Interview med serbisk familie på et asylcenter et sted i Danmark

(Nyt på tværs nr. 1-2003)

Da Mirko (39) og Jelena (31) kom til Danmark fra det tidligere Jugoslavien i 1999 på flugt fra NATOs bombardement, havde de ikke forestillet sig, at de skulle tilbringe de næste 47 måneder på skiftende asylcentre. Men næsten fire år senere venter familien, der også tæller to drenge på 5 og 2 år, stadig. Den seneste adresse er et værelse på 16 m2 på et nedlagt feriehotel et sted i Jylland, hvor de er indkvarteret sammen med 200 andre asylansøgere.

Mirko trækker kasketten længere ned i panden og siger på flydende dansk:

   - Det her er vores femte adresse i Danmark. Men vi er stadig kun asylansøgere. Vi er ikke rigtige flygtninge.

Mirko lægger ikke skjul på, at han er skuffet og frustreret over de danske myndigheder.

     - Vi har været på flugt i 12 år. Vi har mistet alt, hvad vi engang havde i vores eget land. Vi kom ikke til Danmark på ferie. Vi kom, fordi vi var i nød. Men vi har fået afslag på vores ansøgning om asyl. Vores flygtningehistorie er ikke god nok.

     - I Danmark har vi vænnet os til at vente. Der gik ni måneder, inden vi blev indkaldt til det første interview. Derefter gik der yderligere 22 måneder, hvor vi intet hørte. Efter 33 måneder kom det første afslag fra Udlændingestyrelsen, og otte måneder senere fik vi afslag fra Flygtningenævnet. Nu har vores advokat søgt om humanitær opholdstilladelse. Det er vores eneste mulighed.

     Mens familien venter, arbejder den 37-årige serber, der er uddannet computertekniker og siden har taget dansk PC-kørekort, tre dage om ugen som praktikant i et lokalt supermarked. Samtidig har han travlt med at skrive jobansøgninger og har også søgt om arbejdstilladelse på Færøerne.

     - Jeg er parat til at arbejde. Jeg har en relevant uddannelse, og det danske sprog er ikke nogen barriere. Da vi kom til Danmark, besluttede jeg at lære dansk med det samme. Det var min måde at overleve på. Der er mange ting, jeg ikke vil huske fra krigen. Det er bedre at have opgaver i hverdagen end at sidde og tænke eller gå til psykolog.

     - Danmark var et ukendt land for mig. Jeg havde ikke planlagt at komme her. På asylcentret gik jeg på danskkursus og lærte om dansk kultur og historie. Senere lånte jeg lydbånd og bøger til selvstudium på biblioteket. Jeg har også oversat en lille bog om berømte danskere til serbokroatisk. Jeg vil gerne hjælpe andre jugoslaver til at lære noget om Danmark. Danmark har en meget interessant historie.

På flugt i 12 år

Mirko og Jelena er Krajina-serbere. De tilhører det serbiske mindretal i Kroatien, der inden krigen udgjorde befolkningsflertallet i den sydlige provins Krajina.  

     - Min kone er født syv kilometer fra Adriaterhavet. Hun flygtede første gang fra Kroatien til Serbien som 15-årig i september 1991. Nogle år senere blev hun udvist fra Serbien tilbage til Kroatien. I 1995 flygtede hun til Jugoslavien. Herfra flygtede vi sammen videre til en landsby 80 kilometer fra Beograd. Men som serbiske flygtninge var vi ikke velkomne. Vi måtte ikke bo i almindelige huse. Vi kunne ikke få arbejdstilladelse. Vi kunne kun arbejde sort. Jeg kan ikke huske alle de forskellige slags arbejde, jeg har udført. I fire år handlede det om at overleve dag for dag. Men det værste var NATOs bombardementer i april 1999. Det var den direkte årsag til, at vi igen måtte flygte og endte i Danmark.

     Sin egen historie vil Mirko ikke nærmere ind på. Han fortæller kort, at han deltog i krigen, og at han var fængslet to gange, men at det lykkedes ham at flygte. Inden krigen arbejdede han som kommunal ungdomskonsulent.

     Siden ankomsten til Danmark er familien blevet forøget med sønnen Stevan på snart 3 år.

     - Stevan er vores lille dansker. Han er født her og har aldrig boet andre steder. Vores ældste søn er født i Beograd, men i dag forstår han bedre dansk end serbisk.

Nabo til kirken

Mirko og Jelena er begge kristne og tilhører den serbisk-ortodokse kirke. Mirko fortæller, at selv om kirken ikke var velset i det tidligere Jugoslavien, er han selv og hele hans familie døbt.

   - Jeg voksede op med den ortodokse kirke som nærmeste nabo. Men staten gjorde meget for at holde folk fra kirken. Vi skulle bære det kommunistiske flag og fejre de kommunistiske festdage. Min familie forsøgte at holde jul, men det var lidt skjult. Hvis man gik i kirke hver søndag, kunne man ikke få fast arbejde. Mine forældre fortalte ikke så meget om kristendommen til min søster og mig, men min farmor fortalte, når vi overnattede hos hende. Jeg vidste også, at der lå et serbisk kloster fra 1400-tallet tredive kilometer fra vores by, og at vi havde en lang kristen historie.

Forstod præsten

I Danmark fik familien kontakt med en kirke gennem en pensioneret præst, der var tilknyttet frivillighuset i den by, hvor de boede, indtil asylcentret blev nedlagt sidste år.  

   - Næsten alle dem, jeg kender fra kirken, er pensionister. Alle andre har jo så travlt. Præsten opbyggede en kontaktgruppe til folkekirken, hvor vi var sammen en gang om måneden. Blandt andet var vi ude i præstens sommerhus. Vi blev også inviteret til at komme til gudstjeneste i kirken. Det var meget anderledes, end vi var vant til. Jeg fik en salmebog og prøvede at synge lidt med. I begyndelsen kunne jeg næsten ikke tro, at danske præster snakker dansk under gudstjenesten! I vores kirke taler præsten altid kirke-slavisk, som man ikke forstår. Det var en kæmpestor oplevelse for mig, at jeg kunne forstå, hvad præsten sagde. Jeg var bare så glad og stolt! Vi gik også til alters. Det havde jeg gjort mange gange før i min egen kirke, men aldrig på den måde, så danskerne måtte forklare mig, hvordan man gør i Danmark. I den periode gik vi i kirke de fleste søndage. I kirken var vi den eneste udenlandske familie. På asylcentret var de næsten alle sammen muslimer. Vi var altid unika!

     - Da vi blev overført til centret her, mistede vi kontakten med kirken. Der var ingen fra kirken, der kom og inviterede os. Men de kommer stadig tit fra Jehovas Vidner og banker på døren.

     - Vi er kun to-tre kristne familier her på centret. Det er ikke altid let, når alle har oplevet dårlige ting derhjemme. Men det er min kristne opgave at forsøge at hjælpe andre, hvad enten de er kristne eller muslimer.

Stemplet

Hvad fremtiden bringer, ved familien ikke. Hvis de får afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, venter en udvisning til Jugoslavien.

     - Jeg ved ikke, om vi kan vende tilbage. I Jugoslavien var vi bare flygtninge uden nogle rettigheder. I Kroatien er der ikke plads til serbere. Det er jeg helt sikker på. Måske kan vi bo i Serbien, men der vil vi altid være stemplet som serberne fra Krajina. Hvis vi skal tilbage, vil det være en kæmpe straf for mine børn. Selv om der kommer en ny demokratisk præsident, kan jeg ikke tro, at mine naboer vil skifte mening om os. Vi husker alle sammen alt, hvad vi har oplevet før og under krigen. Den slags overvindes ikke på en enkelt generation.  

Stadig håb

På væggen over sofaen hænger et digt, som en af familiens venner har sendt fra Australien. Mirko oversætter til dansk: "Du må ikke være bitter over den vej, du går lige nu, for du går med Gud. Han passer på dig med en fars hjerte. Gud tænker på dig. Han leder dig ad den bedste vej."

     - Vi har stadigvæk håb. Håbet er det sidste, et menneske kan miste, siger Mirko.

     På vej ud af døren tilføjer han:

     - Det er altid en lettelse bare at få lov til at fortælle min historie.

Da der efterfølgende skal tages billeder af familien, siger Jelena fra. Tolv år på flugt har lært hende ikke at stole på nogen. Hun beder om, at der ikke bliver taget billeder, og at familiens rigtige navne ikke kommer på tryk.

BMF