Irakisk familie starter nyt liv i Lyngby efter otte år på asylcenter
(Nyt på tværs nr. 3-2008)

50 flyttekasser står i sirlige stabler langs væggen i den lille stue. Så meget fylder otte år, griner Salam Mansour, mens han byder indenfor i de to værelser på asylcentret i Nordsjælland, hvor han har boet de sidste fire år, siden han fik endeligt afslag på asyl i 2004. Forinden havde den 49-årige kok fra Bagdad tilbragt fire år på skiftende asylcentre i Jylland. Men selv om Salam, hans kone Zina (42), der er kemiingeniør, og parrets 10-årige datter Meena indtil for få måneder siden var i såkaldt aktuel udsendelsesposition, skal de mange flyttekasser ikke til Irak, men til Kongens Lyngby. I juni blev familiens asylsag genåbnet, og begge fik flygtningestatus.    

Hvorfor afslaget blev omgjort ved de stadig ikke. At familien tilhører lraks trængte kristne mindretal er ikke hele forklaringen. Næppe heller at den generelle situation i Irak ikke er mærkbart forbedret fem år efter Saddam Husseins fald. Ganske vist var den kendte kaldæiske biskop fra Nordirak, der tidligere på året blev bortført og dræbt, Zinas mors fætter. Men han var langt fra den første kristne præst. der betalte med livet i det voldshærgede land. Og Salam Mansour og Zina Rassams historie er stadig den samme, som da de først kom til Danmark - Salam tilbage i 2000, da familien blev udsat for pengeafpresning og dødstrusler og flygtede til Jordan, og Zina i 2005 efter fem år illegalt i Jordan og tre måneder tilbage i Bagdad, hvor muslimske ekstremister truede med at kidnappe datteren.

     - Vi er meget glade og taknemmelige for, at vi nu har en fremtid i Danmark. Men vi har svært ved at forstå, hvorfor vi skulle vente så længe, siger Salam Mansour, der om få uger fylder 50.  

     - Otte år er meget lang tid, når man er midt i livet. Jeg har tabt mine bedste år. Da jeg kom i november 2000, var jeg fuld af håb om at starte et nyt liv. Jeg regnede med at få opholdstilladelse efter nogle måneder. Så ville jeg finde et arbejde, så jeg kunne forsørge min familie. Det var meget hårdt at se, hvordan andre irakere, der kom sammen med mig, fik asyl og begyndte at arbejde. I dag er nogle af dem danske statsborgere.

Adskilt i fem år

Den lange ventetid i uvished har mærket Salam. Trætheden ligger lige under overfladen, blodtrykket er for højt og synet nedsat. Han har svært ved at koncentrere sig om at læse. I Danmark har han ikke måttet arbejde og kan dårligt huske, hvordan det er at leve en normalt liv.

     - Det værste var de år, vi var adskilt som familie. Efter fem år kendte min datter mig ikke længere og skulle lære, at jeg var hendes far. Da jeg efterlod min kone i Jordan med vores datter, var hun endnu ikke fyldt to år. Vi havde kun penge til, at jeg kunne rejse videre, men vi regnede med, at de snart kunne følge efter. Men der gik et år og otte måneder, før jeg fik svar på min ansøgning om asyl - og det var afslag. Efter yderligere to år fik jeg afslag i Flygtningenævnet og besked på at rejse tilbage til Irak. - Rejs hjem, sagde politiet. Det samme igen og igen i fire år. Hvis du ikke rejser frivilligt, vil vi tvinge dig. - Jeg var meget nervøs og bange. At være uønsket er en meget dårlig følelse.  

Gemt i varebil

Når Salam ikke havde opholdstilladelse, kunne Zina ikke få indrejsevisum til Danmark. I fem år levede hun under jorden i Amman med hjælp fra en lokal kirke. At det alligevel for tre år siden lykkedes hende at komme til Danmark med datteren, der nu var syv år, er en historie for sig. I 2005 blev Zina udvist af Jordan med fem års indrejseforbud og sendt tilbage til Irak. Men efter trusler mod datteren turde hun ikke blive. Med hjælp fra familie i USA besluttede hun at rejse til Danmark, hvor hun vidste, at Salam var. Men uden indrejsevisum var hun henvist til menneskesmuglere. Rejsen op gennem Europa tog otte dage gemt bag i en lukket og gloende hed varebil.  

     - Da jeg fik afslag, vendte angsten tilbage. Jeg tænkte, at lige meget hvad kunne jeg bare ikke gøre det igen, siger hun.    

     De første år i Danmark blev meget anderledes, end Zina havde forestillet mig.

     - Jeg tænkte, at Salam havde en lejlighed, hvor vi kunne bo. Selv om vi havde talt sammen i telefonen, kunne han ikke beskrive et asylcenter for mig. Meena havde svært ved at forstå, hvorfor vi skulle bo i en lejr omgivet af pigtråd. Når jeg forklarede, at det var fordi vi var flygtninge, blev hun ved med at spørge hvorfor. Til sidst sagde jeg, at det kunne jeg heller ikke forstå. Men Sandholm var trods alt langt bedre end Jordan. Her var vi i sikkerhed, og vi var sammen igen, siger Zina. Hun har en smittende latter, men bag smilet fornemmer man også frustration.  

     - Jeg smiler, men jeg har også andre ansigter. Indvendigt har jeg mange følelser. Men det er mine egne, siger hun.    

Venner i kirken

Kontakten med kirken og venner uden for asylcentret hjalp Salam og Zina til ikke at give op.  

     - Jeg har altid været kristen, men mens jeg var i Jorden, blev min tro stærkere. Jeg takker Gud for, at jeg i dag kender ham bedre. De otte år har ikke været spildt. Gud ville mig noget i Jordan.

     - Da jeg kom til Sandholm, var det vigtigt for mig at finde en kirke. Derfor blev jeg meget glad, da jeg fandt ud af, at en kirke sendte en bus hver anden søndag. De to timer i kirken var ugens bedste. I kirken bad de for os. Det betød utrolig meget. Gennem kirken fik vi hurtigt danske venner. Nogle af de bedste øjeblikke var, når vi inviterede vores venner på middag på vores værelse, eller de inviterede os. Så var det næsten, som om vi levede et normalt liv. En kort tid kunne vi glemme vores problemer. Vores venner hjalp os med at fortsætte livet. Vi kunne mærke, at deres hjerter var med os.

     Familien glædede sig også over den opbakning, som alle de afviste irakere fik fra mange præster, kirkelige netværk og almindelige danskere.

     - Der blev skrevet artikler, lavet interviews, høringer og støttedemonstrationer. Vi vidste, at mange forsøgte at hjælpe os. Selv om det ikke umiddelbart ændrede vores situation, hjalp det os inde i os selv, siger Zina.

Nyt liv

Ved siden af andre jobs har Salam haft egen restaurant i Bagdad og er en særdeles habil kok. I det lille køkken i Sandholmlejren blev der i mange måneder kogt, stegt, bagt og lavet biryani, kubba og dolmer til kirkefrokoster, konferencer og lysgudstjenester i blandt andet Københavns Domkirke.  

     - Vi var glade for at kunne gøre noget for kirken. På den måde kunne vi vise, hvem vi er. Kirken har hjulpet os meget. Vi vil gerne give noget igen, siger Salam, der håber, at der fortsat vil være brug for dem.

     Om kort tid starter den irakiske familie et nyt liv med egen bolig, sprogskole og en ny skole til datteren Meena, der allerede taler flydende dansk og mest af alt glæder sig til at få sit eget værelse.

     - Det er som at skulle starte livet forfra. Men heldigvis har vi allerede mange danske venner og et netværk i kirken. Efter otte år er vores håb blevet til virkelighed. Danmark har sagt velkommen til os.

BMF