Anderledes kunstudstilling i Jetsmark Kirke
(Nyt på tværs nr. 4-2007)
Et udadvendt menneske med sans for livets dybder såvel som tilværelsens underfundigheder. En naturelsker, ressourcestærk og med et vindende smil. Sådan kender mange i den nordjyske by Brovst den libanesiske kunstner og billedhugger Fares al Kharrat, der i snart et år har boet på byens asylcenter. En praktikplads på et lokalt stenhuggeri gav den libanesiske asylansøger mulighed for at bruge sine hænder til at formidle glimt fra en verden, som de færreste kender - asylansøgeres hverdag og virkelighed. Det resulterede i en anderledes kunstudstilling i Jetsmark Kirke.
For den 43-årige kristne libaneser var en asylansøgning i et vestligt land den sidste mulighed. Men da han som medarbejder i en aktiv baptistkirke i Libanon for nogle år siden modtog flere mordtrusler, var han klar over, at det var alvor. I hjemlandets komplicerede politiske mosaik ville ingen kunne garantere hans sikkerhed. Han vidste, at ekstremistiske grupper havde deres egen dagsorden – og at medlemmer af protestantiske kirkesamfund ofte blev beskyldt for at have forbindelse til USA og støtte amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten.
- Først blev én medarbejder i min kirke myrdet. Dernæst en anden medarbejder. Så havde jeg set nok og tog til Tyskland, hvor jeg tidligere havde arbejdet i nogle år. Men da jeg besøgte en ven i Danmark, ville det tyske politi ikke lade mig rejse tilbage til Tyskland. Jeg kunne ikke tage hjem til Libanon, så jeg så ingen anden udvej end at søge asyl i Danmark.
Tab af værdighed
For Fares al Kharrat var det et voldsomt identitetstab pludselig at være henvist til en passiv hverdag med masser af fritid.
- Arbejde giver selvrespekt og værdighed. At være frataget muligheden for at arbejde er en voldsom ydmygelse. Som asylansøger får man mad og drikke, som var man en hund eller en kat - intet andet. Der er ingen ære eller menneskelig værdighed tilbage.
- At præsentere sig selv som asylansøger er en meget mærkelig oplevelse. Jeg har altid klaret mig selv og tjent mine egne penge. Jeg opdagede tidligt, at jeg kunne noget med mine hænder. Det, jeg så inde i mit hoved, kunne jeg skabe i træ og sten. Jeg behøvede ikke først at lave tegninger eller gipsmodeller. Talent, om du vil. I mange år arbejdede jeg med granit, marmor og træ og tjente gode penge. Nu stod jeg pludselig i andet land - identitetsløs. Jeg var blevet til et dokument i stedet for et menneske. Hele min fremtid afhang af ganske få menneskers beslutning.
Præsteseminarium
Fares voksede op i en lille by mellem de libanesiske bjerge med udsigt til frodige dale, bakker og bjergtinder. Som de fleste kristne libanesere tilhørte familien den maronittiske kirke, der går tilbage til det sjette århundrede. Som ung fik Fares kontakt med en baptistkirke, hvor han blev døbt som 20-årig, og her blev det klart for ham, at der var ting, der var vigtigere end penge og berømmelse. Det førte til, at han tog en teologisk uddannelse ved baptistkirkens præsteseminarium i Beirut sideløbende med, at han arbejdede som kunstner, billedhugger og mosaiklægger.
- Min kristne tro og teologiske baggrund har hjulpet mig til at overleve som asylansøger. Fordybelse i de bibelske skrifter er en gevaldig god hjælp til at forstå sig selv og andre. Det sidste år er Jesus blevet større for mig. Uanset hvad har jeg aldrig tvivlet på min værdi som menneske.
- Det sidste år har været det værste i mit liv. Jeg har gennemlevet den libanesiske borgerkrig med blod og ødelæggelse og døde mennesker på gaden, men dengang var jeg i mit eget land og havde en aktiv hverdag. Det er noget helt andet at sidde uvirksom på et isoleret asylcenter kun omgivet af marker og træer. Sådan et sted har man alt for god tid til at tænke. Da jeg kom til Danmark, havde jeg ingen idé om, hvordan det føles at være asylansøger. Det ved jeg nu. Fremover kan jeg bedre forstå andre. Jeg håber, at jeg er blevet et mere medfølende menneske.
Udstilling i kirken
På Brovst Asylcenter opdagede man hurtigt, at Fares var kunstner og havde brug for at arbejde med sine hænder. I begyndelsen sad han på sit værelse og skar træfigurer. Senere stod han udenfor og arbejdede, indtil han fik tilbudt en praktikplads på et lokalt stenhuggeri. Her lavede han dekorationer på gravsten såvel som egne skulpturer. Det blev til i alt 14 skulpturer i granit.
- Det var godt for mig at arbejde. Når jeg arbejdede med en sten, fik jeg kontakt med mig selv igen. At jeg også fik mulighed for at udstille mine skulpturer i Jetsmark Kirke var en stor tilfredsstillelse. Dermed kunne jeg give danskerne et andet billede af asylansøgere og vise, at mange af os har evner og talenter, som vi gerne vil bruge her.
Især en af træfigurerne tiltrak sig manges opmærksomhed.
- Jeg ønskede at udtrykke nogle af de følelser, jeg mærkede hos mig selv og havde mødt så stærkt hos andre asylansøgere – ikke mindst de mange, der har ventet på asylcentre i årevis. Det blev til en træfigur, som jeg kaldte Asylsøgeren. Figuren har ingen arme, for en asylsøger er magtesløs. Han må ikke arbejde og har ikke noget at bruge armene til. Det er som om hans arme er skåret af. En asylsøger kan heller ikke bevæge sig frit, lægge planer eller bestemme, hvor han vil gå hen. Derfor har figuren kun ét ben. En asylsøger har ingen fortid, ingen nutid, ingen fremtid, ingen drømme. Et menneske lemlæstet på krop og sjæl. Men asylsøgeren har stadig sin mund. Den kan bruges til at skrige, græde eller forbande en uretfærdig skæbne.
Farvel Danmark
Fares kommer næppe til at holde flere udstillinger i Danmark. I begyndelse af november fik han afslag på asyl og besked på at forlade Danmark.
- Jeg er ved at undersøge mine muligheder. Selvfølgelig er jeg vred og skuffet. Alt andet ville være unormalt i min situation. Jeg føler ikke, at jeg er blevet retfærdigt behandlet. Hvorfor skulle jeg vente et helt år på at få afslag? Jeg føler, at myndighederne har leget med min tid. Men med tiden vil de stærke følelser aftage. Jeg er ikke vred på Gud. Jeg vil aldrig opgive min kristne tro. Tværtimod. Som kristen har jeg stadig håb, selv om min fremtid næppe bliver i Danmark.