Interview med 29-årig irakisk mor i Sandholmlejren
(Nyt på tværs nr. 3-2006)Toårige Nuhadra har travlt med at udforske verden. Hun stavrer målbevidst rundt i den lave træbarak i Sandholmlejren i Nordsjælland, der de sidste 17 måneder har været hendes hjem. Nuhadra har aldrig oplevet krig. Hun er født på Kolding Sygehus og tror stadig, at verden er et godt og trygt sted. Hendes ni-årige bror Stewart husker derimod stadig flugten til fods gennem ørkenen fra en landsby i Nordirak til Syrien for snart tre år siden. Han husker onklen, der blev dræbt, og den åbne kiste. Somme tider spørger han: Mor, vil du også dø fra mig ligesom onkel?
Nahreen Ishak (29) og Zuhair Georges (34) tilhører Iraks kristne mindretal og kom til Danmark i efteråret 2003 fra Bagdad. I dag er de blandt de 1.360 asylansøgere, der har fået afslagpå opholdstilladelse i Danmark og befinder sig i såkaldt aktuel udsendelsesposition.
- Vi ved ikke, hvorfor de danske myndigheder siger, at vi skal rejse tilbage til Irak. Folk flygter fra Irak hver dag. Alle ved, at der er borgerkrig. Vi har to børn. Vi tager ikke vores børn med tilbage til Irak, så længe alt kan ske dernede, siger Nahreen, der selv har oplevet to krige. Da krigen mellem Irak og Iran brød ud i 1981, var hun fire år.
- Jeg husker stadig, hvordan vi gemte os under sengen og lå og rystede, når missilerne regnede ned over Bagdad. Jeg husker en dag, hvor en raket slog ned i en skole nær vores hus. Alle børnene blev dræbt. En anden gang ramte en raket meget nær min skole, og der var glasskår alle vegne. Huse blev ødelagt og mennesker døde. Jeg har set mange, mange ting. Senere kom Golfkrigen. De bombede og bombede i ugevis. Vi kunne ikke gå ud. Der var ingen skole, ingen elektricitet, ingenting. De døde blev båret ned gennem vores gade i deres kister. Nye kister hver dag. Bevæbnede mænd gik fra hus til hus og tog unge piger. Jeg var 13 år. Heldigvis kom de ikke til vores hus.
- Når jeg fortæller om dengang, kan jeg stadig mærke frygten i maven. I lange perioder var vi bange hele tiden. Hvor ville den næste raket slå ned? Der var intet, vi kunne gøre. Når jeg tænker på min barndom, føler jeg ingenting. Bare tomhed.
Lærte at bede
Nahreen voksede op i en kristen assyrisk familie. Faren havde en forretning, hvor han solgte alkohol - en profession, der i det muslimske Irak var forbeholdt kristne.
- Min far tog os med hen i kirken og lærte os at bede til Gud. Når bomberne faldt, sagde han, at vi ikke skulle være bange. Gud ville hjælpe os. Når der ikke var krig, gik vi i kirke hver søndag. Der var rigtig mange mennesker i kirken. Næsten hver dag gik vi ind i kirken og tændte et lys og bad en bøn. Vi bad meget til Gud og læste i Bibelen. Det gør jeg stadig, fortæller Nahreen, der savner hjemlandets åbne kirker.
- I Danmark tager jeg børnene med i kirke, så tit det er muligt. Men vi har ingen penge til transport, så vi kan kun komme i kirke, når en kirke hjælper os med bustransport.
Flygtede til Danmark
I dag har Nahreen ingen nær familie tilbage i Irak. Hendes forældre, søskende og en svoger har alle asyl i Danmark og bor i Jelling og Horsens.
- I 1998 begyndte min familie at få problemer. Politiet kom mange gange til vores hus og spurgte efter min far. Til sidst måtte han ud af landet og endte i Danmark, hvor han fik asyl efter tre måneder. Da min søster senere flygtede, kom hun også i Danmark, hvor min anden søster og svoger allerede havde fået asyl. Min mand og jeg var de sidste i vores familie, der forlod Irak. Min mand blev anklaget for noget, han ikke havde gjort. Der var ingen til at beskytte os. Jeg var gravid med vores datter. Vi skulle bare væk. Vi efterlod alt - tøj og møbler og lejlighed og det hele.
Nahreen fortæller om flugten gennem den nordirakiske ørken en efterårsnat for snart tre år siden:
- En taxa satte os af i en lille landsby i et øde område. Vi gik og gik i timevis uden mad og vand. Det var helt mørkt. Vi var meget bange og bad til Gud for hvert skridt, vi tog. Vi vidste ikke, hvad der ville ske med os.
Til sidst nåede familien den syriske grænse. Herfra kom de videre til Tyrkiet, og efter en måned under jorden kom de med et fly med kurs mod Danmark.
- Da vi landede i Københavns Lufthavn, følte jeg en enorm lettelse. Endelig var vi kommet til et sikkert land. For første gang i meget lang tid var jeg ikke længere bange, fortæller Nahreen.
Tilbage til Sandholmlejren
Det første år boede familien på et asylcenter i Jelling. Da de fik afslag på asyl, blev de sendt tilbage til Sandholmlejren i Nordsjælland, der fungerer som udsendelsescenter for afviste asylansøgere. Her blev de frataget kost- og lommepenge og henvist til at spise i lejrens cafeteria.
- Det er meget hårdt for børnene. Vi forsøger at opdrage dem til at blive gode samfundsborgere. Men vi er meget bekymrede for, hvordan det påvirker dem at bo på et asylcenter i flere år. Jeg ønsker bare at kunne give mine børn et normalt liv - gøre noget af det, andre forældre gør, og en gang imellem købe ting til dem, siger Nahreen.
- Børnene kan mærke, at de voksne her i lejren har det meget dårligt. I Irak arbejdede min mand som smed. Her i Danmark tilbringer han det meste af tiden sammen med de andre mænd i lejren. De spiller kort eller sidder i internetcaféen. Når vores søn spørger, hvorfor hans far ikke arbejder ligesom andre fædre, forklarer vi, at vi er i en speciel situation, fordi vi ikke har opholdstilladelse. Vores søn ved ikke, at der er forskel på os og andre mennesker. Men han kan se, at andre familier kan gøre ting, som vi ikke kan. Når han for eksempel spørger, hvorfor vi ikke kan købe en is til ham, siger jeg, at vi skal være glade for, at vi er i sikkerhed i Danmark. Han ved godt, at det er helt anderledes i Irak. Det ser han i fjernsynet hver dag.
Kristen friskole
Et stort lyspunkt i familiens hverdag er den friplads, som sønnen sidste år fik tilbudt på en kristen friskole i Nordsjælland. Kontakten kom i stand gennem en kirke.
- For os er det noget meget stort, at vores søn får lov at gå på en kristen skole. Hverken min mand eller jeg har haft den mulighed. Vores søn får det allerbedste. På skolen lærer han, hvordan man lever i Danmark. Han har også fået danske kammerater fra kristne hjem. Siden han begyndte på skolen, har han lært meget mere, end han gjorde på skolen for asylbørn. Jeg er glad og stolt, når jeg ser ham tage af sted om morgenen, fortæller Nahreen. Selv arbejder hun frivilligt i lejrens tøjcentral nogle timer hver dag for at få struktur på hverdagen.
- Jeg har brug for at komme ud. Når jeg arbejder, passer min mand vores datter. Hvis vi får opholdstilladelse, kunne jeg godt tænke mig at blive politibetjent. Jeg vil gerne hjælpe og beskytte mennesker. I Irak må kvinder ikke arbejde i politiet.
Men foreløbig er det børnene og usikkerheden om deres fremtid, der fylder mest for familien.
- Jeg tror stadig på, at Gud vil hjælpe os. I dag ved vi ikke, hvad vi skal gøre, eller hvor lang tid vi skal blive her. Men vi vil hellere bo i Sandholmlejren i ti år end tage børnene med tilbage til borgerkrigen i Irak. Vi har kun ét liv. Somme tider er jeg meget træt. Men for børnenes skyld vil jeg være stærk. Jeg græder kun, når jeg er alene.
BMF