Interview med den syriskfødte islamkender Chawkat Moucarry  

 (Nyt på tværs nr. 2-2002)

Alle religioner har mange ansigter. Det gælder også islam og kristendommen, siger den kristne syriskfødte islamkender   Chawkat Moucarry, der var hovedtaler på Tværkulturelt Centers konference Tro på tværs i marts. I dette interview besvarer Chawkat Moucarry nogle af de spørgsmål om islam om kristendom, som han blev stillet på konferencen.

Hvorfor er det så svært at relatere til mennesker, der er anderledes?

Frygten for de andre er en menneskelig reaktion, som bygger på manglende viden snarere end fjendtlighed. Vi ved ganske enkelt ikke, hvordan vi skal forholde os. Når de fremmede så samtidig er muslimer, bliver det endnu vanskeligere. I medierne kædes islam stadig oftere - både med rette og urette - sammen med vold og terrorisme. Siden den 11. september er frygten eskaleret. Folk er bange.

Er islam en voldelig religion?

Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. Men islam retfærdiggør brug af vold i Guds navn. Det er en kendsgerning, som åbner op for misfortolkninger og misbrug - både blandt muslimer og kristne - og som til tider bruges som undskyldning for voldelige handlinger. I Det nye Testamente er der ingen tekster, der retfærdiggør brugen af vold. Under ingen omstændigheder overhovedet. Det er en meget klar forskel mellem islam og kristendommen.

Bør religion og politik adskilles?

I islam er der en tættere forbindelse mellem religion og politik end i kristendommen. Det kan friste muslimer til at bruge vold for at opnå politiske mål. I kristendommen er forbindelsen mellem stat og kirke løsere. Selv i lande som Danmark, hvor kirken understøttes af staten, er forbindelsen ikke nær så tæt som i muslimske lande. Personligt mener jeg ikke, at Det nye Testamente støtter tanken om en sammenblanding af stat og kirke. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, siger Jesus (Matt. 22,21). Som jeg hører det siger Jesus her, at staten bør være sekular - en revolutionær holdning på en tid, hvor ingen kunne forestille sig en sekular stat.

Det er en udbredt opfattelse, at muslimer har pligt til at sprede islam med alle midler. Er det rigtigt?

Det er rigtigt, at muslimer har pligt til at udbrede islam - ligesom jeg faktisk mener, at kristne også har pligt til at udbrede kristendommen! Spørgsmålet er ikke hvorvidt, men hvordan. Det er ikke rigtigt, at muslimer er forpligtet til at udbrede islam med alle midler. Islam pålægger muslimer at forkynde islam med fredelige midler. Islamisk jihad kan kun retfærdiggøres i to situationer: Hvis det muslimske samfund angribes udefra af anderledes troende, eller hvis muslimer fratages retten til at udbrede kendskabet til islam. Så længe de har frihed til at gøre deres tro kendt, må muslimer kun bruge dialogens fredelige midler.

     I dag bor mindst en tredjedel af verdens muslimer i ikke-muslimske samfund. Derfor bliver muslimer nødt til at finde måder at leve på som muslimer i samfund, hvor islam ikke er flertalsreligion. Det betyder, at islam nødvendigvis vil gennemgå en udvikling og en nyfortolkning. Mange muslimer er allerede i gang med denne fortolkningsproces, og det er vigtigt, at de opmuntres til at fortsætte.

Hvad er islams sande ansigt?

Det er en misforståelse at tro, at islam kun har ét ansigt. Islam har mange ansigter. Der er liberal islam, reformvenlig islam, ortodoks islam, spirituel islam (sufisme), politisk islam osv. Islam er lige så mangfoldig en størrelse som alle andre religioner. Også inden for den kristne kirke finder vi fundamentalisme, liberalteologi, politisk kristendom osv. Hvad er kristendommens sande ansigt? Er det kristendommen, som den praktiseres i Danmark - eller i Egypten?

Hvordan vil islam udvikle sig i Europa?

Vi vil uden tvivl se mange former for islam. Men jeg tror, at en sekulariseret udgave vil blive den mest udbredte - simpelt hen fordi muslimer i Europa bor i sekulariserede samfund. Udviklingen af en europæisk form for islam betyder ikke, at radikal islam vil forsvinde. Mange muslimer er født i Europa og har europæiske pas. De har ikke noget andet sted at rejse hen. Nogle af dem reagerer negativt over for verdslig europæisk kultur, og deres respons er ofte en   militant/ekstremistisk form for islam. Men langt de fleste muslimer ønsker blot at blive accepteret som europæiske muslimer og leve i fred med deres naboer. De er mest optaget af de nære ting som halalkød i skoler og på hospitaler, adgang til moskéer osv.  

     Jeg tror, at efterhånden som muslimer anerkendes som trossamfund i stadig flere europæiske lande, vil det fremme muslimernes integration og være med til at dæmme op for radikal islam. Faktisk har muslimer mere frihed i Europa end i mange muslimske lande, fordi de der lever under politisk autoritære regimer, mens de europæiske lande er demokratier.      

Er det en illusion at tro, at muslimer og kristne kan leve fredeligt sammen?

Selvfølgelig kan vi leve sammen, men det forudsætter, at vi møder hinanden som mennesker, før vi møder hinanden som kristne og muslimer. Det er ikke altid let, men nogen må være villig til at tage det første skridt.

     Jeg er dybt fascineret af, hvad Det gamle Testamente siger om vores forhold til de fremmede: Elsk den fremmede - indvandreren - som dig selv. Hvad dette bud indebærer ses meget tydeligt i Jesu forhold til samaritanerne. Hvis vi vil vide, hvordan Gud ønsker, at vi skal behandle mennesker med en anden etnisk eller religiøs baggrund, må vi gå tilbage til de bibelske skrifter. Vi må genopdage, hvad Bibelen siger om den fremmede - og så i praksis handle derefter!

     I Det nye Testamente finder vi en radikalt ny forståelse af, hvem der er Guds folk. I den nye pagt består Guds folk af mennesker fra alle verdens folkeslag. Guds folk er et universelt folk, der tilhører mange forskellige nationer. Når kristendommen adskilles fra politik (som jeg mener, kristendommen skal), er der absolut ingen grunde til at betragte mennesker fra andre lande som fjender. Kristne har ganske enkelt ingen fjender.

BMF