Tillid er noget, der opbygges over tid, siger britisk fredsforsker

(Nyt på tværs nr. 4-2002)

- Der findes ingen genveje til tillid og venskab mellem kristne og muslimer. Mange kristne vil gerne skynde sig frem til trossamtalen, hvor vi drøfter treenigheden og Kristi guddommelighed, men der er størstedelen af Europas muslimer slet ikke endnu. Vores ansvar i vores generation er at skabe kontakt og opbygge tillid, så vi kan begynde at fjerne lidt af den nedarvede mistænksomhed og frygt, som findes på begge sider. - Det siger den britiske islamkender og fredsforsker Philip Lewis, der siden 1985 har været interfaith rådgiver for den anglikanske biskop i den nordengelske by Bradford. I november besøgte han Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers efterårskonference i Århus.

Politisk korrekthed giver den 52-årige religionshistoriker, der har skrevet ph.d.-afhandling om islam i Storbritannien, ikke meget for.

     - Selvfølgelig kan vi stille kritiske spørgsmål til muslimer. Men først skal vi optjene retten til at blive hørt. Det har kirken gjort i England, og det høster vi nu frugterne af. Gennem gæstfrihed over for muslimske indvandrere de sidste 30-40 år, udlån af sognegårde, støtte til moskébyggeri og forsvar for muslimers rettigheder har kristne optjent retten til at udfordre britiske muslimer, når det gælder store spørgsmål som religionsfrihed, muslimers ret til at konvertere, uddannelse af britiske imamer, ægteskab med familiemedlemmer fra hjemlandet, den voksende marginalisering af unge britisk-asiatiske mænd med kriminalitet og stofmisbrug til følge - og så videre.

     - I dag er der en tendens til enten at dæmonisere eller sentimentalisere islam og muslimer. Ingen af delene kan kristne være med til. Kristne har til opgave at fremme sandheden. Vi kan ikke stille muslimer i vores land til regnskab for alt, hvad 1,2 milliarder muslimer ud over verden foretager sig. Muslimer er indbyrdes lige så forskellige som kristne. Men det opdager vi først, når vi har personlig kontakt med hinanden. Skal kristne få et mere nuanceret billede af islam end det, medierne tegner, er det vigtigt, at vi begynder at invitere muslimer ud i sognegårde og missionshuse for at fortælle os om islam. Det er jo deres tro - ikke vores. Selvsagt er vi ikke enige med dem i alt. Men når vi lytter til dem, kan vi forholde os til islam på et velinformeret grundlag. Senere kan vi opfordre muslimer til at lade os fortælle dem, hvad kristne tror. Vi har 18 imamseminarier i Storbritannien. En dag bliver det måske muligt for kristne gæstelærere at undervise kommende britiske imamer i kristendom. Muslimer har deres billede af kristendommen fra Koranen, men Koranen giver ikke et genkendeligt billede af, hvad kristne tror, og hvordan vi praktiserer vores tro.

 

Den tredje vej

Philip Lewis opfordrer kristne til at støtte de muslimer, der forsøger at finde en tredje vej mellem assimilation og religiøs isolation.  

     - Mange unge muslimer oplever, at samfundet kun giver dem to valgmuligheder: Enten total assimilation med druk, fester og seksuel løssluppenhed, eller isolation i deres egen gruppe. Som kristne må vi aktivt støtte dem, der vælger en tredje vej. Det handler om at styrke deres identitet som europæiske muslimer. Hvem skal tegne islam i Europa fremover? Vi har brug for veluddannede muslimske ledere, der kan blive jævnbyrdige samtalepartnere. I dag foregår samtalen mellem kristne og muslimer i Vesten sjældent på lige fod.

 

Tænk langsigtet

Philip Lewis er medlem af flere internationale netværk for kristne og muslimer i Europa og fungerer som rådgiver for nationale ekspertpaneler i Storbritannien. Han påpeger, at kirken er nødt til at tænke både langsigtet og strategisk i forhold til islam.  

     - Islam er den største udfordring til den kristne kirke siden reformationen. Muslimerne rejser ikke hjem igen. Derimod rejser deres fortsatte tilstedeværelse en lang række spørgsmål: Hvad sker der med islam, når den omplantes til en europæisk storby? Hvilken rolle spiller religionen i forhold til de samfundsmæssige problemer, som ofte følger med indvandring? Hvordan ønsker vi, at kirken skal se ud i et muslimsk indvandrerkvarter?

     - Mødet med islam kan blive det, der giver den kristne kirke i Vesten nyt liv. Men hvis vi bliver ved med at acceptere, at troen privatiseres og forsvinder ud af det offentlige rum, har vi ikke meget at tale med muslimer om. Hvorfor skulle de lytte til os, hvis vi ikke har noget at sige om de spørgsmål, der optager dem: religionsfrihed, diskrimination, fattigdom, arbejdsløshed, ungdomskriminalitet, konfliktløsning? Islam udfordrer os til at finde ud af, hvad kristendommen har at sige om aktuelle samfundsspørgsmål. Det er ikke nogen ny udfordring. Tænk blot på Bjergprædikenen i Det nye Testamente.

     - Det er vores ansvar som kristne at skabe rum, hvor kristne og muslimer kan mødes. Men det tager tid. I Bradford tog det os fem år at starte en legestue, hvor både kristne og muslimer følte sig trygge.

 

Tal sammen

I dag er knap en tredjedel af Bradfords 300.000 indbyggere muslimer - de fleste med rødder i Pakistans landdistrikter. Det var her, at vrede muslimer brændte Salman Rushdies bog De sataniske vers - og her, at man sidste sommer oplevede de hidtil værste optøjer mellem asiatiske og etnisk britiske unge. Philip Lewis kalder Bradford for et laboratorium for kristen/muslimsk sameksistens.

     - I Bradford har vi ikke noget valg. Vi er nødt til at lære at leve sammen. Det skal bare lykkes for os. Min udfordring til jer i Danmark er, at I ikke behøver at vente, til det hele eksploderer. Tal sammen. Undgå polarisering. I dag er Bradford en meget opdelt by. Det behøver danske byer ikke at blive. Sørg for, at der altid er kontakt mellem kristne og muslimske grupper, så der skabes tillid mellem enkeltpersoner. Men tillid kan ikke forceres. Det er noget, der opbygges over tid.

     - Både kristne og muslimer er overbevist om, at vores religion rummer en universel sandhed. Kristendommen og islam er begge missionerende religioner. Men det betyder ikke, at vi ikke kan mødes med tillid og respekt. Snarere tværtimod. Vi behøver ikke at være i tvivl om, hvor vi har hinanden. Det gør mange ting enklere.

 

Fredsstiftere

Philip Lewis har i mange år boet i en overvejende asiatisk bydel i Bradford. Det ser han som vigtigt for kontakten til byens muslimer.  

   - Kirken kan godt glemme alt om mission, hvis ikke kristne familier bliver boende i de bydele, hvor der bor mange muslimer. Er vi parate til at dele hverdag med muslimerne? Er vi villige til at påtage os rollen som fredsstiftere og arbejde aktivt for at løse de problemer, der optager muslimer? Først da kan vi forvente, at de bliver interesserede i det kristne evangelium. Det er den store udfordring fra islam til kristne i Vesten i dag.

 

BMF