Interview med Tværkulturelt Centers nye formand

(Nyt på tværs 2-2001)

Som barn sov han sammen med resten af familien oppe på det flade tag på familiens kvadratiske byhus, når temperaturen i den nordirakiske by Mosel, der er bygget på ruinerne af oldtidsbyen Ninive, om sommeren sneg sig op på 40 graders varme. Det var et hus i typisk mellemøstlig stil med åbne verandaer og en lille gårdhave i midten men ingen vinduer ud mod gaden. I dette interview fortæller Tværkulturelt Centers nye formand, den 60-årige konsulent i UNICEF Adnan Dahan, der kom til Danmark som flygtning fra Irak i 1995, om sig selv og sin baggrund, om krigens virkelighed og om folkekirken set med irakiske øjne.

Når man taler med folk, der kender Adnan Dahan, mærker man hurtigt, at han er en mand, der står respekt om. Hans faglige dygtighed er indiskutabel. Bag sig har han en lang akademisk karriere som universitetslærer, forsker, fakultetsleder, lærebogsforfatter og rådgivende ingeniør i Irak. I en årrække var han menighedsrådsmedlem i den syrisk-ortodokse kirke i Bagdad. Hertil kommer, at den nye formand er en venlig og imødekommende mand, der sjældent har mere travlt, end at der er tid til at holde et foredrag i en kirke eller tolke en gudstjeneste til arabisk for nyankomne asylansøgere. - Han fortæller:

Gennemlevet to krige

- Krig gør noget ved mennesker. Man er ikke den samme bagefter. Jeg har gennemlevet to krige - først krigen mellem Iran og Irak og siden Golfkrigen. I krig er Gud menneskets eneste tilflugt. Vi boede i Bagdad, der gentagne gange blev udsat for bombardementer.   Vores hus lå kun en kilometer fra Forsvarsministeriet og et militæranlæg, som var oplagte mål for missilangreb. Vi vidste, at bomber ikke altid rammer præcist, når de affyres på tusind kilometers afstand. Når sirenerne hylede og bomberne faldt om ørene på os, sad vi i vores hus sammen med børnene og bad. Det var det eneste, vi kunne gøre. Vi vidste, at vores hus når som helst kunne blive ramt. Alt kunne ske. Hvis det var Guds plan, at vi skulle dø, bad vi om, at vi måtte få lov til at dø sammen. Uden vores kristne tro havde vi ikke haft noget håb.

Indre fred

- Under krigen mod Iran blev jeg sendt til fronten i nogle uger sammen med andre universitetsansatte. Vi skulle opleve livet ved fronten. Vi blev anbragt i et hus ved siden af en militærbase, hvor de iranske missiler fløj hen over hovedet på os. Det eneste, jeg kunne gøre, var at bede. Mine muslimske kolleger var meget bange, og nogle råbte og bandede. Jeg var mere bekymret for min familie end for mig selv. Jeg bad meget og oplevede en indre fred.

     - Krigsoplevelserne har styrket min tro. Jeg ved, at når jeg beder, får jeg svar. Det oplevede vi også meget stærkt, da vi kom til Danmark som flygtninge og måtte vente et år på et asylcenter i total uvished om fremtiden. Jeg har lært, at der er vigtigere ting i livet end karriere og materielle ting. Jeg har stadig min familie, min kristne tro og mit helbred. Jeg har stadig mine personlige ressourcer. Jeg kan bygge noget op igen - måske ikke på det samme niveau som i Irak, men det betyder mindre. Selvfølgelig savner jeg det, jeg havde bygget op i Irak og kunne gøre der, men jeg er ikke bitter. I mit nuværende job er jeg tæt nok på det faglige niveau, jeg havde nået i Irak. Økonomisk klarer vi os. I Irak havde vi to huse og to biler. Her bor vi fem mennesker i en lejlighed. Men vi har altid nok at spise. Og vi ved, at når vi beder til Gud, giver han os det bedste, også selv om vi ikke altid får præcis de ting, vi beder om.

Kristen opvækst

I løbet af samtalen vender Adnan Dahan ofte tilbage til de kristne værdier, han har med fra barndommen i Iraks næststørste by Mosel ved bredden af Tigrisfloden.

     - Jeg er opvokset i en kristen familie, hvor bøn var

en selvfølgelig del af hverdagen. Vi lærte at sige faste morgen- og aftenbønner og at bede bordbøn og Fadervor. Som børn var vi stolte, når vi havde lært en bøn og kunne sige den rigtigt. Efterhånden som vi blev ældre, lærte vi at forstå meningen, og bønnerne blev en integreret del af os.

   - Hver søndag gik vi i kirke. Da jeg var 8 år, blev jeg ministrant - det vil sige at jeg skulle hjælpe præsten med forskellige ting under gudstjenesten. Her lærte jeg kirkens gamle gudstjenestesprog syriak og vores rige liturgi. Det har betydet meget for mig senere i livet.

     - I Irak har de kristne et nært forhold til kirken, fordi vi i generationer har oplevet det omgivende islamiske samfund som en trussel. Om søndagen er der mange flere mennesker i kirkerne i Irak end i Danmark, selv om kristne udgør under ti procent af befolkningen.

Medlem af folkekirken

- For mig er kirkegang ikke en luksus men noget, jeg har brug for. Jeg meldte mig ind i folkekirken, fordi det er vigtigt for mig at tilhøre en kirke. Her i Danmark er min egen kirke jo ikke en mulighed. Jeg er klar over forskellene mellem den protestantiske og den ortodokse kirke, men for mig giver de ikke anledning til konflikt. Der findes kun én Kristus. Der findes kun én bibel. For mig er det vigtigere at forsøge at leve efter Bibelens budskab i hverdagen end at fokusere på det, der adskiller de kristne kirkesamfund.

     - Jeg glæder mig over den danske tradition for bibelstudiegrupper og mission i andre verdensdele. Det er ikke en del af min egen tradition. Men jeg savner flere tilbud til børn og unge. Mange steder har kirken mistet kontakten med den næste generation.

     - Jeg sagde ja til formandsposten i Tværkulturelt Center, fordi jeg er overbevist om, at der er brug for det, Centret tilbyder, og fordi Centret har en vigtig opgave i at fungere som brobygger mellem danskere og udlændinge. Jeg har selv oplevet, at da jeg havde brug for hjælp, var der mennesker i kirken, som havde omsorg for mig og min familie. Inden jeg blev valgt ind i bestyrelsen, forsøgte jeg at deltage i flest mulige af Centrets aktiviteter. Hvis jeg i dag kan være med til at tilbyde andre noget af det, som jeg selv havde brug for, er det et privilegium for mig at gøre det.

Kirkens opgave

Adnan Dahan er ikke bange for at tale om betydningen af kristnes livsførsel i et multireligiøst samfund og henviser til Jesu ord om, at kristne er lys og salt i verden.

     - Det er min personlige erfaring, at når muslimer lærer kristne at kende og ser, hvordan vi lever, bliver mange interesseret i at vide mere om den kristne tro. På den måde er nogle blevet overbevist om, at kristendommen er den rette vej - også i Irak, hvor det er forbudt for muslimer at konvertere.    

     - Folkekirkens opgave er først og fremmest at styrke sine medlemmers kendskab til den kristne tro og livsførsel. Hvis man ikke kender sin egen tro, kan man ikke gå i dialog med andre. Så ender religionsmødet med at blive en monolog, hvor det kun er de andre, der har noget at give. Men folkekirken har også en vigtig opgave i at byde udlændinge velkommen. Der er brug for, at flere danskere slutter op om for eksempel gudstjenester for flygtninge, så flygtningene oplever, at der er andre end udlændinge i kirken, når de kommer.

     - Med vores kirkehistorie er kristne fra Mellemøsten et levende eksempel på, at den kristne kirke er stærkere end al verdens ondskab. Men jeg håber også, at vi kan være med til at vise danskerne, at mange kristne er stolte af deres tro. I Mellemøsten er vi vant til åbent at fortælle, at vi er kristne - også selv om vi bliver diskrimineret. Det kan måske være med til at opmuntre danskerne til at turde tale mere åbent om deres kristne tro.    

BMF

BLÅ BOG

Adnan Dahan er født i 1941 i en kristen familie i det nordlige Irak som den yngste af fire søskende. Faren havde en vognmandsforretning og døde tidligt. Familien flyttede senere til Bagdad, hvor Adnan tog studentereksamen. Efter afsluttende eksamen som civilingeniør arbejdede han som universitetslærer, forsker og fakultutetsleder ved et universitet i Bagdad. Sideløbende drev han et rådgivende ingeniørfirma. I 1985 blev han formand for menighedsrådet i den syrisk-ortodokse kirke i Bagdad, hvor han var en af hovedkræfterne bag kirkens omfattende velgørenhedsarbejde. Efter drabet på en nevø i 1993 modtog familien en række trusler, der førte til, at de i 1995 måtte flygte ud af landet. De fik asyl i Danmark i 1996. Adnan Dahan arbejdede som forskningsingeniør på DTU i et år, inden han i 1998 blev ansat som konsulent på UNICEFs internationale kontor i København. Han er medforfatter til bogen Stemmer på Tværs (Religionspædagogisk Forlag 1999), leder af en arabisk bibelkreds og en efterspurgt foredragsholder. Han er gift med Nashwa, der er designer. Parret har tre børn: Lulu (25), Matthew (24) og Randi (21). Familien bor i Københavns nordvestkvarter.