Overfald og mordtrusler sendte ung pakistansk asylfamilie på flugt
(Nyt på tværs 4-2011)
Det var kærlighed ved første blik. Derfor valgte en ung kristen forretningsmand fra en velhavende familie i Islamabad for syv år siden at gifte sig med en muslimsk pige, der arbejdede som receptionist i familiens ejendomsfirma. Parret havde kendt hinanden i tre måneder, da de i hemmelighed blev borgerligt gift. At ægteskabet ikke var uproblematisk i et land, hvor 97 procent af befolkningen er muslimer, vidste de godt. Men de var unge og forelskede og parat til at tage konsekvenserne af deres kærlighed. I dag bor familien på et asylcenter på Sjælland. Efter gentagne mordtrusler og overfald tør de ikke vende tilbage til Pakistan. I november blev hun døbt i en dansk kirke.
Det var den dag, den 27-årige asylansøger fra Pakistan havde ventet på i syv år. Da Asma Naeem en søndag i november stod ved døbefonten i en københavnsk folkekirke, var det en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse. Selv siger hun, at hun blev kristen snart efter brylluppet med Naeem Rafiq i 2004. I Islamabad gik parret i kirke hver søndag og henvendte sig til flere præster, men ingen turde døbe en tidligere muslim. I begyndelsen kom de i en større bykirke, men menigheden var bange for repressalier, hvis det blev kendt, at der blandt kirkegængerne var en konverteret muslim. En mindre kirke i et slumkvarter tog imod dem, men heller ikke her turde præsten døbe Asma. Det var for risikabelt i et land, hvor chikane og angreb mod kristne er hyppige og mord på kristne konvertitter sjældent opklares.
Opvokset som muslim
Asma voksede op i et religiøst hjem, hvor hendes far og ældre bror dagligt kom i moskéen. Kvinder bad derhjemme. En lærer kom i hjemmet for at undervise familiens børn i islam.
- Fra jeg var helt lille vidste jeg, at islam var min religion. Men der var meget, jeg ikke forstod. Og jeg fik ingen svar. Som pige havde jeg ikke ret til en mening om noget. Kvinder blev ikke hørt. Vi lærte, at kristne var urene, og at vi ikke måtte lege med de kristne børn i skolen. Der var hele tiden regler, der skulle overholdes.
- Da jeg mødte Naeem og hørte om kristendommen, opdagede jeg, at Jesus siger helt andre ting end Koranen. Man behøver ikke at være bange hele tiden. Kristendommen handler om fred. Hvis nogen slår dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Mænd og kvinder er ligeværdige. Det var helt nyt for mig. Jeg troede på Jesus. Det blev meget vigtigt for mig at blive døbt, for jeg vidste, at jeg var kristen i mit hjerte. Men først i Danmark var der en præst, der ville døbe mig, fortæller Asma, der bad om dåb i den første kirke, familien fik kontakt med efter ankomsten til Danmark.
Selv om Naeems forældre var bekymrede for deres søn og parrets fremtid, bød de svigerdatteren velkommen i familien.
- Mine svigerforældre var meget søde og kærlige mod mig og accepterede mig som deres datter. I dag ringer de stadig til mig fra Pakistan og siger, at jeg ikke skal være bekymret. Jesus vil hjælpe mig, siger Asma med et smil.
Trusler
Naeem og Asma er stadig forelskede og har på intet tidspunkt fortrudt, at de valgte at følge kærligheden. Men prisen har foreløbig været syv års daglig frygt for repressalier fra Asmas familie, der reagerede voldsomt på datterens ægteskab. Hertil kom frygten for lokale islamister, der når som helst kunne få nys om parrets fortid og Asmas konvertering.
- Min familie havde allerede lovet mig bort til min fætter, men der var endnu ikke aftalt en bryllupsdato. Da Naeem og jeg giftede os, ringede jeg samme dag og fortalte dem det. Min mor sagde, at hvis Naeem konverterede til islam, ville de tilgive os. Men Naeem vil aldrig konvertere. Det sagde han meget klart helt fra starten. At han var åben og ærlig var noget af det, jeg så godt kunne lide ved ham. Jeg vidste, at jeg kunne stole på ham.
- Den første måned ringede min familie næsten hver dag og truede os. De ville slå os ihjel og skulle nok finde os. Så lukkede jeg min telefon. Vi flyttede ind hos min svigerfamilie, der dengang boede på et lukket militært område med portvagt. Her følte vi os trygge. Men da min svigerfar gik på pension, kunne vi ikke blive boende. Sammen med mine svigerforældre flyttede vi tilbage til Islamabad, hvor min mand og hans bror havde deres firma. Her blev vores ældste datter født. Vi var meget glade, men en dag da vi var ude at købe ind på et marked, så vi min bror. Vi talte ikke sammen, men han fulgte efter os. Min bror er meget religiøs og medlem af en islamisk gruppe. Jeg har altid været bange for ham. Nogle dage senere stod han uden for vores hus sammen med min mor, stedfar og to farbrødre. De råbte og truede og sagde, at de ville slå os ihjel. Vi tilkaldte politiet, der sendte dem væk. Men vi var meget bange. Få dage senere flyttede vi til en anden bydel, hvor der boede mange kristne. Senere flyttede vi til en ny adresse tæt på politiets hovedkontor. Her var der altid politi på gaden og kontrol med uvedkommende.
Overfaldet på gaden
En tid gik det godt. Parret hørte ikke mere fra Asmas familie og håbede, at det værste var overstået. Men i begyndelsen af 2011 kom det første anonyme trusselsbrev. Og så det næste. Derefter blev familien flere gange overfaldet på åben gade af ukendte mænd. Mændene sagde, at de ville komme til at betale prisen for deres ægteskab.
- Jeg var sikker på, at det var min familie, der havde fundet os. Jeg turde ikke forlade vores hus. Vi havde nu to små børn. Hver dag var jeg taknemmelig, når Naeem var vel hjemme fra arbejde. Så var det en god dag. Dagen i morgen kendte vi ikke. Vi gik kun ud om søndagen, når vi skulle i kirke. Det var meget vigtigt for os. I kirken bad vi Jesus om at hjælpe os og vores børn. I kirken havde jeg fred inde i mig selv. Men den sidste tid turde vi ikke længere gå i kirke. Først da vi sad i flyet i lufthavnen og hjulene slap asfalten, turde jeg tro på, at vi var i sikkerhed, fortæller Asma, der ikke lægger skjul på smerten over at være afskåret fra sin familie.
- De hader så meget. Jeg beder om, at Gud må vise dem den rette vej. De ved ikke, hvad de gør.
Visum til Grækenland
Allerede få måneder efter brylluppet begyndte parret at undersøge muligheder for en fremtid i et andet land. De nåede at sende 15-16 ansøgninger om turistvisum til en række lande, inden det i maj i år lykkedes at få et Schengen-visum til Grækenland.
- Herfra kunne vi rejse videre. Vi turde ikke blive i Grækenland, hvor min kone har familie. En ven fortalte os, at i Danmark respekterer man menneskerettighederne. Derfor tog vi hertil, forklarer Naeem.
Efter at parret var rejst, blev Naeems forældre opsøgt og truet af Asmas familie. Overfaldet blev offentligt kendt, da faren meldte det til politiet og samtidig gik til en avis i håb om, at familien dermed kunne opnå beskyttelse fra myndighederne. Men ifølge Naeem har politiet ikke foretaget sig videre i sagen.
Afslag på asyl
I dag bor familien på et sjællandsk asylcenter, hvor de har to værelser med bad og delekøkken. Naeem er i praktik i en restaurant, og Asma passer døtrene Diya (5), der går i centerbørnehave, og Shaloukh (1).
I begyndelsen af november fik familien afslag på asyl. Deres sag behandles nu i Flygtningenævnet, der er en domstolslignende appelinstans.
- Vi kan ikke forstå, hvorfor vi fik afslag. Vi har jo fortalt det hele og afleveret alle papirer til myndighederne. Da vi først kom, var vi meget lettede. Her var der ingen, der fulgte efter os på gaden. Vi sov godt om natten. Vi følte os trygge og omgivet af venlige mennesker. Nu føler vi os meget alene, siger Asma.
Det, der fylder mest, er børnenes fremtid.
- Vi vil gøre alt for, at vores døtre kan få en tryg barndom, hvor de kan gå i skole og børnehave uden at være bange. Hvis vi rejser tilbage til Pakistan, finder min familie os en dag. Og så er det slut.
BMF