Jeg kan ikke undvære musikken, siger dansk-indonesiske Jonathan Siahaan    

Hele Danmark fulgte med, da Jonathan Siahaan i 2007 vandt 1. prisen i DRs klassiske talentkonkurrence Spil for livet hen over fire søndage. "Et fantastisk talent," sagde dommerjuryen efterfølgende. Dengang var Jonathan 18 år og gik i 2. g på Sct. Annæ Gymnasium i København. I dag er den unge dansk-indoneser, der er født i en kristen indonesisk indvandrerfamilie på Amager, godt på vej mod en karriere som koncertpianist. Vejen har været lang og omkostningerne mange. Men den glæde, han selv har fundet i musikken, brænder han for at dele med andre.

Hans far kom til Danmark for 30 år siden fra Jakarta i Indonesien. Som ung sejlede faren ud i verden og endte i Holland. Senere fik han arbejde som svejser på et dansk skibsværft, blev gift med en indoneser og købte med tiden hus på Amager.

     Selv har Jonathan Siahaan (23) kun besøgt Indonesien to gange. Alligevel har han valgt at beholde sit indonesiske statsborgerskab.

     - Der er en vis stolthed forbundet med at være indoneser. Jeg er jo en del af en succeshistorie. Jeg kommer fra en fattig indonesisk familie, der ofrede meget, og hvor børnene i dag klarer sig godt og får anerkendelse. Da vi var i Indonesien for nogle år siden, fik jeg et stærkt billede af, hvor privilegeret jeg er. Jeg så jo, hvor lidt min familie har.

     - Et eller andet sted oplever jeg nok mig selv som udlænding i Danmark, fordi jeg ser anderledes ud. Man får et anderledes blik for ting. Da jeg besøgte Indonesien, var jeg bare én ud af 240 millioner. Det var faktisk rart. Men da jeg så mødte nogle danskere, følte jeg mig pludselig meget dansk!  

Øvede mange timer

Jonathan Siahaan voksede op på Amager sammen med en ældre søster og en yngre bror.

     - Vi blev opdraget lidt mere disciplineret end danske børn. Man skulle snakke pænt til sine forældre. Som barn var jeg ikke særlig meget sammen med mine venner. Jeg skulle passe min skole og øve mig. "Lav dine ting først," sagde mine forældre altid.

     - Jeg fik klaverundervisning to-tre gange om ugen. Somme tider sad min far med videokamera og optog undervisningen. Det er ret almindeligt i sportsverdenen, men vist ikke så almindeligt i Danmark inden for musik. Asiatiske forældre vil gerne skubbe deres børn fremad. Jeg har altid fået at vide, at mit liv ikke skulle være som mine forældres. For eksempel så jeg aldrig min fars arbejdsplads.

     - Jeg øvede mange timer hver dag. Min far sad ved siden af og holdt pulsen. Jeg skulle øve, indtil jeg var færdig, og det var godt nok. Somme tider øvede jeg til ud på natten. Jeg øvede også, før jeg tog i skole. Min far vækkede mig, inden han kørte på arbejde.

Kirkegang

Forældrene tilhørte det kristne mindretal i Indonesien. Fra hjemlandet var de vant til at gå i kirke hver søndag. I 1982 var forældrene med til at starte det kristne indonesiske fællesskab PERKI, hvor Jonathan mødte andre kristne indonesere. Søndag formiddag gik familien til gudstjeneste i en dansk kirke.

     - Vi børn lærte at bede aftenbøn og at sætte pris på det, vi havde. Inden vi spiste, takkede vi altid Gud for maden. Det kunne godt være lidt kedeligt i kirken, men noget satte sig alligevel fast. Det var ret interessant med de bibelske beretninger. Jeg læste også selv i Bibelen i en børnevenlig udgave.

     - I dag kan jeg stadig godt finde på at gå i kirke. Det er nogle gode ting, der bliver sagt i kirken. Jeg kan også godt bede en bøn. Når jeg selv har gjort alt, hvad jeg kan inden en koncert, beder jeg om, at Gud vil bringe det bedste frem i mig.

Musik i hjemmet

Han mener ikke, at han har specielt musikalske gener. Dog har han hørt, at en oldefar var dirigent. Og i Indonesien sang forældrene i kirkekor.  

     - Der var altid musik i vores hjem - klassisk, opera, soul, pop og rytmisk musik. Vi havde masser af videoer, som vi børn dansede til. Så man kan sige, at rammerne var der. Men 90 procent er hårdt arbejde og kun de sidste 10 procent talent.

     - Min storesøster var den første, der begyndte at spille klaver. Når hun spillede, sad jeg inde under spisebordet med mit legetøj og lyttede. Bagefter efterlignede jeg det, jeg havde hørt. Da mine forældre opdagede, at jeg kunne et eller andet, tog de mig til min første klavertime. Da var jeg seks år.

     - Da jeg var 11 år, skiftede jeg til en russisk lærer. Derefter blev det ret intenst. Jeg fik undervisning tre-fire timer af gangen, deltog i konkurrencer og begyndte at spille med orkestre og få legater. I takt med at jeg viste fremskridt, blev jeg også presset mere.

     - I mange år spillede jeg for mine forældres skyld. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg var god til det. Det gik jo godt uanset hvad. Men det eneste tidspunkt, jeg følte migvirkelig fri, var til koncerter. Her er det mig, der bestemte, hvornår musikken begyndte og sluttede.

     - I gymnasiet havde jeg mange diskussioner med mine forældre. De syntes ikke, der var den samme udvikling som tidligere i mit klaverspil. Det endte med, at jeg bad mine forældre om ikke at spørge om noget med mit spil. Jeg havde brug for en pause, så jeg kunne finde ud af, hvor stor en del jeg selv var af min musik, og om jeg kunne undvære musikken. Mine forældre var jo en kæmpe del af det hele.

Vandt konkurrence

- På et tidspunkt så jeg et opslag for DRs musikkonkurrence Spil for livet, hvor man kunne vinde 100.000 kr. Konkurrencen var en chance for at finde ud af, om det var det, jeg ville, og om jeg kunne på egen hånd. Jeg vandt konkurrencen. Bagefter havde jeg det rigtig, rigtig godt. Jeg fik at vide, at mange var glade for at se mit spil. Det gjorde mig glad - og også ydmyg. Nu vidste jeg, hvordan jeg ville prioritere fremover. Jeg havde truffet mit valg. Jeg var virkelig motiveret. Men det skulle være på en anden måde end tidligere. Der skulle også være tid til venner og fritid.

     I dag går Jonathan Siahaan på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København på tredje år og er godt på vej til at virkeliggøre drømmen om en karriere som koncertpianist.  

     - Det går rigtig godt. Som barn drømte jeg om at blive verdensberømt, men jeg vidste ikke rigtig, hvad det var! I dag ved jeg, at det, jeg gerne vil, er at komme op på et virkelig højt niveau som koncertpianist. Jeg kan ikke undvære musikken. Musik gør mig lykkelig. Den glæde vil jeg gerne dele med andre. Men selvfølgelig vil jeg også gerne kunne leve af det. Jeg kan også godt tænke mig at undervise. Undervisning er noget af det største - måske endnu større end at være koncertpianist.  

     - Det at mine forældre ikke er musikere gør, at jeg har utrolig stor respekt for almindelige mennesker, der ikke er inde i klassisk musik. Jeg ved, at de hører rigtig meget. De ved, om noget er godt eller skidt. Derfor er jeg altid interesseret i at høre, hvad folk har at sige. Med mine koncerter vil jeg gerne give glæde til ganske almindelige mennesker. Derfor skal der være noget genkendeligt, som fanger folks opmærksomhed.

Jeg holder meget af Chopin og Liszt. Der er rigtig meget sjæl i Chopins musik. Han var meget inspireret af sange, så man kan nynne mange af de ting, han skrev. Og Liszt beundrer jeg først og fremmest på grund af virtuositeten.    

Disciplin og målrettethed

I dag er Jonathan taknemmelig for sin indonesiske baggrund.

     - Mine forældre har lært mig disciplin og målrettethed. Det har jeg stor glæde af. Efter at jeg er blevet voksen, snakker vi mere på lige fod. Mine forældre pressede mig dengang, fordi de virkelig elsker mig. Det ved jeg i dag.

     - Jeg anser ikke mig selv for et unikt talent. Jeg har bare været heldig med min familie og gode lærere, der passede til mig. Og så har jeg arbejdet hårdt og er ikke bange for at sigte højt.

BMF