Migration og migrantkirker

Nyt på tværs - september 2013

Anglikansk archdeacon: Kristendommen tilhører ikke Vesten

I mødet med den fremmede må vi være villige til at blive berørt, udfordret og forandret. - Det siger den anglikanske archdeacon John Perumbalath, der netop er tiltrådt som assisterende biskop i en af Londons multietniske bydele med ansvar for 60 bysogne. Den 47-årige indiskfødte teolog var gæsteunderviser på InspirationsDage for migrantpræster i maj i Middelfart med temaet "Migranter og migration - bibelrefleksioner med andre øjne".

- Giver det overhovedet mening at tale om et kristent perspektiv på migration?

Når mennesker i dag er nødt til at flygte fra deres land, er det ofte en følge af Vestens indblanding i andre verdensdele gennem de sidste hundrede år eller mere. Kolonitiden, vestlig imperialisme og de vestlige landes sikkerhedsinteresser har mange steder været med til at skabe det politiske kaos, som i dag tvinger mennesker på flugt. Nogle når frem til Europas grænser som asylansøgere. De europæiske lande har et ansvar for at være med til at finde løsninger, så mennesker på flugt kan få den nødvendige beskyttelse. Lad os huske, at også asylansøgere er skabt i Guds billede.

     Arven fra kolonitiden har været med til at gøre mange lande fattigere. Verden er ikke fair. Alle har ikke lige adgang til ressourcer. I dag forlader stadig flere deres land i håbet om at et bedre liv et andet sted. Vi kan ikke fortænke mennesker i at drømme om den samme materielle tryghed, som vi selv sætter så højt. Europæere har ikke særlige privilegier i Guds øjne. Det er en del af kirkens profetiske kald at give stemme til dem, der ikke selv har en stemme. Det er en særlig udfordring for kirkerne i Vesten i det nuværende politiske klima, hvor fremmedfjendtlighed vinder frem mange steder.

 

- Hvad er migrantkirkernes rolle i Europa?

De mange nye menigheder kan være med til at lære Europas gamle kirker, at der er et blomstrende kirkeliv uden for Europas grænser. Migrantkirker kan åbne Vestens øjne for kristendommens to tusind år gamle rødder i lande som Egypten, Syrien og Irak. Kristendommen tilhører ikke Vesten.

 

- Hvor ser du de største udfordringer?

De etablerede kirker er ofte ikke klædt på til mødet med migranter og mangler sproglig, kulturel og menneskelig forståelse for de nyankomne og deres virkelighed. Kun få kender lovgivningen på udlændingeområdet og kan give kvalificeret hjælp til de nyankomne.

 

- Hvad kan vi lære af migrantkirker?

For at mødet kan blive frugtbart, må vi være villige til at blive berørt, udfordret og forandret. Migrantkirker minder os om, at troen er det vigtigste i livet. De kommer med den troens lidenskab, som vi har mistet i et samfund, hvor individualisme og forbrug er i højsædet. I Vesten skaber vi vores egne fortællinger og løser selv vores problemer. Vi behøver ikke længere Gud. For mange migranter er troen en integreret del af hverdagen. De kommer fra kulturer, hvor det stadig er naturligt, at troen videregives til næste generation. I Indien er kirkerne stadig fulde af unge mennesker, fordi det er en selvfølge, at børn vokser op med tro.          

     I Vesten kan vi lære noget af det stærke fællesskab i mange migrantkirker. Det bør udfordre den vestlige måde at være kirke på, hvor den enkelte forventes at kunne klare livet selv. I migrantkirker er troen noget, man er fælles om og ejer i fællesskab. Troen leves ud, når man deler livet med andre i et fællesskab, hvor man føler sig accepteret og værdsat.  

 

- Hvad med de teologiske forskelle?

I mange migrantmenigheder er gudstjenesten livsglad, pulserende og hverdagsnær. Det teologiske budskabs intellektuelle substans betyder mindre end den umiddelbare oplevelse. Det giver mulighed for at redefinere det teologiske budskab i en ny kontekst. Jeg håber, at efterhånden som flere migrantmenigheder indgår i dialog med andre kirker vil det resultere i en teologisk udvikling hen imod større tolerance over for anderledes troende og et aktivt engagement for samfundets svageste. I London er mange migrantmenigheder i dag mere aktive i socialt og diakonalt arbejde i lokalområdet end de etablerede kirker.

 

- Hvordan ser du migrantkirkernes fremtid?

Jeg beder om, at de ikke må miste troen men derimod være med til at give os mere tro! Samtidig er det vigtigt, at de lærer, hvordan man organiserer sig i et demokratisk samfund, og hvordan man tager medansvar for samfundets udvikling. Det er med til at fremme en nødvendig forståelse for, at i et demokratisk samfund kan man ikke få alt, som man gerne vil have det. Men ved at engagere sig kan man gøre en forskel.  

     Mange migranter har kun overfladisk kendskab til kulturen i det nye land og er bange for at miste troen, hvis de integrerer sig. Men en kristentro, der ikke tåler mødet med det omgivende samfund, er ikke noget værd. Kristendommen kan sagtens klare sig i mødet med en sekulariseret vestlig kultur.

 

Hvad vil du gerne bidrage med som archdeacon?

Der er stadig mange barrierer, som skal nedbrydes. Mange steder bliver asylansøgere automatisk mødt med mistro.Racisme er stadig en del af hverdagen i England for rigtig mange mennesker. Kirkens opgave er at forkynde det kristne evangelium i ord og handling og bidrage til et mere retfærdigt samfund.

     Som archdeacon kan jeg måske være med til at skabe større forståelse for migranters virkelighed og medbragte kirketraditioner. Med min baggrund og hudfarve kan jeg være rollemodel for kirkeledere med en anden kulturbaggrund, fordi jeg forstår deres oplevelser og har let ved at relatere til dem. Jeg vil særligt opfordre unge med indvandrer- eller flygtningebaggrund til at blive præster i den anglikanske kirke. Vi har brug for mange flere præster med en anden etnisk baggrund, hvis vi vil være en troværdig kirke i et mangfoldigt samfund.  

BMF

 

John Perumbalath, MA, MTh og PhD, er archdeacon i Barking, London. Han har tidligere været sognepræst i Calcutta og Gravesend i Kent og er medlem af den anglikanske kirkes synode og stiftsråd, formand for North Kent Council of Interfaith Relations og tutor ved College of Preachers. Han har boet i England siden 2001.