Sårbarhed og styrke

Forord i Nyt på tværs - Juni 2020

Ingen havde forudset det. Da Danmark midt på foråret lukkede ned, oplevede vi en samfundsmæssig omvæltning af hidtil uset omfang. En lille mikroskopisk virus satte normaliteten ud af spil og berørte os alle.

Vi stod tilbage med en fælles oplevelse af sårbarhed og eksistentiel udsathed. For en tid var fremtiden aflyst. Vi mistede kontrollen. Det er vi ikke vant til i Danmark.

     I dette nummer af Nyt på tværs fortæller herboende flygtninge og migranter, hvordan de har oplevet de seneste måneder. Det er opmuntrende beretninger om livsmod midt i stor sårbarhed. Mennesker, der har måttet flygte fra deres land og alt det velkendte, ved noget om, hvad det vil sige at miste kontrollen. Det har givet mange en robusthed og en erfaring af, at uanset hvad der møder os her i livet, er vi ikke forladt af Gud. I en usikker verden har de fundet håb og styrke i den kristne tro. For sårbarhed og styrke behøver ikke at være modsætninger. I erkendelsen af sårbarheden og menneskelivets grænser ligger en stor styrke.

     Kirkerne lærte at sætte tempoet ned. Det var pludselig ikke længere muligt at samles til gudstjeneste. Planer smuldrede, og vi måtte finde nye måder at være til stede på for at vise flygtninge og migranter, at de ikke var glemt. Sociale medier, telefonvenner, håndskrevne hilsener, blomster og villighed til at bære uvisheden og være hinandens håbsbærere var med til at binde danskere og nydanskere sammen midt i frygten og usikkerheden. På rekordtid flyttede kirkerne ud på digitale platforme med gudstjenester, bøn, chatrooms og online lektiehjælp. Nyt og uvant for mange, men også en rejse ind i nye muligheder og visioner. For mange migrantmenigheder var omstillingen ikke så stor. Her var allerede masser af erfaring med streaming, videogudstjenester og online bøn. En ganske normal praksis i mange kirker ud over verden.  

     Men vi lærte også, at digitale platforme ikke kan erstatte det fysiske nærvær. Selv om det fremover vil kræve ekstra omtanke, skal kirkerne fortsat prioritere at samle danskere, flygtninge og migranter og skabe nærhed og fællesskab. Det er glædeligt, at hverdagen så småt er ved at vende tilbage mange steder. Ikke helt den, vi kendte. En hverdag med nye rutiner og hensyn. Men danskere og nydanskere er igen begyndt at mødes til sprogcafé, mandeklub, bibelcafé, middage på tværs og internationale gudstjenester. Også i migrantmenigheder samles man igen. Det er der særlig grund til at glæde sig over. For mange har savnet været stort.

   Lad os i denne genåbningstid give plads til eftertanken og vedkende os livets sårbarhed. At det går an at miste fodfæstet for en tid kan mange flygtninge bekræfte. Gud har ikke forladt os. Kristne tror på den opstandne Kristus. Vi har et håb at give videre. Som en afrikansk flygtning fortæller: "Gud var med mig under krigen og flugten og gav mig et nyt liv i et fredeligt land. Han er også med mig nu. Derfor har jeg håb. Derfor tror jeg, at solen igen vil skinne i morgen."

Birthe Munck-Fairwood