(Nyt på tværs 2 - 2016)

Hvem er Yohana? Den spinkle 25-årigekvinde stiller spørgsmålet med en blanding af smil og alvor. I den lyse stue på første sal i et ældre byhus i Nysted på Lolland fortæller billeder, ortodokse ikoner og døråbninger draperet med smukke stoffer om den eritreanske families rødder i det gamle kristne kulturland på Afrikas Horn. Efter snart to år i Danmark er det vigtigt for Yohana Zemichael at give danskerne mulighed for at forstå, hvem hun er, og hvorfor familien endte i Danmark. For der er uendelig langt fra hverdagen i et af verdens mest undertrykkende regimer til en fredelig dansk provinsby med nyudsprungne bøgetræer en solrig forårsdag i maj. 

Livet har lært den eritreanske familie ikke at tage hinanden for givet. Tre gange blev Yohana Zemichael og hendes mand adskilt under flugten, der endte i Danmark en julidag i 2014. Man mærker en særlig taknemmelighed, så snart man træder ind i den solfyldte lejlighed, hvor Yohana Zemichael bor sammen med sin mand Guesh Yohannes, sønnen Peter på et år og Yohanas lillesøster, der netop har fået asyl i Danmark. Guesh Yohannes serverer kaffe og nybagt pizza. Under flugten arbejdede den 31-årige tidligere politibetjent på en italiensk restaurant i Sudan og kan sit håndværk. I dag er han ved at afslutte sprogskolen og håber at komme i lære som mekaniker. Yohana ler:

     - Min mand er ikke som andre eritreanske mænd. I vores land arbejder mænd ikke i hjemmet. Men Guesh hjælper mig. Vi hjælper hinanden med alting. Jeg er meget heldig. Mange mister hinanden under flugten. Vi fandt hinanden igen. Jeg siger tak til Gud hver dag.    

     Hun taler allerede flydende dansk, selv om hun kun har gået på sprogskole i syv måneder på grund af barsel.   

     - Dansk er mit sjette sprog. Det er ikke så svært. Vi er også begyndt at tale dansk herhjemme, fortæller Yohana, der starter på VUC til august. Planen er en dag at søge ind på medicinstudiet.

     - Jeg har altid drømt om at blive læge. Her i Danmark har man mulighed for at uddanne sig og læse videre. Hvis man ønsker noget, kan man arbejde på at opnå det.            

Lærte at bede

Den kristne tro har altid været det faste holdepunkt i Yohanas liv. Forældrene tilhørte den ortodokse kirke, og Yohana voksede op som den ældste af seks søskende i en mindre by, hvor familien havde en restaurant.

     - I vores by boede der både kristne og muslimer. Om søndagen gik næsten alle de kristne familier i kirke. Vi var mange børn, der gik i søndagsskole. Jeg husker det som noget dejligt og sjovt. Senere sang jeg også i kirkekor. Jeg elsker stadig at synge. Mine forældre lærte mig at bede hver morgen og aften. Når vi bad, sad vi på et tæppe på gulvet vendt mod øst. Vi lærte at takke Gud for vores familie, for maden og for livet, fortæller Yohana.

     Hun var kun 16 år gammel og lige færdig med gymnasiet, da hun blev gift med Guesh. 

     - Vi havde kendt hinanden i ni måneder. Guesh var politibetjent og kom og drak te i vores restaurant. Derefter begyndte kærligheden! Kærlighed spørger ikke, hvor gammel du er. Min far sagde, at jeg selv måtte bestemme. Hvis jeg ikke var blevet gift, var jeg blevet indkaldt til værnepligt i Nationaltjenesten på ubestemt tid. Det bliver alle unge, når de er færdige med gymnasiet. 

Flugten

Men allerede en måned efter brylluppet blev parret adskilt.      

     - I vores land kan alt ske. Jeg har ikke lyst til at huske. Men jeg vil gerne, at danskerne skal forstå, siger Yohana og fortsætter:

    - Det var ikke vores mening at komme til Danmark. Da Guesh forsvandt, fik jeg mange problemer. Politiet kom og gennemsøgte vores hus. Min onkel betalte penge. Efter to år fik min familie mig til Sudan, hvor Guesh arbejdede på en restaurant. Vi var lykkelige for at være sammen igen, men vi var meget bange for politiet, for vi havde ikke opholdstilladelse.  

    Parret var i Sudan i et år, inden det lykkedes at skaffe penge til at rejse videre gennem Sarahas ørken til Libyen og derfra med båd til Italien.

     - Turen gennem Sahara tog 10 dage. Ude i ørkenen kan de gøre hvad som helst. Nogle bliver ofre for illegal organhandel. De kan sælge dig som appelsiner. Vi var 200, der rejste sammen i otte lastbiler. Nogle klarede ikke turen. I vores lastbil var vi 31. Efter nogle dage blev vi overgivet til libyske mænd, der tog alt fra os og efterlod os i ørkenen. Vi var meget sultne. Først efter flere dage kom de tilbage. De ville tage pigerne. Mange bliver gravide i ørkenen og kender ikke deres børns far. Vi råbte og skreg og slog fra os med flasker, som vi havde fyldt med sand. Jeg takker Gud for, at der ikke skete mig noget. De tog kun min vielsesring.

     - I ørkenen kan man blive dræbt, hvis man har et kors om halsen. Alligevel havde vi alle vores kors. Vi vidste, at Gud ville hjælpe os. Vi følte os aldrig forladt af Gud.

     - I Libyen tog de Guesh fra mig. I 45 dage vidste jeg ikke, hvor han var. Jeg så ham først igen den morgen, vi skulle med båd til Italien. Det var et mirakel, at vi fandt hinanden. 

     - Vi var 500 i båden. Vi lå oven på hinanden og lignede ikke mennesker. Guesh blev tvunget ned i lastrummet, mens jeg var heldig og fik lov at komme op på dækket. Vi bare bad til Gud og sang de sange, vi kender fra vores kirke. Selv om vores forældre ikke vidste, hvor vi var, vidste Gud det. Efter ni timer blev vi samlet op af et italiensk skib. Alle råbte og klappede af glæde og sagde tak til Gud, fortæller Yohana.   

    Få dage senere lykkedes det Yohana og Guesh at komme videre op gennem Europa. 

     - Vi betalte penge til en mand, der ordnede det hele. Vi ved ikke, hvor vi har været. Vi var meget trætte og kendte ikke Europa. 

Fængslet i Danmark

I Danmark blev de tilbageholdt af politiet, der tog fingeraftryk og sendte dem videre til registreringscentret Sandholm i Nordsjælland.

     - Vi kendte ikke vejen og endte i Stockholm! Vi troede, det var samme land. Efter halvanden måned blev vi sendt tilbage til Danmark, hvor politiet satte os i fængsel. I et fængsel tænker man mange tanker. Vi var meget nervøse for, at de ville sende os tilbage. Men efter tre dage fik vi lov at komme ud og søge asyl, forklarer Yohana.

     En uge senere blev parret overflyttet til et asylcenter i Nordjylland, hvor de fik asyl efter kun to uger. Halvanden måned senere fik de deres første lejlighed i Nysted. 

     - Vi kunne næsten ikke fatte, at det gik så hurtigt for os. Andre venter i måneder og år. I Danmark er vores liv blevet lyst igen. Det bedste er, at her er fred. Men vi savner vores familie meget. Halvdelen af os er stadig i Eritrea. Vi drømmer om den dag, hvor vores land bliver frit, så vi kan se vores familie igen.

Venner fra kirken

På Lolland fik familien kontakt med en kirke efter nogle uger. 

     - En dame inviterede os. Selv om vi ikke forstod sproget, kunne vi læse fra danskernes ansigter, at vi var velkomne. En dansk kirke er lidt forskellig fra vores kirke, men det betyder ikke noget. Til vores gudstjeneste er der flere præster og diakoner. I en dansk kirke er der kun én præst. Men folk er meget venlige, og en familie hjælper os med computer og papirer. Vi er heldige, at vi altid har nogen, vi kan ringe til, understreger Yohana. 

     Til jul og påske tager familien ind til den eritreanske menighed i København, der låner en kirke på Vesterbro.    

     - I år var vi 1.200 påskenat. Vi startede lørdag aften og fortsatte indtil klokken fem næste morgen. Det gav os en helt særlig følelse. En gang imellem har vi brug for at være sammen med andre fra vores land. I Nykøbing er vi begyndt at samles søndag eftermiddag for at bede, synge og lære hinanden om Bibelen. Bagefter spiser vi sammen. Når man har været på den samme vej i livet, forstår man hinanden. Mange eritreanere har været fængslet. De husker den dag, de kom ud af fængslet. Den dag inviterer de deres venner og holder en fest. Men selv om vi har vores egen menighed, vil vi gerne fortsætte med at komme i en dansk kirke. I  kirken møder vi vores danske venner. Og det er den samme Gud og den samme bibel.