Søg på hjemmesiden

Ryesgade 68C
2100 København Ø
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 3536 6535
Reg.nr. 1551
Kontonr. 7707231
Giro 7707231
CVR 17494694
Mobilepay: 78684

Tværkulturelt Center – 25 år som brobygger

 

Tale ved Tværkulturelt Centers 25-års jubilæum i Fredens Kirke,

lørdag den 2. november 2019

Mogens S. Mogensen

 

Da jeg i 1950 blev født, var næsten alle indbyggere i Danmark etniske danskere og de var også næsten alle sammen medlem af folkekirken. Danmark var et af verdens kulturelt og religiøst mest homogene samfund – måske fordi vi på mange måder var et udkantsområde i Europa.

Da jeg i 1967 begyndte på gymnasiet i Aalborg mødte jeg for første gang mennesker med en anden kultur og religion – ikke på gymnasiet, men i byen. Det var gæstearbejderne fra Tyrkiet, Pakistan og andre fjerne lande.

Vi kaldte dem gæstearbejdere, fordi vi regnede med at de som gæster vendte hjem igen, men i 70’erne viste det sig, at de blev her og fik deres familier herop og vi begyndte også at kalde dem fremmedarbejdere, fordi de havde en åbenlyst fremmed kultur.

Fra begyndelsen af 80’erne til begyndelsen af 90’erne var jeg missionær i Nigeria, men da jeg kom hjem til Danmark, opdagede jeg, at de fremmede religioner, som vi mødte som missionærer rundt om i verden, nu var kommet til Danmark – på grund af de mange flygtninge, som havde søgt asyl i Danmark fra krige og katastrofer i Vietnam, Sri Lanka, Palæstina, Iran, Irak og Afghanistan.

I begyndelsen af 90’enre kom der ca. 20.000 bosniske flygtninge til Danmark, som blev fordelt på asylcentre i 100 lokalsamfund over hele landet. Det var ikke blot politisk, men også kirkeligt, at Danmark stod i en helt ny og udfordrende situation. Hvad var kirkens rolle i forhold til denne nye virkelighed. En række frie kirkelige organisationer, der hidtil kun havde fokuseret på etniske danskere, blev udfordret til også at forholde sig til mennesker, der kom med en helt anden kulturel baggrund. Missionsselskaber, der altid kun havde arbejdet i blandt mennesker med en anden religion end kristendom i Afrika og Asien blev udfordret til også at forholde sig til mennesker med en anden religion i Danmark. Det var baggrunden for dannelsen af Tværkulturelt Center.

I 1994, da Tværkulturelt Center blev etableret, var der ca. 240.000 første- og anden generations indvandrere i Danmark. Siden da er der kommet mange flygtninge fra bl.a. Somalia og Eritrea, Irak og Syrien, men den største stigning i indvandring er kommet i form af arbejdsmigranter, især fra Østeuropa. I forhold til 1974 er antallet af første- og anden generationsindvandrere mere end tredoblet til over 800.000, hvoraf godt 500.000 er af ikke vestlig oprindelse. Dvs. knap 14% af befolkningen i dag er første- og anden generationsindvandrere.

I 1994 var 87% af befolkningen stadig medlem af folkekirken, det procenttal er siden faldet – især som fiølge af indvandringen – til ca. 74% i dag. Bortset fra folkekirkemedlemmer fører vi ikke statistik over befolkningens religiøse tilhørsforhold, men det skønnes at 40% af indvandrerne er kristne fra mange forskellige kristne trossamfund, 39% muslimer og 6% buddhister og hinduer. Alt i alt skønnes det, at ca. 7% af befolkningen tilhører en anden religion end kristendommen

Det betyder, at det danske samfund er blevet langt mere mangfoldigt, både kulturelt og religiøst. Indvandrere har brugt kulturelle traditioner fra hele verden til Danmark, og de har bragt stort set alverdens religioner til Danmark, og også næsten alverdens forskellige kirkeretninger. Faren var og er, at der opstår kløfter i det danske samfund. Kløfter mellem forskellige kulturer, mellem forskellige religioner og mellem forskellige kirkesamfund.

Denne nye udfordring, som folkekirken blev stillet over for, var menighederne ikke rustet til at møde. Hverken når det gjaldt om at forholde sig til mennesker med meget forskellige kulturer, og især ikke-vestlige kulturer, eller mennesker, der tilhørte andre kristne konfessioner, som vi i mange tilfælde knapt havde hørt om, eller mennesker, der kom til Danmark som muslimer, hinduer, buddhister eller andet.

Det var den udfordring, som Tværkulturelt Center blev sat i verden for at møde, nemlig at være med til at bygge bro mellem mennesker på tværs af kultur, konfession og religion. Brobygning er et godt billede på Tværkulturelt Centers virke på flere ledder. Tværkulturelt Center blev født i smerte, for det var vanskeligt at forene så forskellige organisationer som fx Indre Mission og Luthersk Mission og så DMS og Sudanmissionen. Men det lykkedes at bygge bro mellem alle organisationerne i Tværkulturelt Center – og sådan er det heldigvis, når man i fællesskab engagerer sig i mission, så skabes der ofte enhed. Men der var også plads til humor, da Tværkulturelt Center blev dannet. Jeg husker, at Leif Andersen på en generalforsamling eller lignende, hvor vi drøftede centrets dogmatiske grundlag, slog fast, at han var modstander af alles frelse. Hvortil Hans Raun Iversen svarede, at han hver aften bad for alles frelse.

Brobygning er et godt billede, for brobygning forudsætter at der bygges på begge sider af kløften. Tværkulturelt Center har ikke bare søgt at engagere gammeldanskere i at række ud og gøre noget for nydanskere, men har også søgt at engagere nydanskere i at række ud og arbejde sammen med gammeldanskere. I Tværkulturelt Center har nydanskere fået stemme og brugt deres stemme og de har påtaget sig ansvar – også i bestyrelsen.

Tværkulturelt Center har gennem året inspireret til brobygning mellem gammel- og nydanskere, mellem gammeldanske menigheder og migrantmenigheder på mange forskellige måder. Middage på tværs, musik på tværs, sport på tværs. ”, mande- og kvindeklubber, udflugter, sprogcaféer, internationale gudstjenester og forbønsgudstjenester.

På de broer, som Tværkulturelt Center har bidraget til at bygge gennem inspirationskonferencer, bøger og pjecer, har gammel- og nydanskere gået og mødt hinanden til gensidig glæde. Via de broer er der blevet etableret livslange venskaber. Jeg er overbevist om, at hvis jeg spurgte jer, der er her til stede, så vil de fleste af jer kunne fortælle historier om, hvad det har betydet for jer at lære hinanden at kende. Som vi synger i den sang, der blev skrevet til indvielsen af Storebæltsbroen” i 1997: ”Når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind”.

De broer, som gammel- og nydanskere i regi af Tværkulturelt Center, har været med til at bygge, er også med til at knyttet vort mangfoldige samfund sammen og styrke sammenhængskraften til gavn for alle borgere. På den måde har Tværkulturelt Center også bidraget til integrationen af nydanskere i det danske samfund. At det forholder sig sådan, har også myndighederne bemærket, ellers ville Tværkulturet Center ikke have fået alle de tilskud fra offentlige fonde, som det gennem årene har været tilfældet.

Der er blevet etableret broer mellem folkekirken og migrantmenigheder, hvor fx folkekirkemenigheder (og missionshuse) har invitereret migrantmenigheder til at holde deres gudstjenester i deres bygninger – og undertiden har det ført til forskellige former for fællesskab og samarbejde inkl. fælles gudstjenester.

Broerne mellem folkekirken og folkekirkelige organisationer og nydanskere er blevet brugt af nogle nydanske kristne til at finde ind i folkekirkemenigheder, hvor de har været med til at berige kirkelivet. Broerne er også blevet betrådt af indvandrere med ikke-kristen baggrund, så det er kommet til et trosmøde og et følgeskab, der undertiden er ført til, at nydanskere er kommet til tro på Kristus. Evangeliets frie løb i det danske samfund forudsætter, at der er sådanne broer mellem mennesker i al deres forskellighed.

Dette brobygningsarbejde har været drevet af gammeldanske og nydanske ildsjæle, som fortjener en meget stor tak for deres indsats. Mange navne kunne med god ret nævnes her, men jeg vil nøjes med at nævne Birthe Munck-Fairwood, der har været primus motor i arbejdet gennem alle årene. TKC og BMF har været to forkortelser, som har hørt uløseligt sammen. Tak, Birthe, for din forbilledlige indsats.

Den form for brobygning på tværs af kultur, konfession og religion, som Tværkulturelt Center har været pioner for, vil der blive endnu mere brug for i de kommende år, om end udfordringerne ændrer sig over tid. I 1994 var der fokus på flygtninge fra Bosnien, i de senere år har det især været flygtninge fra Syrien og østarbejdere, der har været udfordringen. Derfor er det også glædeligt, at dette arbejde i de senere r også er blevet forankret i den officielle folkekirkelige struktur.

Den form for brobygning på tværs af kultur, konfession og religion, som Tværkulturelt Center har været pioner for, vil der også være stærkt brug i de kommende år. Dette arbejde har været drevet af gammeldanske og nydanske ildsjæle, som fortjener stor tak for deres indsats. Tænk blot på Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde, stiftspræster og, mødesteder, tværkulturelle center og Folkekirkens Migrantsamarbejde. På vegne af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, som Folkekirkens Migrantsamarbejde hører under, og hvor TKC er en vigtig samarbejdspartner, vil jeg gerne bringe en hilsen med en stor tak til Tværkulturelt Center for de 25 års trofaste arbejde for at bygge bro mellem folkekirken og nydanskere.

At bruge brobygning som en metafor for dette kirkelige arbejde giver for mig at se god mening, fordi det forankrer arbejdet i vores identitet som kirke og kristne. Det var Gud, som i Kristus byggede bro over kløften mellem Gud og mennesker og gav os til opgave at bygge bro mellem hinanden.

Til lykke til Tværkulturelt Center med de 25 år, og Guds velsignelse over jeres fortsatte brobygningsarbejde!