Lystændingsbøn kommunikerer på tværs af kulturer

(Nyt på tværs 3-2000)

Det kunne lige så godt have været en lysglobe, men det er det ikke. I et hjørne af det store lyse kirkerum i Haraldskirken i Høje Gladsaxe står et lille bord med to IKEA-krukker fyldt med sand, en stage med et tændt stearinlys og en grøn plante med et krucifiks i østlig stil. Foran står en kurv med fyrfadslys. Her kan alle tænde et lys og bede en bøn.

På væggen hænger et uddrag af kirkens lystændingsbøn, som sognepræst Morten Miland Samuelsen i sin tid tog med hjem fra Tøyenkirken i Oslo, der er et diakonalt forsøgscenter under Kirkens Bymisjon og fungerer som hverdagskirke for dem, der er længst nede i samfundet:

Lad os tænde vore lys i tillid til Gud. - Midt i byens travlhed og larm findes der en stilhed og en fred. Gud, du som er livets kilde og opretholder, du ser det synlige og usynlige, vi bærer frem til dig, vor smerte og vor glæde. Tag imod vore liv. Amen.

Da Haraldskirken i løbet af sommeren var vært for en middag på tværs og en gudstjeneste på engelsk og arabisk for flygtninge og asylansøgere, var det lille hjørne bag det sorte flygel oplyst af et sandt lyshav. Muligheden for at tænde et lys og bede en bøn talte på tværs af sprog og kirketraditioner. Her var noget, som de kristne flygtninge - armeniere, irakere, iranere, syrere og libanesere m.fl. - kunne genkende fra deres egne kirketraditioner: Det levende lys som et synligt udtryk for hjertets bøn til Gud. For Morten Miland var det en bevægende oplevelse.

     - Begge gange oplevede vi, at der var et mylder af mennesker, der alle ville hen og tænde et lys. Jeg forklarede, at for mig var det her en bøn til Jesus, der er verdens lys. Du kan tænde dit lys i tillid til Gud, sagde jeg. Der var også muslimer til stede, og flere af dem gik med op. Folk stod i en lang kø. En for en gik de frem og tændte et lys, satte det i krukken og foldede hænderne. Jeg kunne se, at mange bevægede læberne i bøn. Nogle havde tårer i øjnene. Det var åbenlyst, at det var meget betydningsfuldt for dem. Her oplevede de, at de selv kom til orde, fortæller Morten Miland.

 

Hændernes spiritualitet

Sognepræsten kan anbefale menigheder, der har kontakt med flygtninge og andre nydanskere, at indføre bøn med lystænding ved gudstjenester og andre arrangementer i kirken.

     - Ikke kun for flygtningenes skyld men som noget, der kan blive betydningsfuldt for hele menigheden. Når lystænding med bøn og bibellæsning er en naturlig del af menighedens spiritualitet, er det noget, der forener på tværs af kulturer. For Gud er alle bønner ligeværdige. Det betyder meget for folk, der måske ikke taler så godt dansk endnu. Hændernes spiritualitet - den fysiske kommunikation og den "rørbare" forkyndelse - har i mange år været vigtig for mig. Gennem lystændingsbøn kan fællesskabet vise respekt for den enkeltes direkte henvendelse til Gud.

     - Som symbol kan man sige, at det levende lys er universelt og mangetydigt, men samtidig er det centralt bibelsk. Efter korset er lyset det væsentligste kristne symbol, der taler til kristne fra alle kulturer.