors hjælpe mig med at finde min familie. Måske er nogen af dem i en flygtningelejr et sted i verden. Måske er de alle døde. Røde Kors siger, at jeg skal være forberedt på begge dele.
- Der er sket meget, siden krigen brød ud i vores område. Jeg kan godt huske den dag. Jeg var i skole. Pludselig kom de. Alt var kaos. Jeg flygtede sammen med min lærer. Alle var væk. Det var meget dårligt. Efter fire dage kom vi til Nairobi. Min lærer rejste videre til Sydafrika, og så var jeg helt alene. Jeg var 12 år.
I Nairobi lykkedes det en international hjælpeorganisation at finde frem til Nabiis onkel, der boede i en flygtningelejr i den nordlige del af Kenya.
- Det var et mirakel, at de fandt ham. Da jeg kom til lejren, kunne jeg ikke genkende mine fætre. De var jo små drenge, da jeg sidst så dem.
I lejren boede Nabii i onklens hus. Fem drenge delte et lille værelse med to senge. Efterhånden voksede familien til 10 børn og voksne.
- Der var ikke vand eller toilet i huset. Vi hentede vand i 20-liters dunke på to cykler. Vi skulle gå 20-30 minutter. Vand var dyrt. Alt var dyrt. Min onkel arbejdede meget og tjente lidt ekstra penge, men vi kunne se, at han blev gammel. Hvad ville der ske, hvis han ikke kunne arbejde? Men han sagde altid, at vi skulle være stærke og holde ud og ikke give op. Gud ville hjælpe os.
Støttede hinanden
I flygtningelejren gik familien i kirke hver søndag. I kirken var der mange andre unge.
- Vi var gode til at støtte og opmuntre hinanden, når det hele var håbløst og vi ikke kunne se nogen fremtid. Så bad vi sammen og gav hinanden gode råd. Vi havde også et sangkor, hvor vi sang en masse gode sange. Jeg kan godt lide at synge. På et tidspunkt fik kirken et lille klaver. Jeg lærte at spille afrikansk musik uden noder. I dag er jeg ved at lære at spille efter noder. Jeg vil gerne blive rigtig god, siger han med et forsigtigt smil.
I Brønderslev kommer Nabii i en kristen ungdomsforening, der mødes i missionshuset hver torsdag. Her møder han jævnaldrende danske unge, der ligesom hans familie kommer i kirken.
- Vi snakker om Gud og Bibelen, synger og laver en masse sjove ting. Jeg kan godt lide at være sammen med danske unge. Jeg lærer mange ting om det danske samfund og bliver bedre til det danske sprog. Vi har det rigtig hyggeligt. Og så er der altid kaffe og kage!
- Da jeg var ny i Danmark, var jeg meget genert, når jeg snakkede med danskere. Jeg var bange for at sige noget forkert. Måske ville de grine af mig. Men mine danske venner støttede mig og sagde, at jeg bare skulle snakke. De kunne godt forstå mig. I dag går det meget bedre.
Fremtidsdrømme
Da familien fik at vide, at de var udvalgt til genbosætning i Danmark, var Danmark et ukendt land.
- Andre familier var rejst til USA, Canada og Australien. Det var de lande, vi hørte om. Vi tænkte, at måske taler de engelsk i Danmark! Men vi fik at vide, at vi skulle lære et nyt sprog, og fik en uges forberedelseskursus i Nairobi, hvor vi lærte at tælle til ti på dansk.
Da han rejste, manglede Nabii kun et år i at afslutte gymnasiet. Ud af mange tusinde unge i lejren var han blandt de få, der havde fået en plads på et af lejrens to gymnasier. Når han en dag bliver færdig med sprogskolen, er det hans plan at tage 9. og 10. klasse på VUC. Derefter håber han på en læreplads.
- I en flygtningelejr bliver man ikke spurgt, hvad man har lyst til. At komme til Danmark var som en drøm. Her bestemmer de unge selv. Jeg har været til samtale på jobcentret og set, hvordan det er at arbejde på en dansk arbejdsplads. Nu har jeg besluttet, at jeg vil være automekaniker. Det er godt med en praktisk uddannelse.
Han drømmer om en dag at læse videre til ingeniør.
- Næsten alt er gratis i Danmark - også uddannelse. Det er meget mærkeligt for os. Min onkel siger, at her kan vi selv bestemme, hvad vi vil. Men først skal vi lære dansk. Danmark har accepteret os, og derfor skal vi integreres. Vi skal tage en uddannelse, så vi kan arbejde og betale skat. Alt det, vi får i dag, kommer jo fra andre mennesker og det, de har bidraget med. Derfor skal vi betale tilbage.