Indvandrerpræst advarer mod at sende irakiske asylansøgere tilbage til Bagdad        

(Nyt på tværs 4-2007)

CITAT : ”Det er meget forkert at se børn i sådan en verden. Der burde de ikke være.”

Niels Nymann Eriksen er ikke færdig med at bearbejde de mange indtryk fra mødet med den anglikanske menighed St. George´s i den irakiske hovedstad Bagdad, hvor han i oktober tilbragte to uger inviteret af kirkens præst Andrew White. Mødet med de mange børn i kirken og et menighedsrådsmøde med en meget anderledes dagsorden satte sig spor og blev perspektiveret af de omfattende sikkerhedsforanstaltninger, der omgav ham. Og havde han tidligere haft nogen tvivl om, hvorvidtafviste irakiske asylansøgere ville være i fare, hvis de blev hjemsendt, er enhver tvivl forsvundet.

Verdens farligste sogn, har BBC kaldt området i Haifa Street, hvor Bagdads anglikanske kirke St. George´s stadig ligger underligt intakt mellem de udbombede rester af byens nationalscene og ruinerne af det tidligere kommunikationsministerium. Det var herfra, at Saddam Husseins propagandaminister i 2003 proklamerede, at der ikke var nogen amerikanske soldater i Bagdad, alt imens man i baggrunden kunne se de amerikanske tanks nærme sig.

     - Et øjeblik overvejede jeg, om den overvældende glæde, jeg mødte hos den irakiske menighed, var udtryk for en tilsvarende benægtelse af virkeligheden. Men irakernes lovsang derinde bag porten lød ikke som virkelighedsflugt. Det, jeg hørte, var små sårbare menneskers tilflugt til deres store Gud, siger Niels Nymann Eriksen.

     Indvandrerpræsten, der også er sognepræst ved Apostelkirken på Vesterbro, var udsendt af Københavns biskop for at følge op på et irakisk delegationsbesøg i august under ledelse af den anglikanske menigheds præst Andrew White, der har arbejdet i Irak i en årrække og er dybt engageret i den religiøse forsoningsproces. Delegationen var inviteret til Danmark af det tidligere Stiftsudvalg for Etniske Minoriteter i Københavns Stift som led i en indsats for at fremme fred og forsoning i det krigshærgede land. Rejsen gav samtidig Niels Nymann Eriksen mulighed for at besøge St. George´s menighed, der er Apostelkirkens venskabsmenighed.

Omfattende hjælpearbejde

- Jeg var meget imponeret over, at menigheden i så høj grad er optaget af at hjælpe dem, der er endnu fattigere end dem selv. De midler, de modtager fra udlandet, går ikke bare til dem selv, men også til folk i lokalområdet – heriblandt muslimske familier.

     Han fortæller, at den anglikanske kirke benyttes af omkring 1.000 lokale kristne fra forskellige kirkesamfund, der på grund af sikkerhedssituationen ikke tør tage ud til deres egne kirker. Langt de fleste er enker med børn. Kirken bevogtes døgnet rundt af otte politifolk, der dog ikke kunne forhindre, at kirkens lægpræst tidligere på året blev bortført af bevæbnede militsfolk. Foruden ugentlige gudstjenester tilbyder kirken elementær skolegang for børnene, der på grund af den manglende sikkerhed ikke kan få undervisning i de offentlige skoler, en systue for kvinderne, maduddeling og bespisning af kvarterets fattige. Alt sammen tiltag, der forestås af menighedens frivillige mødreorganisation Mothers´ Union, og som kun er mulige, fordi menigheden gennem deres præst får støtte fra udlandet - heriblandt Apostelkirken.

Anderledes dagsorden

På et menighedsrådsmøde fik Niels Nymann Eriksen et indblik i den sikkerhedsrisiko, der er forbundet med kirkeligt hjælpearbejde i et samfund præget af omfattende lovløshed.

     - Irakerne lever med en grad af udsathed, som er svær at fatte. Derfor er det en helt anden dagsorden, der gælder dernede. Det, der optog menighedsrådet mest, var lægpræstens sikkerhed. Siden 2005 var de fleste af menighedens ledere enten blevet dræbt eller bortført. Kun en enkelt er kommet tilbage og befinder sig nu i Syrien. I alt skønner de, at over 100 af menighedens medlemmer er blevet kidnappet. Den nuværende lægpræst er ansvarlig for menighedsplejen og uddeling af hjælp til de fattige. Derfor er det kendt, at han har penge fra udlandet, og dermed er han et oplagt mål for bortførere. Men som han sagde: ”Jeg er klar til at dø. Hvis vi skulle beregne risikoen, fik vi aldrig gjort noget.”  

     Det var kun muligt for Niels Nymann Eriksen at rejse til Bagdad, fordi han som biskoppens udsending kunne bo på den danske ambassade, der ligger i den internationale zone, hvor de udenlandske koalitionsstyrker, diplomater og irakiske parlamentsmedlemmer bor. Men selv her bag høje sikkerhedsmure måtte han kun forlade ambassaden sammen med en bevæbnet vagt eller i en skudsikker bil.

     - På ambassaden var der hele tiden professionelle vagter. Jeg havde en sikkerhed omkring mig, som kun ganske få irakere har. Men det var rystende at se mængden af våben i det offentlige rum. På sin vis ligner Bagdad en almindelig mellemøstlig by - og så alligevel. Der er noget spøgelsesagtigt over gaderne. De er underligt døde. Om aftenen kunne vi høre koalitionsstyrkerne raide ude i den røde zone.

Kontrastfyldt

Det skønnes, at antallet af kristne i Bagdad er halveret siden 2003. De rige og ressourcestærke er flygtet. De tilbageblevne menigheder består hovedsagelig af enlige kvinder, børn og gamle. I St. George´s menighed var der den dag, Niels Nymann Eriksen var på besøg, kun 10-20 mænd ud af en menighed på 350. Resten var enten blevet bortført, dræbt i den almindelige vold eller flygtet ud af landet forud for deres familier.

     Mødet med den anglikanske menighed og ikke mindst de mange børn gjorde et stærkt indtryk på den danske præst.

     - Det var et meget bevægende møde. Det var meget kontrastfyldt. Turen hen til kirken iklædt sikkerhedsvest og hjelm i en sireneblinkende konvoj med skudsikre biler, soldater og skarpladte maskingeværer pegende ud af vinduerne. Bag porten alle de glade børn, der skulle have et knus af deres præst. Det var meget forkert at se børn i sådan en verden. Det største øjeblik var, da jeg uddelte altervinen til 12 børn, der modtog nadveren for første gang. Man fik en flygtig berøring med nogle børn og tænkte: Det her er ikke en verden for jer. I fortjener et bedre sted at vokse op.

     - Det var meget stærkt at få lov til at knytte børnenes lidelser til Kristi lidelseshistorie. Da Jesus indstiftede nadveren, vidste han, at der var folk, der lurede udenfor. Som præsten sagde til børnene: I kender heller ikke jeres fremtid. I ved, at det ikke er en venlig verden, der venter på jer. Men når I modtager nadveren, er I ikke alene. Kristus går vejen sammen med jer. – Det var tydeligt, at børnene var bevægede. Nogle af pigerne græd.

Den hårde vej

Niels Nymann Eriksen beskriver mødet med den irakiske menighed som en rejse tilbage i tiden til kirkens første århundreder, da de kristne var en forfulgt minoritet i Romerriget.

     - Gennem glæden i irakernes lovsang fornemmede jeg det særlige fællesskab, der er, når mennesker står over for en mørk fremtid med stor risiko for at blive dræbt. Så bliver kirken og gudstjenesten det sted, hvor man kan finde lettelse fra presset udenfor og få afløb for det i lovsang og bøn. Et af kristentroens paradokser er jo, at samtidig med, at nød og elendighed rejser en masse spørgsmål og tvivl for troen, er det også ofte det, der gør Kristus levende og nærværende for hans menighed.

     - Der er nok kun den hårde vej, hvis man skal lære den lektie, som de irakiske kristne har lært lidt bedre end os andre – at turde tro på Guds omsorg og overgive sig i hans varetægt. Det gør det muligt at hengive sig til gudstjenesten og lovsangen på en helt særlig måde, som jeg ikke har oplevet andre steder.

Fare for kidnapning

Som indvandrerpræst har Niels Nymann Eriksen kontakt med mange af de ca. 450 afviste irakiske asylansøgere, der opholder sig på danske asylcentre.  

     - Efter min rejse til Bagdad er det fuldstændig klart for mig, at sender man irakere tilbage til Bagdad, udsætter man dem for en overhængende fare for kidnapning – uanset personlig historie. Dernede ved folk, at en person, der har været i et vestligt land, enten selv har penge med eller har forbindelse til nogen, der har. Hvis jeg tidligere havde haft nogen tvivl, er den tvivl der absolut ikke længere.

BMF