Merna fra Irak fik asyl efter syv år
(Nyt på tværs nr. 4-2008)
I september blev 21-årige Merna Samir Alhozy, hendes mor og to søskende anerkendt som flygtninge efter at have ventet i syv år på skiftende asylcentre. Familien forlod hjemlandet Irak i 1996, da Mernas far, der var ansat i forsvarsministeriet, blev dræbt. I dag er Merna flyttet ud i en ungdomsbolig i Gentofte. - Her fortæller hun om overgangen fra at være afvist asylsøger til anerkendt flygtning med en fremtid i Danmark:
”Den 9. september var vores allersidste håb. Efter flere afslag var vores asylsag blevet genåbnet i Flygtningenævnet. Mødet tog halvanden time. Derefter ventede vi ude på gangen. Da de kaldte os ind, kunne jeg ikke se på deres ansigter, om det var et godt eller et dårligt svar. Men så var der en, der smilede. - Danmark har accepteret dig! Det var en meget mærkelig følelse. Min søster råbte Længe leve Danmark! Ude på gangen smed vores venner med karameller og råbte til lykke.
Siden er alt gået stærkt. Seks uger senere flyttede vi ud af asylcentret. Det var en helt anden følelse end alle de gange, hvor vi blev flyttet til et andet asylcenter. Midt i glæden var det hårdt at forlade vores venner på centret. Nu skulle vi til et godt liv, mens de blev tilbage. Når jeg så på deres øjne, kunne jeg mærke deres følelser. Jeg har jo selv mange gange været den, der stod tilbage, når mine venner fik asyl.
Min bror siger: Mor, nu har du fået opholdstilladelse. Så må du ikke være syg! Men min mor har stadig ondt i maven og benene og ryggen og sover dårligt om natten. Jeg tror ikke, hun kan arbejde. Hun har været bange og nervøs i så mange år. Nu kan hun snart ikke mere. Hun har givet sit liv for os. Jeg vil ikke gøre dumme ting med mit liv, der gør hende ked af det.
Det er elleve år siden, vi flygtede fra Irak. Det er lang tid. Når jeg ser tilbage, har de fleste dage været dårlige. Det havde måske været mange gange værre, hvis vi var blevet i Irak, men det er stadig hårdt at bo på et asylcenter. Vi klarede det kun, fordi vi vidste, at Gud var der et sted.
Man kan tegne sin fremtid. Men det er ikke sikkert, at den tegning, man laver, bliver virkelighed. I august blev jeg færdig som frisør. Dengang var jeg stadig asylansøger og måtte ikke arbejde. Nu må jeg pludselig godt. Men først vil jeg uddanne mig til kosmetolog. Det har jeg altid haft lyst til.
Jeg har mange drømme. Jeg drømmer om at få et godt arbejde og tjene mange penge. Vi har levet i mange år uden penge. Nu vil jeg gerne give min mor og mine søskende noget af det, som de altid ikke har haft. Jeg ønsker, at de får et godt liv. Jeg vil også gerne hjælpe andre, der er i samme situation, som vi har været. Når nogen hjalp os, gav det mig en følelse af noget trygt midt i alt det svære. Jeg beder om, at jeg ikke må komme til at glemme.
Måske gifter jeg mig en dag, hvis jeg finder den rigtige person. Det vigtigste er, at han er kristen og troende. Og så skal han være tålmodig og have et godt hjerte. Vi skal elske hinanden og ønske at gå samme vej resten af livet. For jeg vil ikke skilles.
Foreløbig har vi opholdstilladelse i syv år. Derefter kan vi søge om dansk statsborgerskab. Så har vi været her i 14 år. Men det vigtigste lige nu er, at vi kan starte på noget og ikke hele tiden behøver at sige måske. Måske sender de os tilbage. Måske er vi her ikke i næste uge. Det sværeste har været frygten og usikkerheden. Frygt kan man ikke gøre noget ved. Du sover med den og vågner med den. Den er der bare hele tiden. Du kan kun bede. Jeg har været bange hver dag i 11 år. Det er over halvdelen af mit liv. Nu længes jeg bare efter fred og ro.
Selvfølgelig kan jeg ikke glemme de dårlige ting. Men jeg behøver ikke at huske hele tiden. Det, jeg har oplevet, er der ingen danskere, der kan forstå. Selv om jeg gør mange af de samme ting som mine danske venner, er min fortid helt anderledes. Jeg kan komme ind i danskernes fremtid, men ingen kan komme i min fortid. Det er en ensomhed, jeg må leve med.”
Fortalt til BMF