Sikh fandt nyt netværk gennem Kvaglund Kirke

(Nyt på tværs 3-2006)

Engang stod der Singh på døren. Det gør der ikke længere. Da den 53-årige indiskfødte pædagog Swarnjit Kaur for to år siden blev døbt i Kvaglund Kirke, holdt hun op med at bruge det navn, der fortalte, at hun er født sikh. Nu ville hun være kristen - og det måtte omgivelserne gerne vide.

Efter 35 år i Danmark føler Swarnjit Kaur sig meget dansk. To af hendes tre børn er født i Danmark, og de fem børnebørn bor alle i nærheden. Men både navnet på døren og de mange familiefotos i lejligheden i udkanten af Esbjerg røber, at hendes rødder går langt uden for Danmark. De mørke øjne bag brilleglassene ser opmærksomt på den besøgende, som hun i løbet af få minutter tager med på en forunderlig rejse fra barndomshjemmet i sikhernes hellige by Amritsar i den nordindiske delstat Punjab til hverdagen som ung gæstearbejder og mor i Danmark - og i dag fraskilt bedstemor og frivillig medarbejder i Kvaglund Kirke.

   Swarnjit Kaur var lige fyldt 18 år, da hun i 1971 kom til Danmark sammen med sin mand og lille søn. Som mange andre ville parret prøve lykken i Europa, hvor der manglede arbejdskraft. De fik hurtigt arbejde på en fabrik i København og senere på et plejehjem.

     - De første år havde vi det godt, selv om der var mange ting at vænne sig til. Men så blev min mand psykisk syg. Han blev stadig mere uberegnelig, drak og var voldelig mod mig og børnene. I en ung alder stod jeg pludselig alene med ansvaret for en familie i et fremmed land, fortæller Swarnjit.

Ny familie

Fra køkkenvinduet er der udsigt til Kvaglund Kirke, der ligger få hundrede meter borte. Swarnjit Kaur ser over mod kirken og siger:

     - I dag er Kvaglund Kirke mit hjem. Tidligere følte jeg mig meget ensom. Men siden jeg begyndte at komme i kirken, har jeg ikke følt mig alene. I kirken har jeg fået en ny familie.

     Stemmen bliver varm, da hun fortæller om, hvordan hun besluttede at blive kristen og døbt i kirken:

   - Første gang jeg mødte præsten, spurgte han, om jeg kunne tænke mig at blive kristen! Dengang var det en helt ny tanke for mig. Jeg var kommet lidt i forskellige frikirker, men jeg havde aldrig overvejet at forlade min religion. Min egen tro var god nok. Men det, præsten sagde, ramte mig alligevel. Da han begyndte at besøge min mand, der var indlagt på hospitalet, gjorde det et stort indtryk på mig. Vi kendte ham knap nok, og så gjorde han så meget for os.

Læste Fadervor

Efterhånden skabte mandens sygdom og misbrug stadig større problemer i hjemmet. Men udadtil talte Swarnjit aldrig om det.

     - Min datter havde fået et nytestamente af en indisk missionær. Jeg begyndte at læse den gamle kristne bøn Fadervor hver dag. Jeg sagde til Jesus, at hvis han fandtes, måtte han hjælpe mig. Kort tid efter fik jeg igen kontakt med præsten. Han fornemmede, at jeg havde problemer, og spurgte, om jeg havde lyst til at tale med ham. Det havde jeg. Han hjalp mig til at se på min situation med nye øjne. Det endte med, at jeg blev skilt fra min mand efter 32 års ægteskab.  

     Gennem kirken kom Swarnjit med på en kristen sommerlejr.

     - Da de spurgte, om de måtte bede for mig, mærkede jeg et stærkt lys omkring mig. Samme nat drømte jeg, at jeg gik sammen med Jesus i det nye Jerusalem. Nu vidste jeg, at jeg ville følge Jesus. I kirken fulgte jeg et Alphakursus om kristendommen, og i januar 2004 blev jeg døbt sammen med min datter og mit barnebarn. Den dag blev al min synd og skam vasket væk. Jeg følte mig fri på en helt ny måde, fortæller Swarnjit.

     - Tilgivelsen er noget meget stort i den kristne tro. Sikher tror på reinkarnation. Vi skal gøre os fortjent til et bedre liv. Vi er bange for Gud og har altid dårlig samvittighed. I kristendommen er Gud kærlighed. Vi skal bare tro på Jesus og følge ham. Det tog mig næsten 50 år at forstå!

Ligheder

På andre områder oplever Swarnjit, at der er mange lighedspunkter mellem den kristne tro og sikhismen, der blev grundlagt i 1400-tallet som en mellemvej mellem islam og hinduisme.

     - Mine forældre var meget religiøse. Som de fleste sikher kom vi ofte i templet. Jeg lærte tidligt, at man skal være god mod andre og give ti procent i templet til de fattige, og at man aldrig må afvise en tigger. Hvem ved, om det er Gud selv, der kommer hjem til os? Når min mor gik på gaden, havde hun altid en håndfuld mønter med, som hun gav til tiggerne. Mange var spedalske, der ikke kunne arbejde. Sikher har ikke noget kastesystem. Alle er lige. Vi har alle to øjne, en næse og samme farve blod i årene. Vi indånder den samme luft. Vi er alle mennesker.

     - Fra mine forældre har jeg nogle værdier, som stadig er vigtige for mig. Min mor var en stærk kvinde. Selv om hun kun havde fire års skolegang, kunne hun klare det hele. Hun styrede vores hus og tjenestefolk og opdragelsen af os børn, når min far, der var kaptajn i hæren, i lange perioder var udstationeret. Hun har altid været et forbillede for mig, fortæller Swarnjit.

Nabo til katolsk kirke

Det første møde med den kristne tro fik Swarnjit allerede som barn, da familien flyttede til et hus, der lå ved siden af en katolsk kirke og skole.

     - Præsten var en meget rar mand, der gav os lov til at lege på skolens legeplads om aftenen. En dag spurgte vi, om vi måtte se kirken. Præsten tog os med ind i kirkesalen, der så meget hellig ud. Der var en stor statue af Jomfru Maria med sin døde søn. Præsten forklarede, at manden hed Jesus og var Guds Søn, og at nogle onde mennesker havde korsfæstet ham. Jeg blev meget ked af det. Hvem kunne dog finde på at gøre Gud fortræd? Billedet af den døde Jesus og Marias tårer gjorde et stort indtryk på mig.  

     - Jeg har altid haft et godt indtryk af de kristne. Min mor havde flere kristne veninder, der kom i vores hjem. I dag ved jeg, at før jeg lærte Jesus at kende, kendte han mig, firtæller Swarnjit.  

     I Danmark fik hun først kontakt med kristne, da hun og hendes mand i 1989 flyttede til Esbjerg.

     - Den første dag kom vores naboer med blomster og bød os velkommen. Det var dejligt varme mennesker, der kom i Frelsens Hær. Vi blev gode venner og begyndte at komme til møder sammen med dem. Men da de flyttede, holdt vi op med at komme. Nu kendte vi jo ikke længere nogen.        

Arbejder frivilligt

I dag kommer Swarnjit i Kvaglund Kirke hver søndag. Hun er også med i en cellegruppe i præstens hjem og arbejder frivilligt i kirkens genbrugsbutik.

     - Præsten siger, at der er brug for alle i kirken. Jeg er med i en gudstjenestegruppe, hvor jeg uddeler nadver, og hver anden uge laver jeg kaffe og bager kage til kirkens tirsdagscafé. Jeg er også med til at arrangere spiseaftener i kirken med mad fra forskellige lande.  

     For Swarnjit har kontakten med kirken været en meget positiv oplevelse.

     - Jeg har fået større selvværd. Før havde jeg svært ved at tro på mig selv. Nu ved jeg, at Gud elsker mig. Jeg er OK! I dag tør jeg være den, jeg er.

BMF