21-årig kristen irakisk pige fængslet, da hun søgte asyl.

(Nyt på tværs nr. 1-2009)

To gange forsøgte ukendte mænd at bortføre hende fra gymnasiet i Bagdad og fra hjemmet i et blandet kristent-muslimsk kvarter. Men først da en jævnaldrende kusine blev bortført og fem dage senere fundet død, besluttede Jihan Jabbar Korkes´ far at flygte ud af landet med sin kone og sine to døtre. Forældrene fik asyl i England, men for 21-årige Jihan endte flugten i Vestre Fængsel, da hun en grå oktoberdag sidste år landede i Kastrup Lufthavn og søgte asyl.    

Egentlig skulle hun slet ikke have været til Danmark. Da flyet landede i Kastrup Lufthavn den 29. oktober, troede hun, at hun var på vej til Sverige, hvor hendes ældre søster bor. Men Jihan Jabbar Korkes, der tilhører i Iraks kristne kaldæiske mindretal, kom ikke længere end til lufthavnens transitområde. Da passet  var falsk, blev hun tilbageholdt af politiet og dagen efter fremstillet for en dommer. Selv om hun ifølge eget udsagn bad om asyl i Danmark, lød dommen på fire ugers fængsel for dokumentfalsk. Senere blev fængslingen forlænget med yderligere knap to uger.     
     - Jeg var alene og meget bange. Selv om de gav mig en tolk, forstod jeg ikke noget af, hvad der foregik. Det hele var uvirkeligt. Jeg talte med en mand, der sagde, at han var min advokat, men han kunne ikke forklare mig, hvorfor jeg skulle i fængsel. Han sagde, at dommeren ikke var interesseret i, om jeg søgte asyl - kun at jeg var indrejst på falsk pas. Men jeg havde jo ikke andre muligheder. I lufthavnen havde jeg med det samme sagt, at jeg var iraker, og givet politiet mit ID-kort med mit rigtige navn. I fængslet sad jeg sammen med kriminelle og stofmisbrugere, fortæller Jihan og tilføjer, at hun vaskede tøj for de andre indsatte for at få penge til at ringe til sin familie.  

Alene i Jordan
Den første tid efter flugten opholdt Jihans familie sig i nabolandet Jordan. Da to ældre brødre bor i England, søgte Jihans far om visum på den britiske ambassade. Forældrene fik visum, men ikke Jihan og hendes søster. Søsteren flyttede til Syrien med sin mand, men da en anden søster også opholdt sig i Jordan, hvor hun ventede på familiesammenføring med sin mand i Sverige, blev det besluttet, at forældrene skulle rejse til England og Jihan blive hos søsteren.
     - Da mine forældre rejste, troede vi alle, at jeg enten snart ville kunne følge efter eller komme til Sverige med min søster. De første måneder var jeg sammen med min søster, men så rejste hun. De sidste fire måneder var jeg alene tilbage. I Irak er det utænkeligt, at en pige på min alder bor alene. Heldigvis var der en kirke, der hjalp mig meget. Ellers ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle have gjort.    

40 dage i fængsel
Efter nogle måneder lykkedes det Jihans familie at skaffe falske papirer til hende, så hun kunne rejse til Sverige - troede de. Men da der ikke var plads på det direkte fly til Stockholm, måtte hun mellemlande i København. Og længere kom hun ikke.  
     - Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg havde aldrig før rejst på den måde. Jeg vidste ikke engang, hvilket land jeg var i. En ældre politibetjent sagde: ”Du er i Danmark.” Jeg vidste heller ikke, hvad der stod i det pas, jeg rejste på. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne rejse tilbage til Jordan eller Irak. Og at jeg kun ønskede at være sammen med min familie.  
     Hvorfor Jihan ikke fik lov at søge asyl ved ankomsten til København, er der ingen, der har kunnet forklare hende. Efter 40 dage i Vestre Fængsel blev hun overført til den lukkede fængselsafdeling ved  Center Sandholm i Nordsjælland. Fem dage senere blev hun overflyttet til den åbne afdeling og indkvarteret på et 3-sengs værelse i en af centrets træbarakker. Her har hun boet siden midten af december. Hun har meldepligt hos politiet hver uge og skal spise alle måltider i centrets cafeteria. Hver 14. dag får hun udbetalt 100 kroner i lommepenge.  

Mordtrusler
- Det var en kæmpestor beslutning for mine forældre at flygte. De er ældre mennesker. Min far er over 70 år. Men de turde ikke blive i Irak. I vores kvarter blev der uddelt løbesedler, hvor der stod, at alle kristne skulle konvertere til islam eller rejse. Ellers ville vi blive dræbt. Vi har altid været kristne og ville ikke konvertere. Der kom også et brev med min fars navn, hvor der stod, at de ville dræbe vores familie. Det samme brev havde min kusines familie modtaget, inden min kusine blev bortført fra sit hjem.
     Jihan blev aldrig færdig med gymnasiet. Da hun kun manglede et år, blev det for farligt at forlade familiens hus.   
     - Krigen ændrede alt. Jeg var 16 år og lige begyndt i gymnasiet, da amerikanerne kom. Indtil da havde jeg levet et normalt liv som andre unge. Nu blev det pludselig meget farligt for kristne. Til sidst sad jeg bare hjemme i vores hus hele dagen. Vi turde heller ikke gå i kirke. I stedet bad vi derhjemme. Der var ikke noget politi, der kunne beskytte de kristne. I Irak ved man ikke, hvem der er politi. Alle kan komme i politiuniform og så myrde folk. Da min kusine blev bortført, fik vi anonyme telefonopkald, hvor en stemme sagde: "Jihan, se hvad der skete med din kusine. Nu kommer turen til dig." Jeg tænkte meget på, at jeg snart ville dø. I lange perioder kunne jeg ikke sove om natten.

Kaldæisk bibel
Under hovedpuden i den rødmalede tremmeseng  ligger en bibel på modersmålet kaldæisk.  
     - Min kristne tro betyder alt for mig. I fængslet læste jeg i Bibelen hver dag og bad til Gud. Da jeg kom ud af fængslet, tog jeg i kirke den første søndag.    
     - Danmark er et godt land. Det tror jeg. Men jeg kan ikke bo her helt alene. Jeg har brug for asyl, men jeg beder meget Danmark om at sende mig til Sverige eller London, så jeg kan være sammen med min familie.
     Først da Jihan fortæller om moren, der gerne vil komme fra London men kun kan få tilladelse til at besøge hende i otte dage, presser tårerne på.
     - Jeg savner min mor. Der er så meget, jeg har brug for at snakke med hende om. Jeg vil bare gerne leve et normalt liv. Gøre min skole færdig og måske senere studere ved universitetet. Nu sidder jeg her. Det er ikke normalt. Jeg kan ikke forestille mig at vente her i mange år ligesom nogle af de andre irakere. Jeg beder Gud om at hjælpe mig. Jeg ved helt sikkert, at han hører mig.
BMF