Dansk Flygtningehjælps generalsekretær medvirker
ved lysgudstjeneste i Københavns Domkirke for verdens flygtninge

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, er blandt de medvirkende, når der tirsdag den 3. december 2013 kl. 17 holdes lysgudstjeneste for verdens flygtninge i Københavns Domkirke. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen prædiker ved gudstjenesten, der indledes med en procession, hvor asylansøgere og flygtninge fra forskellige lande bærer lys ind i kirken.
I kirkebønnen vil der blive bedt for de mange millioner mennesker, som på grund af krig, forfølgelse, klimaforandringer mv. har forladt deres hjem for at søge tilflugt under mere sikre forhold. I år vil der særligt være fokus på de mange flygtninge, som sætter livet på spil ved at krydse Middelhavet i et håbefuldt forsøg på at nå frem til sikkerhed i Europa. De seneste måneder, hvor flere hundrede flygtninge er omkommet ved forlis på Middelhavet, viser med al tydelighed den store risiko, bådflygtningene udsætter sig for.

På verdensplan er der i dag omkring 45 millioner flygtninge. Hovedparten er internt fordrevne mennesker, der er flygtninge i deres eget land, mens godt 18 millioner har søgt tilflugt i et andet land. 80 procent af verdens flygtninge opholder sig i Den Tredje Verden. Et begrænset antal flygtninge søger asyl i den vestlige verden. I de første ni måneder af 2013 har ca. 5.500 flygtninge søgt asyl i Danmark, mens tallet for hele 2012 var 6.184 – de fleste er kommet fra Syrien og Somalia.

Alle er velkomne til lysgudstjenesten i Københavns Domkirke, der arrangeres i samarbejde med Mødestedet og Tværkulturelt Center.

Efter gudstjenesten serverer Domkirken sammen med herboende flygtninge kaffe/te og kage.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Birthe Munck-Fairwood

netværkskoordinator

tlf. 35 36 65 35 – mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Yderligere oplysninger om verdens flygtninge findes på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside http://flygtning.dk/viden-fakta/flygtninge-i-verden/flygtninge-i-tal/