Beretning fra en flerkulturel menighed i London

 (Nyt på tværs nr. 4 - 2000)

Hvis den kristne kirke skal være troværdig i et multietnisk samfund, må den afspejle lokalbefolkningens sammensætning. Det gælder i særlig grad i byområder, hvor der bor mange flygtninge og indvandrere. Deres tilstedeværelse giver kirken mulighed for at vise, at det kristne evangelium er for alle mennesker uanset kulturel og religiøs baggrund.  

Det siger det britisk/indiske præstepar John og Sheila Root. De var for nylig i Danmark i forbindelse med en række temadage om flerkulturelle menigheder arrangeret af Tværkulturelt Center. Her fortalte de om deres erfaringer fra London, hvor John Root har været præst ved den anglikanske Sct. James kirke i indvandrerbydelen Wembley siden 1980.

     For tyve år siden var deres kirke en ganske almindelig hvid engelsk forstadskirke. Menigheden bestod af ca. 50 hvide briter og et par ældre vestindere. I dag er der masser af børn i alle aldre og af mange forskellige etniske oprindelser. Der kommer gennemsnitligt 150 voksne til gudstjenesterne. Heraf er en tredjedel afrikanere og vestindere, en tredjedel asiater og en tredjedel hvide briter.

     Noget lignende kan ske - og er sket - mange andre steder, fortæller John Root, der er overbevist om, at udviklingen i hans sogn ikke er enestående. Her udgør vestindere, somaliere, ugandesere, indere, tamiler og østeuropæiske flygtninge omkring halvfjerds procent af befolkningen. I mange storbyer findes der sogne, der er endnu mere etnisk blandede.

   - Hvis kirken ligger i et multietnisk område, er det naturligt, at menigheden også er multietnisk. Alt andet er naturstridigt, siger John Root.

Forandringsvillighed

- Multietniske menigheder er Guds vision. Gud ønsker at velsigne alle mennesker og folkeslag. Det går som en rød tråd gennem Bibelen. Med pinseunderet blev babeltårnets sprogforvirring afløst af sprogfællesskab og enhed i Kristus på tværs af etnisk tilhørsforhold. Engang skal alle etniske grupper være sammen i himlen. Himlen er multikulturel. Gud ønsker, at vi skal stræbe efter at leve denne enhed ud her på jorden, siger den engelske præst.

     - Et kristent fællesskab, der udelukkende består af en bestemt etnisk gruppe, har svært ved at tiltrække folk fra andre kulturer. En multietnisk menighed derimod virker tiltrækkende på folk fra mange forskellige baggrunde. Her behøver de ikke at opgive deres egen kultur for at føle, at de hører til.

     - At skabe en flerkulturel menighed handler om bøn, fleksibilitet, forandringsvillighed og mod til at eksperimentere. Noget lykkes. Andet lykkes ikke. Sådan vil det altid være. Men ofte er det så lidt, der skal til, for at folk føler sig velkomne i kirken. At man husker deres navne og prøver at udtale dem korrekt. At man besøger dem i deres hjem. At de får en invitation til at komme med hjem til middag. At de hurtigt får opgaver og ansvar.

Sprogundervisning

I Sct. James´sogn rygtedes det hurtigt, at den nye præst kunne lide at være sammen med flygtninge og indvandrere. Nogle begyndte at komme til gudstjenesten om søndagen. Senere oprettede præsteparret en tværkulturel legestue, frikvartersklub for de store børn fra kommuneskolen og sprogundervisning for tamilske flygtninge.

     - Det er meget vigtigt, at folk, der har en anden tro, oplever kirken som en positiv medspiller i lokalsamfundet. Da vores kirkebygning gennemgik en omfattende restaurering for ti år siden, blev der også plads til sprogundervisning for nyankomne somaliske flygtninge. De var muslimer, og for mange var det første gang, de satte deres ben i en kirke. Sprogundervisning er en god indgang til kontakt med mennesker, der har en anden religion. Muslimer og hinduer skal opleve, at kirken er på deres side og gerne vil hjælpe dem, siger Sheila Root.

     - I dag har vi enkelte tidligere mulismer og hinduer i menigheden, og vi har en stor kontaktflade gennem vores børne- og ungdomsarbejde, hvor vi blandt andet tilbyder klubaktiviteter til andengenerationsindvandrere i skoleferierne. Som kristne må vi aldrig opgive forventningen om, at også muslimer og hinduer kan møde Kristus, understreger Sheila Root, der selv er opvokset som hindu i en indisk indvandrerfamilie i Malaysia og først blev døbt som voksen.

Kirke for alle sognets folkeslag

Når en menighed oplever forandringer, skaber det let utryghed. Derfor har præsteparret helt fra starten gjort meget ud af at forklare, at kirken er for alle folkeslag i sognet.

     - I praksis betyder det, at det i perioder kan være nødvendigt at tage særlige hensyn til enkelte grupper, hvis alle skal føle sig velkommen. Men det er vigtigt, at der også er frihed til at være uenige og blive vrede på hinanden. Det afgørende er ikke, at vi er enige om alt, men at vi kan forsones igen, siger John Root.

     - At leve sammen i hverdagen er ikke altid let. Kærlighed til mennesker, der er meget anderledes end en selv, kommer ikke af sig selv. Racisme og fordomme er stadig en del af virkeligheden - også inden for den kristne kirke. Fordomme er ikke noget, der overvindes fra den ene dag til den anden. Ofte er der tale om en ubevidst holdning, der siger til en indvandrer eller flygtning: ”Du er velkommen hos os, men vi forventer ikke noget af dig.” Bagved ligger en indgroet nedladende holdning til folk, der har en anden hudfarve eller kultur. Vi kan ikke forestille os, at de kan have noget at bidrage med, eller at de ligefrem kan have lederpotentiale. Men det er utrolig vigtigt, at flygtninge og indvandrere ser, at folk fra deres egen kulturkreds har lederansvar i kirken. Det er ikke altid let at delegere ansvar til mennesker, der kommer fra en anden kultur. De gør jo sjældent tingene sådan, som man selv ville have gjort. Men måske netop derfor kan de være Guds gave til menigheden, funderer John Root.