Der var helt stille i det store kirkerum, da repræsentanter for 26 nationer gik i lysprocession ved festgudstjenesten i Helligåndskirken lørdag, hvor indiskfødte George Thomas prædikede over temaet "Fællesskab med Kristus i lidelse og herlighed." De kristne mindretals meget vanskelige forhold i Mellemøsten var også i fokus ved den indledende forbønsgudstjeneste i Gellerup Kirke for verdens flygtninge og andre nødlidende, hvor faktaoplysninger blev perspektiveret af personlige livshistorier fra Syrien. Lørdagens hovedforedrag om ensomhedens psykologi ved den afrikanskfødte psykolog Olubumni Robbin-Coker satte ord på mange nydanskeres oplevelse af tab af sociale relationer, status og netværk. Og at det ofte er så lidt, der skal til, for at man som nyankommen føler sig set og anerkendt, viste de mange gode historier fra kirkernes integrationsarbejde, hvor der blandt andet blev udvekslet erfaringer om, hvordan kirken aktuelt kan være med til at byde de mange nye syriske asylansøgere velkommen i lokalsamfundene.  

Hen over weekenden serverede aarhusianske migrantmenigheder bugnende buffetter fra Mellemøstens og Etiopiens/Eritreas køkken, og en afrikansk duo og et kirkekor bestående af burmesiske kvoteflygtninge i farvestrålende nationsdragter tog alle med storm med deres smittende livsglæde.  

Konferencen var arrangeret af Tværkulturelt Center i samarbejde lokale sogne- og migrantmenigheder, Internationalt Kristent Center Århus, Indre Missions Tværkulturelle Arbejde og Luthersk Mission. Omkring 50 nydanske deltagere, heriblandt flere asylansøgere, var indkvarteret privat hos danske familier fra det aarhusianske kirkeliv.

 

Se konferenceprogrammet her