Ægte tolerance har altid en grænse, siger norsk islamekspert

(Nyt på tværs nr. 2-2001)

Tolerance er et af de mest populære men også mest misforståede begreber i dag, siger den norske islamekspert Jan Opsal, der var i København i marts. I denne artikel, der er et uddrag af et foredrag holdt på Tværkulturelt Centers konference TRO OG TOLERANCE, definerer han tolerance som enkeltpersoners eller et samfunds evne og villighed til at bære den byrde, som anderledesheden repræsenterer. Og forstået på denne måde er der altid grænser for tolerance.

Ordet tolerance kommer af det latinske ord tollere/tolerare, der betyder at bære en byrde. Min norske ordbog skelner mellem en række betydninger på moderne norsk: (a) Tolerance over for andres overbevisning. (b) Medicinsk tolerance: Hvor meget kan en person tåle af en bestemt type medicin?

(c) Teknologisk tolerance: Hvor meget kan en udskiftet maskindel afvige fra den oprindelige maskindels mål, hvis maskinen fortsat skal fungere? (d) Tolerance i bygningsindustrien: Hvor meget kan der afviges fra konstruktionsplanen, uden at bygningen styrter sammen - for eksempel under et jordskælv?

Tre forudsætninger

Disse forskellige betydninger kan lære os noget om religiøs tolerance, både på det personlige og på det samfundsmæssige plan.

     Tolerance er min evne og villighed til at bære den byrde, som den andens tilstedeværelse udgør - den byrde, som repræsenteres ved en anden persons, gruppes eller religions tilstedeværelse, overbevisning og praksis. Hvis den anden ikke er betydningsfuld og relevant for mig, er der ingen byrde. At sige: For min skyld kan du tro og mene, hvad du vil - det kommer ikke mig ved, er ikke et udtryk for tolerance. Det er ligegyldighed. Hermed siger jeg blot, at du ikke betyder noget for mig, og derfor er jeg ikke til sinds at bære nogen byrde på grund af dig.

     Der er nemlig tre forudsætninger, som skal være til stede samtidig, før der bliver behov for tolerance:

     For det første skal den anden rent faktisk være anderledes. Min tolerance udfordres først, når en person eller en gruppe er anderledes end jeg er. For det andet skal den anden betyde noget for mig. Hvis vi ikke har kontakt, behøver jeg ikke at være tolerant. For det tredje må jeg opleve den andens overbevisning eller praksis som et problem.

     Hvis disse tre forudsætninger ikke er til stede, kan jeg strengt taget ikke vide, om jeg er tolerant, for så er min tolerance ikke blevet udfordret.

Hyppige misforståelser

Det er en hyppig misforståelse at forveksle relativisme og religiøs pluralisme med tolerance.

     Relativisten siger: Din tro og min tro er grundlæggende den samme. Denne holdning findes i visse kristne teologiske miljøer og også i hinduismen. Et hinduordsprog siger, at vandet i brønden er det samme, men det hedder noget forskelligt på forskellige sprog. Eller alle religioner søger mod den samme bjergtop, men de rejser ad forskellige stier. Dermed er der ingen grund til mission og omvendelse. I bund og grund er de forskellige religioner ens.

     Pluralisten går et skridt videre og hævder, at religionerne er forskellige. De kan ikke sammenlignes eller forenes. Men Gud er større end alle de forskellige idéer om ham og kan f.eks. både være personlig og upersonlig på samme tid. Ingen religion kan gøre krav på at have hele sandheden. Pluralisten betragter alle religioner som lige men hævder, at der stadig findes en sandhed, som ingen kender - endnu. I sidste instans vil pluralisten dog altid hævde, at det er hans eller hendes pluralistiske overbevisning, som er sandheden.

     Som jeg ser det, er begge disse positioner dybt intolerante, for de respekterer ikke andres anderledeshed.

     En anden udbredt misforståelse er, at tolerance betyder, at jeg bliver nødt til at opgive min egen overbevisning, eller i det mindste holde den for mig selv. Men det er ikke rigtigt. Tværtimod. For at kunne være tolerant må man selv have en overbevisning. Har man ikke det, udgør andres overbevisning ikke noget problem. Så er der ingen byrde at bære.

Religionsfrihed

På hvilken måde udgør da andre religioners tilstedeværelse og praksis en byrde for os? Hvad er det for byrder, som vi er i stand til og villige til at bære - personligt og som samfund? Når vi spørger på denne måde, bliver tolerance noget, der kan måles. Og der er altid en grænse. Hvis denne grænse overskrides, bryder systemet sammen - hvad enten det handler om det menneskelige legeme, en maskine, en bygning eller et samfund.

   Nogle kristne stiller spørgsmålstegn ved, om kristne kan beskytte andres rettigheder, hvis de ikke følger den rette vej. I Det Nye Testamente taler Paulus om, at vi skal bære hinandens byrder.* I Bjergprædikenen siger Jesus, at vi skal være villige til at gå en ekstra mil, og at vi skal gøre mod andre, hvad vi ønsker, at de skal gøre mod os. Det er hvad jeg forstår ved tolerance - og den slags tolerance kan måles i kilo og kilometer! Hermed giver det mening at tale om, hvilken slags byrde, jeg er villig til at bære, og hvor langt jeg vil bære den. Det betyder også, at kristne skal kæmpe for de samme religiøse rettigheder for muslimer og andre, som vi ønsker for os selv. Hvis vi går på kompromis med andre gruppers rettigheder i vores samfund, er vi ikke troværdige, når vi kæmper for kristnes rettigheder i lande som Indonesien eller Pakistan.

   Tolerance har altid en grænse. I Norge har vi fortællingen om manden, der på vej hjem fra skoven med sin hest blev ved med at læsse små træstykker op på hestens ryg. Til sidst sank hesten sammen. Manden tog det sidste stykke træ og spurgte forundret: Hvad var problemet med det her stykke?

     En åben diskussion af, hvilken slags byrder, vi kan og vil bære, og hvor samfundets grænser går, vil hjælpe os til at opbygge bedre relationer til muslimer, hinduer og buddhister. Det vil også hjælpe os til bedre at forstå, hvad tolerance handler om - og til at forklare, hvorfor der altid er grænser for tolerance.

* Gal. 6,2