Interview med iransk præst og teologistuderende fra Odense

(Nyt på tværs nr. 3-2002) 

Når Massoud Fouroozandeh om nogle år bliver færdig som cand.theol. fra Århus Universitet, bliver han sandsynligvis den første danske teolog, der har gået i koranskole og som 13-årig stået på en talerstol og læst højt fra Koranen hver morgen for 3.000 skoleelever i Irans hovedstad Teheran.  

Massoud Fouroozandeh er en venlig og tillids­vækkende mand med et varmt smil og en smittende latter. Den lette fynske accent fortæller, at han har boet i Odense i mange år. Faktisk over halvdelen af sit liv, fortæller han. Den 32-årige iraner var blandt de mange unge mænd på flugt fra krigen mellem Iran og Irak, som fik asyl i Danmark i midten af firserne.

     Ved siden af teologistudiet fungerer Massoud, der er gift med Elmira og far til to små børn, på femte år som ulønnet præst for den farsitalende menighed Mohabat (Church of Love) i Odense, der for få måneder siden blev landskendt, da det kom frem, at over 50 tidligere muslimer fra Iran og Afghanistan er blevet døbt her inden for de sidste fem år. Foruden gudstjenester i pinsekirken, der samler 15-30 nydanskere hver lørdag eftermiddag, tilbyder menigheden også grundkurser i kristendom og rådgivning til andre menigheder.

Indkaldt til militæret

Massoud voksede op i shahens tid og var 9 år gammel, da Khomeini kom til magten i Iran. Faren var praktiserende muslim og opfordrede sønnen til at studere Koranen og leve som en god muslim. Moren var religiøst åben og interesseret i blandt andet kristendommen. En bror er i dag Bahai-tilhænger.

     Som 15-årig blev Massoud indkaldt til aktiv militærtjeneste. Som mange andre store drenge flygtede han gennem de kurdiske bjerge til Tyrkiet og herfra videre til Danmark. For Massouds vedkommende foregik flugten alene og på to krykker med den ene fod i gips efter en ulykke.

     Massouds mor fik senere problemer med myndighederne på grund af sønnen. Efter et fængselsophold flygtede også hun til Danmark. Her fik hun kontakt med nogle kristne iranere og begyndte at læse i Bibelen. Som 55-årig blev hun døbt pinsekirken.

Læste Bibelen

På det tidspunkt var Massoud også blevet interesseret i kristendommen. Han havde da for længst taget studen­tereksamen, afsluttet et økonomistudium og startet sin egen virksomhed. - Massoud fortæller:

     - Jeg havde mødt nogle kristne og været til gudstjeneste i pinsekirken. Det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg blev interesseret i at vide mere om kristendommen. Jeg begyndte at læse Bibelen og al den kristne litteratur, jeg kunne få fat i. I Iran var jeg vant til at få at vide, at sådan er det - det skal du acceptere. Her kunne jeg stille spørgsmål og diskutere. Noget af det, der talte stærkest til mig, var, at man er frelst med det samme, når man tror på Kristus. Det man gør bagefter - de gode gerninger - er frugten af frelsen. Det var meget anderledes end i islam. Jeg var også tiltrukket af kærligheden mellem de kristne og det kristne fællesskab, hvor man lærer at tilgive og selv bliver tilgivet.

     - Efter et års tid besluttede jeg, at jeg ville være kristen og leve efter de kristne værdier. Når man er født i en muslimsk familie, er det et helt nyt liv, man starter. Man kan blive svigtet af sin familie, venner vil måske ikke længere have noget med en at gøre, og nogle mener, at man fortjener dødsstraf.

50 døbt

Et par måneder efter, at han var blevet døbt, startede Massoud den lille farsitalende menighed i Odense, hvor foreløbig over 50 nydanskere med muslimsk baggrund er blevet døbt. Reaktionen fra det etablerede kirkeliv har været både undren, skepsis og fascination. Var det virkelig sandt? Hvordan kunne det lade sig gøre? Kunne det samme ske i folkekirken?!

     Historien ligner, hvad andre iranske menigheder i Vesten kan berette om: Nogle få iranere konverterer til den kristne tro og bliver døbt. De oplever et stærkt kald fra Gud - ofte gennem en drøm eller vision - til at gøre det kristne evangelium kendt blandt deres landsmænd i eksil. Og menigheder vokser frem. - Massoud uddyber:

     - Når en menighed vokser, er det først og fremmest Guds nåde. Men i modsætning til mange europæere er iranere mennesker, der elsker og frygter Gud. Iranere vil tro hundrede procent. Vi er tørstige efter kærlighed og tiltrækkes af en kirke med et klart budskab og et varmt fællesskab.

     - Når jeg bliver spurgt, hvorfor vi har vores egen menighed, plejer jeg at sige, at planter har forskellige behov. Man får den bedste vækst og den bedste frugt, hvis de står i forskellige rum med forskellig temperatur.  

Udfordring til kirken

- Kirken har en stor opgave med hensyn til integration. Når folk opgiver deres egen religion, er de meget fleksible og villige til at lære mere om dansk kultur. Kristendom­men repræsenterer en del af de danske værdier. Derfor er man allerede inde i integrationspro­cessen, når man bliver kristen fra en anden religion.      

     - I vores menighed har alle muslimsk baggrund, og de fleste er nye i Danmark. De har ikke nogen høj indkomst og kan ikke lønne en præst. Det stiller meget store krav til præster for etniske menigheder. Samtidig med, at vi sjældent får løn, står vi over for meget store udfordringer. Vi leger med ilden. Hvis vi har islamisk baggrund, kan vi blive truet på livet. Vi står i et pionerarbejde, men vi har meget få ressourcer. Hvis kirken vil have kontakt med mennesker, som ikke har dansk baggrund, er der brug for etniske præster. Vi kan sproget og kender kulturen. Jeg vil gerne udfordre kirken i Danmark: Hvis man ønsker ny vin, må man også være villig til at betale for nye sække!

Guds målestok

Som en af de få nydanskere, der har givet sig i kast med et teologistudium ved et dansk universitet, har Massoud erfaret, at teologi er meget anderledes end andre fag.

     - I starten havde jeg problemer med lærernes historisk-kritiske tilgang til Bibelen. Men jeg tror, at jeg er kommet over det værste. Jeg beder hver dag om, at Gud må bevare min tro. Og så har jeg sagt til mig selv, at enten skal jeg tro med Guds målestok eller med menneskers. Med hensyn til Bibelens troværdighed har jeg valgt Guds målstok. I vores menighed ser jeg mange omvendelser. Det fortæller mig, at når frugten er fin, må træet også være det!

     Selv om Massoud nok kunne drømme om en fast indtægt, er det ikke drømmen om et velbetalt præstejob i folkekirken, der får den travle familiefar til at tage den lange tur til Århus hver dag.

     - Jeg læser teologi, fordi studiet giver mig noget godt til min værktøjskasse som præst. - Fremtids­drøm? Min kone Elmira og jeg drømmer om at købe en gammel gård ude på landet og starte en etnisk bibelskole, hvor man kan få bibelundervisning på sprog som farsi, tyrkisk og arabisk. Der vil jeg få god brug for min uddannelse.

 Hjemmeside: www.mohabat.net

BMF