(Nyt på Tværs 1-2026)

- Dansk burmesisk lærerstuderende har fundet sin egen vej

Kan man være dansker, når man er født i Burma og opvokset i Nyborg? Sui Tha Hnem lader spørgsmålet hænge i luften. Den 25-årige lærerstuderende, der kom til Danmark gennem familiesammenføring i 2007, tilhører en generation af unge med anden etnisk baggrund end dansk, som ikke vil sættes i bås. I dette interview fortæller hun om at vokse op med flere kulturer i en migrantmenighed og finde sin egen vej.

 Sui Tha Hnem var fem år, da hun forlod Burma sammen med sin mor og lillebror for at rejse til Danmark, hvor hendes far året før var blevet genbosat gennem UNHCR. Hun er født i delstaten Chin i Burma under militærdiktaturet, hvor undertrykkelse, vold og overgreb mod civilbefolkningen og i særlig grad landets etniske mindretal fik stadig flere til at flygte. Mange var unge familiefædre, der endte i Malaysia, hvor de blev registreret som flygtninge af UNHCR og genbosat rundt om i verden. Selv om Sui Tha Hnem har boet størstedelen af sit liv i Danmark, har hun mange billeder og erindringer fra de tidlige barndomsår i Burma. - I dag ved jeg, at det var nogle af de vigtigste år i mit liv. Da min far rejste, flyttede vi hjem til min mormor og morfar, hvor vi boede sammen med mine to mostre. Jeg kom tidligt i skole og husker, hvordan vi stod på rad og række ude i gården til morgensamling, og at jeg sad i min mormors hus i skæret af et stearinlys og øvede mig på at skrive bogstaver. Jeg voksede op med fætre og kusiner, onkler og tanter, bedsteforældre og deres søskende. Vi var en stor og tæt familie. Jeg husker, at jeg græd og græd den dag, min far rejste. Men selv om det på mange måder var en svær tid, har jeg også en masse gode minder, der har været med til at forme mine værdier og holdninger i dag som voksen, siger Sui Tha Hnem. Hun husker stadig flugten gennem Thailand til Malaysia og videre til Danmark.
- Min mors fætter rejste sammen med os. Vi gik gennem en skov om natten. Et sted var der en masse vand, hvor vi lå nede i bunden af en båd og skulle være meget stille. Den første tid i Malaysia boede vi i en lejlighed sammen med andre familier, der også ventede på at komme videre. Jeg kan huske, at politiet kom midt om natten og hentede nogle, der ikke havde papirer. Det er oplevelser, der sidder i mig og stadig vækker stærke følelser, siger hun og holder en kort pause.

Alt var nyt

Dengang var Danmark et af de lande, der gennem UNHCR tilbød genbosættelse til burmesiske flygtninge under den årlige kvote, og en novemberdag i 2007 landede Sui Tha Hnem og hendes familie
i Billund Lufthavn.
- Alt var dækket af sne. Vi havde aldrig set sne før. Alt var nyt og anderledes. Min far, der var kommet før os, boede i en lejlighed i Nyborg, hvor vi flyttede ind. I Burma var vi baptister og vant til at gå i kirke, så det var vigtigt for mine forældre at finde en kirke. De første år kom vi i en dansk baptistkirke, hvor de bare åbnede deres hjerter for os og hjalp os med alt muligt. Her fik vi vores første danske venner. Efter nogle måneder kom jeg i en almindelig dansk skoleklasse, hvor jeg hurtigt lærte sproget og fik danske legekammerater, fortæller Sui Tha Hnem, der i dag læser til folkeskolelærer i Odense på
tredje år.
- Jeg er meget taknemmelig for, at Danmark tog så godt imod os dengang. I dag er udlændingepolitikken helt anderledes. Det kan godt gøre mig lidt trist. Hvis udlændinge følte sig mere velkomne, ville det være nemmere for de nye at blive integreret, og vi ville undgå mange problemer.

Sprogbarriere

I dag er det over 20 år siden, at de første burmesiske kvoteflygtninge blev genbosat i Danmark, men det er stadig de færreste, der har dansk statsborgerskab. Sådan er det også i Sui Tha Hnems familie.
- Mine forældres generation kom i arbejde med det samme og gik kun kort tid i sprogskole. De har altid arbejdet hårdt, og mange lærte aldrig så meget dansk. Derfor er det svært for dem i dag. Ingen i min familie er danske statsborgere. Når man ikke har en stemme, føler man sig let uden for fællesskabet, siger hun og fortæller om moren, der var uddannet revisor i Burma og inden flugten arbejdede som afdelingsleder i en bank.
- Jeg bliver meget inspireret af min mor. Hun har altid været meget modig, arbejdsom og målrettet. I Danmark fik hun ikke et arbejde, der matchede hendes erfaringer, men hun har aldrig klaget. Det vigtigste for både min mor og min far var at tjene penge, så de kunne forsørge os. Når man ikke taler dansk, starter man nedefra. Jeg er stolt af mine forældre. Selvom de kom fra en helt anden kultur, gav de os stor frihed til at udforske de ting, vi havde lyst til. Vi lærte at vise respekt for vores familie og de ældre, men det var også OK at sige fra, og vi kunne altid komme frem med vores tanker og følelser. Vores holdninger betød noget. I dag er mine forældre midt i halvtredserne og stadig i arbejde. De forstår dansk, og min far er efterhånden blevet rigtig god til at ringe til mig og tale på dansk,
siger hun og ler.

Kristen i fem generationer

Hendes tipoldefar var en af de første blandt chinfolket i det vestlige Burma, der tog imod kristendommen og blev døbt af amerikanske baptistmissionærer i begyndelsen af 1900-tallet. Familien har været kristen i fem generationer, og Sui Tha Hnem voksede op med kirkegang, bøn og bibellæsning som en naturlig del af hverdagen.
- Gud har altid været en meget stor del af mit liv. Men der var en periode, hvor jeg begyndte at tvivle på det hele. Hvorfor var livet så svært? Jeg snakkede ikke med nogen om mine tanker men blev ved med at læse i Bibelen. En dag læste jeg et vers fra Ordsprogenes Bog: "Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet."Det ramte mig. Mine følelser kunne jeg ikke styre, men mine tanker kunne jeg arbejde med. Det hjalp mig til at komme videre. Gud havde ikke sluppet mig. Han holdt hånden om mig. I dag er hun medlem af ungdomsbestyrelsen i Lai Baptist Church i Ringe, der er en stor og aktiv burmesisk menighed med omkring 180 børn, unge og voksne. Her oplever hun, at forældregenerationen generelt er gode til at lytte til de unges synspunkter.
- Selvfølgelig er der nogle, der er meget traditionsbundne. Men mange er villige til at tage problemer op og tale om dem. I vores kirke står de unge for gudstjenesten en gang om måneden. Så får de lov at prædike og fortælle om deres oplevelser med Gud. Vi er omkring 50 unge mellem 15 og 30 år. Det er meget vigtigt at inkludere de unge. Vi er jo fremtiden, siger hun og tilføjer:
- Da vores forældre i sin tid stiftede kirken, var det både på grund af sproget og kulturen. I dag taler den næste generation dansk og forstår ikke altid forældrenes sprog. Derfor er vi også begyndt at holde søndagsskole for børnene på dansk.

To hjem

Hun tror på, at der vil være en næste generation i de burmesiske menigheder til at tage over efter forældregenerationen. For selv om de unge i dag er meget
danske og har danske venner, søger de stadig fællesskabet i kirken med andre unge med samme baggrund.
- Vi er vokset op i kirken og blevet som hinandens familie. Det handler ikke bare om at komme i kirken om søndagen og så gå hjem. Der er en meget stærk samhørighed - også
blandt de unge. Men vi ønsker ikke at lukke os om os selv. Vi vil gerne samarbejde med andre unge - både i migrantmenigheder og i danske kirker. Sproget er jo ikke længere en barriere. I dag har Sui Tha Hnem fundet sin egen vej og ser det som en styrke at kunne navigere mellem to kulturer.
- Min baggrund har gjort mig stærkere. Jeg er både dansker og burmeser og har lært at turde stå ved mig selv. Jeg bliver aldrig hundrede procent dansker. Og det er OK. I dag har jeg to hjem. Som kristen er jeg først og fremmest Guds barn. Gud har skabt mig og elsker mig som den, jeg er. Til andre unge, der kæmper med identitet og selvværd, siger jeg: Glem ikke hvor I kommer fra. Vær stolte af jeres kultur og familiehistorie. Det er OK at være anderledes. Alt behøver ikke at være snorlige.