Håbet er noget, vi har sammen

Nyt på tværs - September 2020

I en usikker coronatid har verden brug for håb. Håb om at pandemien en dag vil få ende, og at verden vil stå sammen i solidaritet med dem, der har lidt mest. Håb om, at vi alle er blevet klogere på, hvad der giver livet værdi. For pludselig stod det klart, hvor lidt kontrol vi mennesker dybest set har over livet. Vi vidste det jo nok i forvejen. Men som en norsk præst udtrykker det: I gode dage bilder vi os ind, at vi har mere kontrol over livet, end der er dækning for.

     Det vækker til eftertanke, når mange flygtninge også i dag er i stand til at bevare håbet og fortsætte med deres liv trods store tab og usikkerhed. Fortsætte, som de gjorde for fem år siden under de store flygtningestrømme, da børn og voksne vandrede op gennem Europa drevet af et ukueligt håb om et liv og en fremtid et bedre sted i verden.

   Den kristne kirke har til alle tider bygget på et håb, der rækker ud over her og nu. Paradis på jord oplever vi kun i korte glimt, men vi har et løfte om, at Gud en dag vil gøre alting nyt. En dag bliver alt godt. Vi får lov at skimte en sammenhæng og tro på, at der er en mening med vores liv. Vi er ikke overladt til os selv.

   I flygtninges fortællinger møder vi en skærpet opmærksomhed for det, der giver livet værdi. Ofte handler det om en livsnær tro og tillid til Guds omsorg, som afspejles i omsorg for andre og overlader de store livsspørgsmål til Gud. Derfor er det ofte fortællinger om håb. Mange kommer med en længsel efter at mærke Gud i deres liv. De minder os om, at det kristne evangelium er så meget mere end ord. At Gud har lovet os sit nærvær i gode som onde dage, og at det derfor er muligt at bevare håbet, også når vi mister kontrollen. Det er en dyrekøbt erfaring, som den vestlige verden, der er så bange for flygtninge, gør klogt i at lytte til.

     De seneste år er et større antal asylansøgere blevet døbt i folkekirken. Samstemmende fortæller de, at de i kirken fandt en fred, de ikke før havde kendt. I dag har mange fået asyl og er på vej ind i en travl dansk hverdag. Men skal nykristne mænd og kvinder holde troen og håbet levende i et nyt land, har de brug for danske medvandrere med tid og en tydelig kristen praksis, de kan spejle sig i. Her har også folkekirken et ansvar.

     Andre fik afslag på asyl og bor i dag på et udrejsecenter. Men også de afviste skal vide, at de ikke er glemt af Gud. Håbet er noget, vi har sammen. Som en har sagt: Vi mennesker kan tåle ganske meget, hvis vi har nogen at fortælle det til. Her kan vi alle gøre en forskel for mennesker på flugt, der er endt i samfundets periferi. Som en kurdisk pige på et udrejsecenter udtrykte det for nylig: ”I dag er jeg glad, fordi du lytter til mig.”

     Birthe Munck-Fairwood