Vi er alle undervejs
Nyt på tværs - Marts 2018
Set i historisk perspektiv er flygtningestrømme næsten altid endt med at gavne modtagerlandene. Det konkluderer en tysk historiker i en bog om flugt, flygtninge og integration i Europa, der udkom sidste år. Det kalder til eftertanke og minder om, at de ensidigt negative fortællinger om flygtninge, der i disse år er fremherskende, ikke rummer hele sandheden – tværtimod.
Manglende faktaviden er ofte med til at skævvride nationale fortællinger om de andre. Ifølge Danmarks Statistik har 770.000 mennesker i Danmark familierødder i et andet land. Det svarer til 13 procent af befolkningen. Heraf er knap en fjerdedel født i Danmark, og hver tredje er dansk statsborger. Men sjældent hører vi, at størstedelen faktisk er velfungerende medborgere med livsmod og menneskeligt overskud, der klarer sig godt og bidrager positivt til vores fælles hverdag.
At flygtninge og migranter kan være en berigelse burde ikke overraske kirken. For det er i høj grad en kirkelig erfaring, der i disse år bør tales op. Menigheder og kirkelige organisationer har længe gjort en bevidst indsats for at skabe relationer til flygtninge og migranter og byde dem velkommen, og langt de fleste steder er erfaringerne overvældende positive. De nye medborgere er med til at styrke det kirkelige og diakonale liv og udvide danskernes troserfaring. Samtidig udfordrer de med deres tydelige kristentro mange danskeres blufærdighed i forhold til kirke og kristendom. Det gælder ikke mindst de mange nykristne iranere og afghanere, der i stort tal er blevet døbt ind i folkekirken de seneste år. Men også mødet med kristne flygtninge fra nogle af verdens ældste kirkesamfund har åbnet manges øjne for kristendommens rødder i Mellemøsten og værdien af den dybe troserfaring, som kristne fra disse lande bringer med sig.
En af Tværkulturelt Centers vigtigste opgaver er at løfte nogle af de mange nydanske stemmer, der sjældent høres. I dette nummer af Nyt på tværs fortæller flygtninge fra Irak, Sri Lanka og Eritrea om at have den kristne tro som rejsekost. For livet har lært dem, at vi mennesker ikke lever af brød alene. Vi behøver en himmel over livet for at leve på jorden, som en norsk biskop engang udtrykte det. Mange flygtninge er vant til at bruge kirken og tage hele menneskelivet med ind i kirkens rum. Her går de i veltrådte fodspor. Generationer før dem er gået samme vej. For i kirken kan sårbare mennesker både synge lovsange og klagesange. Her er plads til glæden såvel som sorgen og den ordløse fortvivlelse.
Kirken har til alle tider været bærer af håb. Sådan er det også i dag. Derfor er den åbne kirkedør så vigtig for mange flygtninge og migranter. Det kan være en gudstjeneste i en migrantmenighed, hvor man deler sprog, kirketradition og livsfællesskab, eller fællesskabet i en dansk menighed, hvor flygtninge bliver mødt med venlighed og varme håndtryk. I kirkens rum opdager vi, at vi behøver hinanden. Alle har noget at bidrage med. For vi er alle undervejs og rejsefæller under Guds åbne himmel.
Birthe Munck-Fairwood