Kristen vietnamesisk familie står bag disken i grillbar i Hirtshals
(Nyt på tværs 1 - 2012)
Der er både traditionel fast food og hjemmelavede vietnamesiske retter på menukortet i Trung Nguyens café og grillbar, der ligger centralt på en befærdet gade få hundrede meter fra havnepladsen i Hirtshals. De vietnamesiske specialiteter sørger hans kone Minh Ha for. Siden parret overtog stedet i 2009, har de opbygget en voksende kundekreds blandt byens fastboende såvel som de mange turister i den nordjyske ferieby. For den vietnamesiske familie giver ikke køb på råvarer og kvalitet - og alle får gerne et smil og en lille snak med på vejen.
Minh Ha er belgisk statsborger og taler flydende fransk. Men de seneste måneder er den 32-årige vietnamesiske kvinde bag disken også blevet bedre til dansk. Da parret har fået afslag på familiesammenføring, kan hun ikke gå på sprogskole. Men hver uge kommer to frivillige sproghjælpere fra den lokale kirke på skift og øver danske gloser ved et af de seks borde i det store cafélokale. Og Minh gør gode fremskridt.
- Jeg er rigtig glad for, at de kommer og hjælper mig. Det er svært at lære dansk, når jeg arbejder hele dagen i køkkenet og ikke kan gå på kursus. Nu tør jeg sige lidt mere, fortæller Minh, der allerede forstår meget og sagtens kan tage imod kundernes bestilling.
Klassekammerater
Parret har kendt hinanden siden skoletiden i Saigon (Ho Chi Minh City), hvor de var klassekammerater i 8. klasse. Da Minhs forældre senere blev skilt, flyttede hun med sin mor til Belgien. Minh vidste, at klassekammeraten nogle år forinden var kommet til Danmark, og fik hans e-mail. De begyndte at skrive sammen, og Trung rejste til Belgien på besøg. Efterhånden blev det til mange besøg, og en julidag i 2007 blev parret gift i en katolsk kirke i Saigon, hvor de holdt stort traditionelt vietnamesisk bryllup med 600 gæster, fortæller 32-årige Trung.
Inden brylluppet var Minh blevet døbt i en katolsk kirke i Belgien. Hun kommer fra en buddhistisk familie men var tiltrukket af Trungs kristne tro. Han forklarer:
- Vi talte meget om vores tro og hvordan vi skulle leve sammen, hvis vi havde forskellig tro. Hvis vi fik børn - hvordan skulle vi opdrage dem? Jeg er katolik og holder meget af kirken. Jeg har altid tænkt, at jeg er heldig, at mine forældre er katolikker. Da jeg var barn, kom jeg i kirken hver dag. Jeg var messedreng og hjalp ved gudstjenesterne. Det var en stor kirke med 800-900 mennesker og fire messer hver søndag. Vi var mange børn og unge, og der var masser af aktiviteter for os. Det var en god tid. Min tro betyder meget for mig. Så jeg var meget glad for, at Minh gerne ville være katolik. Fordi hun er en pige, var det OK for hendes familie. I en buddhistisk familie er det sønnerne, der har hovedansvar for at ære forfædrene.
Gudstjenester på YouTube
Inden parret overtog grillbaren i Hirtshals for tre år siden, kom de i den katolske kirke i Hjørring. Her er der gudstjeneste på vietnamesisk en gang om måneden.
- Det er godt for os med en vietnamesisk messe, så min kone kan forstå. I kirken er vi 200-250 vietnamesere. Tidligere var der messe på vietnamesisk hver søndag, men nu taler de fleste dansk, så det er ikke nødvendigt, fortæller Trung.
Med en søndagsåben grillbar er muligheden for kirkegang i dag meget begrænset. I stedet lytter de til vietnamesiske gudstjenester og bibelundervisning på internet og YouTube.
- Når vi har fri, går vi altid i kirke. Og så lærer vi meget fra YouTube om, hvordan man lever livet som kristen. Jeg lærer også min kone, hvordan vi kan bede til Gud. Vi har en vietnamesisk bibel og læser på internet sammen.
Laver mad i kirken
I Hirtshals har parret for nylig fået kontakt med den lokale folkekirke, der har spurgt, om de vil lave vietnamesisk mad til en middag på tværs i kirken i marts.
- Det vil vi meget gerne. Selv om vi har været her længe, har vi ingen danske venner. Da jeg først kom til Danmark for 11 år siden, kendte jeg ingen danskere. Hvis nogen råbte efter mig på gaden, vidste jeg ikke, hvad de sagde. Mine vietnamesiske venner advarede mig og sagde, at danskerne var racister. Især ældre danskere. De kunne ikke lide udlændinge. I dag ved jeg, at det ikke er rigtigt. Men dengang var jeg bange for danskerne.
- Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har danske venner. Vores kunder kan godt lide os - også gamle mennesker. Mange vil gerne snakke. De to damer fra kirken, der kommer og hjælper min kone, er vores første danske personlige kontakter. Vi vil gerne invitere dem hjem, så de kan se, hvordan vi lever. Måske kan vi lave en lille fest. Vi er meget glade for, at de vil hjælpe os, og vil gerne holde fast i kontakten.
Hjælp fra familien
Til forskel fra mange vietnamesere i Danmark er Trung ikke flygtning. Han voksede op i Saigon som den næstyngste i en søskendeflok på ti. Faren var selvstændig, og moren passede hjemmet og familien. Da Trung var færdig med gymnasiet, var fremtidsmulighederne begrænsede, og moren besluttede at sende sønnen op til en ældre søster i Danmark, der var gift med en herboende flygtning.
- Jeg var 22 år og havde ikke lyst til at rejse. Men min mor sagde, at det var godt for mig. De første uger græd jeg hver nat. Jeg havde ingenting her og startede helt forfra. Det lykkedes at få opholdstilladelse, så jeg kunne gå på sprogskole og senere tage 9. klasse. Samtidig arbejdede jeg som avisbud og startede hver morgen kl. 4.30. Jeg var også aktiv i Danmarks Unge Katolikker, hvor jeg var med til at lave sommerlejre for vietnamesere, fortæller Trung, der i 2008 afsluttede en uddannelse .
som byggemontagetekniker.
- Jeg sendte mange ansøgninger men fik ikke arbejde. Efter et år fandt vi så grillbaren. Vores familier hjalp os økonomisk. Vi har åbent hver dag fra kl. 11 til 21 - om sommeren ofte til kl. 23 eller 24. Om vinteren har vi lukket om mandagen. Den dag vasker vi tøj og gør rent i vores lejlighed i Hjørring.
Et godt land
Selv om arbejdstiden er på 11-12 timer hver dag og fritiden minimal, er Trung taknemmelig for, at moren dengang tog den svære beslutning og sendte ham til Danmark. Han har været heldig, mener han.
- Det er ikke et nemt liv i Danmark. Vi skal kæmpe for at tjene penge og leve og betale skat. Om sommeren, når her er travlt og mange turister, sparer vi lidt op til om vinteren. Men somme tider må vi låne penge af vores familie. Jeg håber, at dette år går op. Danmark er et godt land. Her er gratis hospitaler og gratis skoler. Når man bliver gammel, har man folkepension. Sådan er det ikke i Vietnam.
- Vi drømmer om den dag, hvor min kone får opholdstilladelse, så hun kan gå i skole og ikke som nu skal rejse ud af landet hver tredje måned. I december bestod jeg indfødsretsprøven og har søgt om dansk statsborgerskab. Hvis jeg bliver dansk statsborger, bliver det lettere for os. Vi drømmer om en dag at købe et lille hus og kun arbejde otte timer om dagen. Det er nok. Måske på en fabrik eller som håndværker.
Det sværeste er savnet af familien i Vietnam, som Trung stadig er nært knyttet til.
- Jeg savner mine forældre meget. De er gamle. Min far er 86 år. Jeg ved ikke, hvor længe de lever. Hvis de dør, tager vi til Vietnam med det samme. Det er vigtigt at vise respekt for sin familie. Mine forældre elsker mig højt. De ved, at vi arbejder meget, og er stolte af mig. Når vi har problemer i Danmark, siger de: "Vi beder til Gud for jer."
BMF