Guds fortælling om vores liv
Nyt på tværs - december 2020
For få måneder siden troede vi, at det hele var overstået. I alt fald næsten. Men sommersol, tocifrede smittetal og voksende optimisme blev i løbet af efteråret afløst af en anden virkelighed. I dag ved vi, at der er lange udsigter til gensyn med hverdagen, som den var engang. Den hverdag, vi kendte og holdt af. Vi har ikke kontrol over fremtiden. Det har vi mennesker aldrig haft, men det sidste år har en mikroskopisk virus gjort det af med alle illusioner. I mødet med eksistentiel udsathed er vi mennesker i samme båd. Danskere og verdens flygtninge og migranter. Det er vi ikke vant til.
Hvad blev der af håbet? I en usikker tid har vi mere end nogen sinde brug for, at nogen giver håbet stemme. Men måske skal vi lede andre steder end i verdens magtcentre.
For verdens 80 millioner flygtninge er det ingen overraskelse, at vi mennesker ikke skriver vores egen livsfortælling. Kristne flygtninge minder os om, at vores historie skrives for os af en anden hånd, og at der er et håb, som bærer gennem det værste, et menneske kan opleve. Det er fortællinger om mennesker, der vover at leve i dag og overlade morgendagen til en, der er større end os selv.
Det vækker til eftertanke, at håbet ofte har de dybeste rødder der, hvor vi mindst forventer det. Det ved mange, der har besøgt en flygtningefamilie, et asylcenter eller et udrejsecenter for afviste asylansøgere. Vi tænkte, at det var os, der skulle opmuntre og indgyde håb. Men i samtalen med mennesker, der har mistet alle jordiske holdepunkter, kom håbet os i møde fra uventet kant. For her var mennesker, der midt i uvisheden havde bevaret troen og tilliden til, at Gud stadig vil dem det godt. Mennesker, der gav plads til Guds fortælling om deres liv, og som derigennem fik overskud til at række ud til andre med godhed og omsorg.
Det er stemmer, vi gør klogt i at lytte til i en fortsat coronatid. Mange flygtninge kan af dyrekøbt erfaring lære os noget om at acceptere virkeligheden, som den er her og nu - uden vished om fremtiden, og uden svar på alle livets store spørgsmål. Vel håber vi på en vaccine, så vi en dag kan kaste mundbind og forbud væk og igen give hånd og knus og kram. Men der er vi ikke lige nu. Hverdagen er en anden. Men Gud har ikke forladt os. Han kom til os julenat i skikkelse af et lille menneskebarn. Han er sammen med os alle slags dage. Kristne tror på en Gud, der en dag vil genoprette det, der er brudt sammen for os mennesker. I adventstiden giver Gud håbet stemme og ansigt i Kristus, der kom til jord og blev menneske som os. Hvad så end der møder os i en uforudsigelig verden, er vi ikke overladt til os selv. Derfor har vi håb.
Glædelig advent.
Birthe Munck-Fairwood