(Nyt på tværs 1 - 2022)

Ung kristen kurder har boet på udrejsecenter i fire år

Det småregner. Ehsan Alimoradi Mirhasari står og venter uden for Allerød Station på aftalt tid og sted. Da vi får øjenkontakt, lyser han op i et stort smil under hætten, der er trukket godt ned over ørerne. Siden den 30-årige kurder kom til Danmark som asylansøger i 2015, er det sjældent, at nogen har spurgt ind til hans tanker om livet og den ungdom, der pludselig forsvandt, da en husmenighed i Teheran, hvor han havde været med nogle gange, blev angivet. På en nærliggende café fortæller han om sit liv. Det er historien om en ung afvist asylansøger, der ikke tør rejse hjem, og som i fire år har boet på et dansk udrejsecenter. Men det er også historien om et stærkt venskab på tværs af religion, om flugt og nyfundet kristentro.    

" Det hele gik meget hurtigt. Jeg ved ikke, hvem der angav mig. Men da politiet kom og spurgte efter mig i den huskirke, hvor jeg havde været nogle gange, vidste jeg, at det var alvor. "Du må ikke tage hjem," sagde mine venner. Jeg tog hen til min søster, og få dage senere kom jeg over grænsen til Tyrkiet. Jeg nåede ikke at sige farvel til mine forældre.  

     Jeg vidste godt, at huskirker er illegale i Iran. Men jeg ville gerne vide mere om kristendommen. I nogle år havde jeg haft en god ven, der var kristen armenier. Vi var soldater sammen. Jeg lagde mærke til, at han var anderledes. Han var altid parat til at hjælpe, når nogen havde problemer eller manglede penge. Også dem, han ikke kendte. Jeg undrede mig. Sådan gør man jo normalt ikke. Han hjalp også mig. En dag fortalte han, at han var kristen. Jeg blev nysgerrig. Vi snakkede meget, for jeg ville vide, hvorfor han gjorde så mange gode ting for andre.

     Efter soldatertiden bevarede vi kontakten. Da jeg ikke havde arbejde, tilbød min ven, at jeg kunne arbejde i hans forældres café i Teheran. Det var mit første møde med en kristen familie. Hans forældre var meget venlige mod mig, selv om jeg ikke var kristen. Jeg kunne rigtig godt lide at arbejde der.  

I Iran får man let problemer, hvis man ikke er muslim. Min familie er kurdere og yarsanier*. Regeringen respekterer ikke vores religion. De siger, at det ikke er Irans religion. Vi plejede at tage ud til hellige steder på bestemte dage for at bede og sætte mad frem. Jeg ved ikke så meget om vores religion. Som barn gjorde jeg bare ligesom de voksne. Vores religion var en del af vores identitet som kurdere. Vi har været yarsanier i mange generationer.

     I skolen lærte vi om islam. Jeg respekterer alle menneskers ret til at have deres religion, men allerede som barn vidste jeg, at islam ikke var for mig. Der var for megen tvang. Alle skulle bede på en bestemt måde. Min far sagde, at vi skulle gøre, som vi fik besked på i skolen. I Iran siger man ikke nej. Men jeg har altid haft en stærk trang til frihed. Jeg vil selv vælge. Jeg vil være et frit menneske. Men i militæret havde vi ikke noget valg. Hvis vi ikke gik i moskéen, blev vi straffet. I mit land kan en soldat ikke vælge sin religion.        

     Selv om mine forældre var bange for regeringen, har de altid givet os børn stor frihed. "Det er dit liv," sagde min far til mig. Jeg fortalte ikke mine forældre, at jeg arbejdede i en kristen café for ikke at gøre dem urolige. I caféen var der nogle, der kom i en armensk huskirke. Jeg ville gerne vide mere om kristendommen og spurgte, om jeg måtte komme med. Først sagde de nej - det var for farligt. Men senere sagde de ja, da de mærkede, at jeg virkelig gerne ville.    

     Det, jeg oplevede, var helt nyt for mig. De kristne mødtes i et privat hjem, hvor de bad sammen. De talte om Jesus og om, at man skal hjælpe andre og ikke gøre noget dårligt. Jeg fik en meget god følelse i mit hjerte. De gav mig også en bibel, som jeg begyndte at læse på mit værelse efter arbejde. Jeg kan huske, at jeg læste den bøn, Jesus lærer sine disciple. Den talte til mit hjerte.

Jeg kom i huskirken i nogle måneder. Men da politiet kom og spurgte efter mig og også kom til caféen, hvor jeg arbejdede, sagde min vens far, at jeg ikke måtte komme på arbejde mere. Det var for farligt for både dem og mig. Min vens far hjalp mig med penge, så jeg kunne rejse. Han havde en ven, der boede tæt på grænsen til Tyrkiet. Vennen kørte mig over grænsen, og tre uger senere stod jeg i Danmark.

    Jeg kendte ikke noget til Danmark. Dem, der havde fået penge for at hjælpe mig, bestemte hvor jeg skulle hen. Jeg fulgte bare med. En morgen klokken fem sejlede vi fra Tyrkiet til Grækenland. Vi var 57 personer i en lille båd. Det var helt mørkt. Havet var meget stort. Jeg kan ikke svømme og var meget bange. Vi kunne let være druknet alle sammen - mænd, kvinder og børn. Jeg vil aldrig glemme de timer. Ude på havet talte jeg meget med Gud. Klokken halv ni nåede vi frem til en lille græsk ø. Jeg sagde bare tak Gud.  

     Fra Grækenland kom jeg videre op gennem Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig og Tyskland. Nogle gange gik vi i flere dage. Om natten sov vi på jorden i en skov. Fra Tyskland blev jeg kørt i bil til Danmark og sat af ved Sandholmlejren nord for København. "Du skal gå derhen. Det er et sted for flygtninge," sagde de til mig. Det var den 28. september 2015. Det år kom der rigtig mange flygtninge til Danmark.

     De næste år boede jeg på forskellige asylcentre i Jylland og på Sjælland, indtil jeg i 2018 kom til Sjælsmark. Når jeg blev flyttet til et nyt center, spurgte jeg efter en kirke. I 2017 blev jeg døbt i en frikirke i Haderslev. Det foregik udendørs i et lille bassin. Den dag følte jeg en stor frihed. Jeg havde fået et nyt liv. I Danmark behøvede jeg ikke længere at være bange for regeringen eller politiet. Jeg havde frihed til at tro på Jesus og gå hans vej. Hver dag takker jeg Gud for, at han har taget imod mig.

     Jeg har en bror og en søster, der begge har asyl i Danmark. De ved godt, at jeg er kristen. De er ikke kristne, men de er interesserede i kristendommen og vil gerne vide mere.  

Jeg beder meget til Gud og læser i Bibelen. Når det er muligt, tager jeg i kirke om søndagen. Jeg kan godt lide at synge kristne sange. Ligesom min krop behøver mad, har min sjæl brug for ord fra Gud. Gud er min far. I kirken er jeg sammen med min far. Jeg taler med ham og siger tak til ham. I kirken er vi som en familie. Når jeg kommer ind i en kirke, er det som at få livet igen.  

     Somme tider har mine tanker meget travlt. Jeg tænker og tænker. Men jeg har ikke mistet håbet. Selv om min situation er meget dårlig, ved jeg, at Gud ser mig. Derfor er jeg ikke bange,

     På et udrejsecenter har man meldepligt hos politiet tre gange om ugen. Jeg skal skrive under på, at jeg stadig er her. En gang om måneden skal jeg til samtale hos Hjemrejsestyrelsen. "Vil du rejse hjem," spørger de. "Nej, jeg kan ikke rejse hjem," siger jeg. "Nå," siger de. Det samme hver gang. Efterhånden kender vi hinanden.

   Dagene er lange. Jeg må ikke arbejde og ikke have praktik. Jeg må ikke lave mad. Somme tider hjælper jeg venner med forskellige ting. Jeg vil gerne være aktiv og bruge min krop. Om natten har jeg svært ved at sove. Ofte er klokken fire eller fem, inden jeg falder i søvn.

     Jeg drømmer om en dag at få et normalt liv med arbejde, familie og kirke. Men lige nu kan jeg ikke gøre andet end at vente. Selvfølgelig håber jeg, at min asylsag bliver genåbnet. Men det vigtigste er, at jeg ikke er alene. Min Gud er sammen med mig i Sjælsmark. Han kender fremtiden.

Fortalt til BMF

* Yarsani/Yari: Kurdisk monoteistisk religion stiftet i 1400-tallet af Sultan Sohak.

Ehsan Alimoradi Mirhasari

• Født 1992 i Kerend Gharb i provinsen Kermansha i Iran som den yngste af otte søskende.
• Opvokset i en kurdisk familie, hvor faren var bygningsarbejder.
• Tidligere soldat; har arbejdet i en kristen café i Teheran.
• Søgte asyl i Danmark i 2015; fik endeligt afslag i 2018.

• Bor på Udrejsecenter Sjælsmark.