Afrikansk flygtningefamilie opbygger ny hverdag på Vestsjælland

 (Nyt på tværs nr. 1-2003)

De er flygtet fra et af de mest omfattende folkemord i nyere tid - borgerkrigen mellem hutuer og tutsier i de tidligere belgiske kolonier Rwanda og Burundi i Østafrika. Krigen blussede op med fornyet styrke i 1993, da langvarige konflikter mellem de to befolkningsgrupper - hutuflertallet og den tidligere tutsimagtelite - kulminerede i en massakre, hvor over 750.000 tutsier blev dræbt. I dag forsøger Alfani Manirakiza (39) og Odette Muhimpundu (28) fra Jyderup at lægge fortiden bag sig og opbygge en ny tilværelse i Danmark for sig selv og deres fire børn.

Det er oplevelsen af at være i sikkerhed, som står stærkest i erindringen, når 39-årige Alfani Manirakiza tænker tilbage på de første måneder i Danmark.

     - Jeg kom fra et land i borgerkrig og kaos. Oprindelig kommer jeg fra Burundi, hvor jeg havde en forretning i hovedstaden Bujumbura, men i 1995 flygtede vi til Rwanda på grund af krigen. Det var meget svært for os. Vi var ikke i sikkerhed noget sted. I 1997 besluttede jeg at flygte igen. Jeg vidste ikke noget om Danmark. Jeg skulle bare væk - lige meget hvorhen.

     - Da jeg kom til Danmark, vidste jeg, at det var slut med mine problemer med hutuer og tutsier. Der var fred i Danmark. Gud havde svaret på min bøn og bragt mig i sikkerhed. De første tre uger boede jeg i Sandholmlejren i Nordsjælland. Mens jeg var der, læste jeg i min bibel og bad til Gud hver dag, som jeg plejede at gøre. En nat drømte jeg, at jeg ville få asyl i Danmark. Det gav mig en indre ro. Senere blev jeg flyttet til et asylcenter i Tårnby på Amager. Efter to måneder fik jeg asyl.  

     Året efter kom Alfanis kone Odette Muhimpundu til Danmark gennem familiesammenføring sammen med familiens tre børn - datteren Shadia, der i dag er 18 år, og sønnerne Michael og Jonathan på i dag henholdsvis 8 og 6 år. Også Odette husker den overvældende følelse af lettelse over at være i sikkerhed.

     - Da Alfani flygtede til Danmark, blev jeg alene tilbage med børnene. Det var meget svært. Hutuer kom og angreb os. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg var så træt, så træt. Da jeg kom til Danmark, sov jeg som et lille barn! Her var der ingen, der kom og angreb mig og børnene, selv om vi havde glemt at lukke et vindue eller en dør. Vi var i sikkerhed.  

Krigsminder

Som andre krigsflygtninge vil Alfani og Odette aldrig helt kunne lægge fortiden fra sig. De ældste børn kan huske meget og kommer stadig og spørger: "Hvorfor kom de med våben? Hvorfor skød de?" Men familien er fast besluttet på, at krigsminderne ikke skal have lov til at dominere hverdagen i Danmark.

     - Det hjælper, at vi er kristne og beder hver dag. Vi beder også for vores fjender - de mennesker, der har gjort onde ting mod os og vores familie. Når vi beder, oplever vi, at Gud forandrer vores holdning. Så kan vi ikke længere hade. Vi har set mange grimme ting, men i dag fylder krigsoplevelserne ikke det hele. Vi er taknemmelige for, at vi kan tilgive, og vi prøver også at lære vores børn at forstå og tilgive. Her i Danmark har vi både tutsi- og hutuvenner. Det er det ikke alle tutsier, der kan forstå. Nogle vil ikke tilgive. De er stadig bange for hutuer og bliver overraskede, når de opdager, at vi har hutuer på besøg i vores lejlighed. Men hutuer er også velkomne hos os. Det er jo ikke dem, der er her, der har begået folkemordet.

     I dag er familiens hverdag ikke meget forskellig fra danske familiers. Alfani arbejder i en tømmerhandel i Jyderup. Det har han gjort de sidste to år. Børnene, der mest taler dansk indbyrdes, går i henholdsvis skole og børnehave, og Odette går på sprogskole. Det næste år har hun dog barselsorlov, da familien for fem uger siden blev forøget med datteren Esther.

Bibelkreds

At tilhøre en kristen menighed har altid været vigtigt for familien. I Rwanda gik de i kirke så ofte, det var muligt. I Danmark fik Alfani kontakt med kirken, mens han endnu var i Sandholmlejren.

     - En aften kom en mand og en kvinde og fortalte, at de var kristne, og inviterede os til bibelstudium i deres hus i Blovstrød. Jeg sagde ja tak og var med to gange. Vi sang og bad til Gud og læste i Bibelen. Det betød meget for mig at møde andre kristne. Da jeg blev flyttet til et andet center, var der nogle, der sendte en bus, som kørte os i kirke om søndagen i København. Jeg siger mange tak og Gud velsigne dem.

Støtter hinanden

I dag har familien valgt at komme i en østafrikansk menighed i København, selv om det betyder en køretur på 100 kilometer fra Jyderup til Buddinge hver søndag. Menigheden ledes af en flygtning fra Rwanda, der kom til Danmark for tre år siden, og består af 40-50 voksne foruden børn. Gudstjenestesproget er kinyarwanda, et østafrikansk sprog, der tales/forstås af de fleste fra Rwanda, Burundi, Uganda og Congo. I menigheden kommer der både hutuer og tutsier.

     - I menigheden kender vi hinanden. Vi har alle sammen oplevet mange dårlige ting. Vi har nogle andre problemer end danskerne, og derfor kan vi på en særlig måde hjælpe og støtte hinanden.

     - Når man kommer til Danmark fra et land i borgerkrig og oplever fred, er det let at glemme Gud. Derfor har vi brug for hinanden, så vi ikke glemmer at sige tak.  

Savnede åbenhed

De første år i Danmark kom Odette og Alfani i en dansk folkekirke. Men de savnede det fællesskab, de kendte fra kirken i Afrika, fortæller Alfani.

     - For os handler det om åbenhed. Hvis man kommer i en afrikansk kirke to-tre gange om måneden i flere år, bliver man som brødre og søstre. Men sådan er det ikke her i Danmark. Selv om du ikke kommer i flere måneder, er der ingen, der spørger hvorfor. Men når folk ikke er åbne, kan det hindre mange gode ting. Når man ikke ved, hvor hinanden bor, kan man for eksempel ikke besøge hinanden. I vores menighed i Buddínge er der altid nogen, der ringer og spørger, om man har det godt, hvis man ikke har været i kirke. Så tænker man næste uge: Jeg skal gå, for de tænker på mig.

Kirken kan hjælpe

- Som flygtning starter man helt forfra. Der er mange, mange ting. Vi er kommet fra et varmt land til et koldt land. Men som kristen er man ikke alene. Selv om vores forældre er døde, har vi Gud som vores far. Vi kan bede Gud hjælpe os. Vi har altid et håb.

     Odette mener, at kirken har en stor opgave i forhold til flygtninge.

     - Mange af os har mistet alt. Pludselig var det hele væk. Vi er taknemmelige for, at Danmark hjælper flygtninge med de materielle ting. Men det er ikke nok. Somme tider sidder jeg og husker og får det dårligt. Men når jeg tager hen i kirken, er det, som om nogen tager mine problemer. Derfor er det meget vigtigt, at flygtninge føler sig velkomne i kirken. Kirken kan give flygtninge noget, som vi ikke får andre steder.  

BMF