Glimt fra 40 års kristent indvandrerarbejde i Skotland

(Nyt på tværs 2-2003)

Det første, de besøgende ser, når de træder ind ad døren til den skotske kirkes informations- og rådgivningscenter Brønden i Glasgow, er en plakat med uddrag af Johannesevangeliet kapitel 4 på urdu. Det er beretningen om, hvordan Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar og fortæller hende, hvor hun kan finde levende vand.

Siden det kirkelige rådgivningscenter Brønden åbnede i 1994, er antallet af besøgende vokset støt fra 800 det første år til 5.500 sidste år – langt de fleste muslimer. Ifølge Brøndens ledere Rhoda Gilfillan (39) og Sardar Hassan Ghauri (58) er nøglen til succesen en tydelig kristen etos, engagement over tid, frivillige med personlig kristentro – og ikke mindst ansættelse af kristne indvandrere.

     Rhoda Gilfillan og Sardar Ghauri var for nylig i Danmark inviteret af Tværkulturelt Center i forbindelse med en række TemaDage, hvor de fortalte om den skotske kirkes indvandrerarbejde, der netop har fejret 40-års jubilæum.

Hvad har I brug for?

Når kirken valgte at åbne et informations- og rådgivningscenter for Glasgows omkring 40.000 indvandrere, flygtninge og asylansøgere, skyldtes det resultatet af en undersøgelse, hvor en række familier blev spurgt, hvordan kirken bedst kunne hjælpe dem. Undersøgelsen viste, at der var behov for et sted, hvor folk kunne henvende sig med spørgsmål af enhver art og få hjælp til kontakt med offentlige myndigheder – helst uden forudgående tidsbestilling. Det blev til det kirkelige drop-in-center Brønden, der i dag har to lønnede medarbejdere og 25-30 frivillige. Foruden rådgivning tilbyder Brønden undervisning i engelsk, urdu, EDB, madlavning og håndarbejde. Rhoda Gilfallan fortæller, at selv om der findes flere muslimske rådgivningscentre i Glasgow, vælger mange muslimer det kirkelige ­center, når de har problemer.

     - Vi oplever, at der står stor respekt omkring Brønden. Folk har tillid til os, fordi de ved, at vi er kristne. Tidligere havde kirken en boghandel, hvor man holdt en meget lav kristen profil. Da muslimerne senere fandt ud af, at det var kirkens boghandel, reagerede de voldsomt. - Hvad var det, I prøvede at skjule for os, spurgte de. I Brønden lægger vi ikke skjul på, at vi er kristne, og at vi beder. Hver dag starter og slutter med andagt og bøn. Men vi tager aldrig initiativ til at tale om vores kristne tro med vores brugere. Det behøver vi ikke, for folk kommer selv og spørger, når de oplever, at vi respekterer dem, at vi har tid til dem, og at de kan fortælle os ting i fortrolighed, fortæller Rhoda Gilfillan.

     Sardar Ghauri forklarer, at tillid mellem muslimer og kristne er noget, der opbygges over tid.

     - I dag høster vi frugterne af, at den skotske kirke tidligt forstod, at de mange pakistanske gæstearbejdere, der kom til Glasgow i 1950erne og 60erne, udgjorde en udfordring til kirkens missionsforståelse, siger han og fortæller, hvordan den skotske kirke rettede henvendelse til kirken i Pakistan og bad om at få en pakistansk præst til Skotland, som kunne starte et opsøgende arbejde blandt de nyankomne. Præsten kom, og hermed var grunden lagt til et mangeårigt engagement blandt byens asiatiske og hovedsageligt muslimske indvandrere.

     - Før vi har brugt tid på at hjælpe muslimer med deres praktiske problemer, kan vi ikke forvente, at de vil lytte til os. Det er meget godt at forkynde evangeliet, men hvis ingen lytter, giver det jo ikke mening. Når vi lever det kristne evangelium ud i praktisk handling og tjeneste for de muslimer, der kommer hos os, bliver der lyttet, når vi besvarer spørgsmål og fortæller om vores tro, siger Ghauri.

Pakistansk leder

Siden Sardar Ghauri blev ansat for fire år siden, er Brøndens kontaktflade ind i Glasgows muslimske miljøer vokset støt. I dag kommer folk ikke kun for at få hjælp til udfyldning af blanketter og ansøgninger. Stadig flere kommer, fordi de har spørgsmål om kristendommen. Her er det en fordel, at Sardar Ghauri, der er pakistaner af fødsel, foruden sit modersmål urdu også taler flere andre indvandrersprog. Hermed bliver de sproglige og kulturelle barrierer mindre.    

     - Somme tider er der muslimer, der spørger, hvad det vil sige at være kristen. Vi oplever også, at nogle ønsker at blive døbt. Det er især iranske flygtninge, der er kommet hertil alene og har mistet alt. Jeg kender mange muslimer, der ønsker at tro på Kristus. Men de tør ikke stå offentligt frem. Det respekterer jeg og prøver at hjælpe dem, fortæller Ghauri, der fra sin egen familie ved, at konvertering fra islam kan være forbundet med betydelige omkostninger. Da hans farfar, der var en respekteret mullah, konverterede til kristendommen i 1930, blev han myrdet af en tidligere ven fire år senere. Også Ghauris far, der var en indflydelsesrig embedsmand og kendt som en dygtig prædikant, blev udsat for flere mordforsøg. Men Ghauri understreger, at selv om disse oplevelser naturligt nok har påvirket ham, har han altid haft mange muslimske venner. Og da USAs bombning af Afghanistan i 2001 affødte trusler fra muslimske fundamentalister mod kristne i Pakistan, var det muslimske venner, der tog ansvar for Ghauris voksne børn i Pakistan og skjulte dem i deres hjem.      

Mennesker som os

Rhoda Gilfallan er irer og oprindelig uddannet småbørnspædagog. Hvad fik hende til at forlade sin grønne fødeø og slå sig ned i et skotsk storby for at rådgive muslimske kvinder? - Svaret kommer prompte:

     - Der skete såmænd det, at jeg mødte en muslim – en rigtig levende muslim! Det forandrede mit liv, for pludselig opdagede jeg, at muslimer er mennesker som os. Jeg oplevede, at Gud gav mig kærlighed til muslimer. I dag kan jeg kun sige, at det er et utroligt privilegium som kristen at få lov at være en del af så mange muslimers liv.  

BMF