Merna fra Irak er asylansøger på syvende år
(Nyt på tværs nr. 2-2008)
Merna Samir Alhozy er 20 år og asylsøger. Sammen med sin mor og to yngre søskende er hun blandt de 364 afviste irakere, der befinder sig i såkaldt aktuel udsendelsesposition. Familien forlod Irak for 12 år siden, da Mernas far blev dræbt. Han var officer i hæren og rådgiver for forsvarsministeren. De næste fem år opholdt de sig illegalt i Jordan og Thailand. Som 13-årig kom Merna alene til Danmark før sin mor og sine søskende. De sidste tre år har familien boet på Center Sandholm i Nordsjælland, der er udsendelsescenter for afviste asylansøgere. En forårsdag i maj gør Merna status over sit liv og de mange år i periferien af det danske samfund.
"At bo på et asylcenter er som at bo på en banegård. Folk kommer, venter lidt og rejser videre. Men vi er her stadig. Hvornår kommer vores tog? Og hvor kører det hen?
Nogle gange er det hele bare nok. Min memory stick er fuld. Der er ikke plads til mere. Jeg er begyndt at få voldsom hovedpine. Så har jeg bare lyst til at skrige og dunke hovedet ind i væggen. Måske er det, fordi jeg ikke kan holde op med at tænke.
I den sidste tid har jeg tænkt meget på min familie i Irak. Jeg ville give alt for at få den familie tilbage, jeg engang havde: Bedsteforældre og onkler og tanter og fastre og mostre og fætre og kusiner. Det er godt at have penge, men penge kan gå og komme. Jeg har både prøvet at have mange penge og at leve helt uden penge. Det vigtigste er ens familie. Jeg har stadig min mor og mine søskende. De betyder allermest. Men efter 12 år kan min mor snart ikke mere.
Jeg var otte år, da min far døde og vi flygtede til Jorden. Jeg kan ikke huske hans ansigt, men jeg kan stadig høre hans stemme. Når han sagde noget, skulle det være sådan. Jeg var altid lidt bange, når jeg hørte lyden af hans bil. Men i virkeligheden havde han et blødt hjerte. Han har aldrig slået mig og kaldte mig sin lille prinsesse.
Dengang var alt helt anderledes. Vi boede i et stort hus i Mosul sammen med mine bedsteforældre og onkler og tanter. Senere fik vi vores eget hus tæt på mine bedsteforældre. Min far havde en god stilling. En dag hentede han mig i skolen i en hvid limousine, han havde købt. Jeg skulle være den første, der kørte i den sammen med ham. ”Værsgo at gå ind, prinsesse," sagde han til mig. Jeg var syv år og gik i anden klasse. Det er godt at have gode minder. Ellers kan man ikke leve. Jeg har gode minder fra Irak.
Drømmen: For en måned siden drømte jeg, at jeg sad sammen med min far på trappen foran vores hus i Mosul. Vi snakkede og spiste tørrede melonkerner, som man gør i Irak. Han fortalte, at han havde været taget i krigen og slet ikke var død. "Hvor er jeg glad for, at du er kommet tilbage,” sagde jeg. Det føltes rigtig godt at have en far.
Siden har jeg tænkt meget på den drøm. Hvad hvis det var rigtigt, at min far ikke var død? Hvis han kom tilbage, havde jeg ikke brug for andet. Så havde jeg en mur, jeg kunne støtte mig til.
En helt almindelig pige. Det er bare det, jeg gerne vil være. Men jeg er ikke som andre unge, der går til fitness, tager i byen og har egne værelser og flotte mobiler. Jeg har ikke haft en almindelig barndom. Vi var altid fra sted til sted. Jeg har oplevet nogle helt andre ting.
Jeg kender nogle danske unge fra en kristen forening i Hillerød. Engang kom de alle sammen herud i Sandholmlejren. Jeg lavede mad, og vi sang og læste i Bibelen. Det var rigtig godt. Somme tider inviterer en dansk familie os på besøg i deres hjem. De er kristne ligesom os, så de forstår, hvad vi siger. Det er godt med nogen, man kan dele ting med. De er rigtig gode mennesker.
I dag kan jeg se på mennesker, om de er gode eller dårlige, og om de vil udnytte mig. Jeg kan snakke med alle slags mennesker - børn, unge, voksne og gamle. De lytter til mig, fordi de kan mærke, at jeg taler med hjertet.
Jeg er ikke vred på Gud. Lige meget hvad der sker, vil jeg altid tro på Gud. Gud har været sammen med os hele vejen. Han er der altid. Det ved jeg bare.
Jeg beder hver dag til Gud om, at jeg må være stærk. Jeg vil noget andet med mit liv end sidde på et asylcenter. Jeg vil bevise for mig selv og verden, at jeg stadig kan noget. At jeg stadig har det i mig.
I tre år gik jeg ikke i skole. Men så fik jeg endelig lov at starte på frisørskolen i København. Det er det bedste, der er sket længe. Til september kan jeg kalde mig frisør. Men som asylsøger må jeg ikke arbejde. Så jeg bliver frisør inde i mig selv. Hjemløs frisør.
Da jeg begyndte på frisørskolen, fik jeg besked på at møde hos politiet i Sandholm to gange om ugen klokken 13. Men det er midt i skoletiden, og skolen ligger langt herfra! Da jeg spurgte, om jeg måtte komme på et andet tidspunkt, sagde de nej. Men jeg vil ikke blive hjemme to dage om ugen. Hvis de vil tvinge mig, må de sætte mig over i fængselsafdelingen.
Vi kan ikke rejse tilbage. Nu er der gået fire år, siden vi fik afslag på asyl. Hver dag bliver mange mennesker dræbt i Irak. Vores familie er flygtet til Jordan og Tyrkiet. De, der er tilbage, flytter fra sted til sted på grund af krigen. Vi ved ikke, hvor de er. De kan ikke hjælpe os.
Her er der hele tiden frygten. Somme tider prøver jeg at snyde mig selv og sige, at jeg er vant til at leve uden at vide, hvor jeg er henne i verden om en uge. Men det er ikke rigtigt. Man vænner sig aldrig til det.
Der er så meget, jeg ikke kan dele med nogen. Jeg har lært at passe på mig selv. Lige nu bor jeg sammen med en veninde, der kom for nogle måneder siden. Vi hygger os meget og hjælper hinanden. Men i morgen er hun måske væk lige som alle mine andre veninder, der enten fik opholdstilladelse eller blev hentet af politiet.
Engang troede jeg, at jeg også ville få lov at være ung. Men når jeg ser tilbage, er årene ubrugte. Alligevel nægter jeg at give op. En dag må der ske noget. En dag får vi opholdstilladelse. Efter alle de mange år sammen med min familie på ét værelse drømmer jeg om at bo i et stort hus - et åbent sted, hvor man kan gå op og ned og ud og ind. Et hjem. Vores hjem."
BMF
Merna blev første gang interviewet i Nyt på tværs for to år siden, hvor hun fortalte om flugten fra Irak til Danmark. Læs interviewet Jeg har aldrig været barn i samme artikelsamling.
Mit hjerte er stille.
Langt borte hører jeg livet råbe.
Jeg kalder: Hvor er du?
Men din kilde er tørret ud.
Du er som en flod uden vand,
et udtørret flodleje.
På stranden
sad vi og talte om vores sorger
- mig, havet, natten og stjernerne.
Men da jeg fortalte,
begyndte havet at stige,
bølgerne voksede,
natten blev kvælende tung
og stjernerne forsvandt.
De råbte til mig:
Nok! Vi kan ikke tåle at høre mere!
De ting, menneskesjæle vil have,
kommer ikke til mig,
men de ting, ingen vil have,
kommer løbende.
Hvornår kommer de gode ting?
Mine år er som en tung pose
fuld af sorg.
Hvordan kaster man sorgen fra sig?
Nu er det nok
med alle de år, der er gået
- med alle de lys, der er smeltet.
Langt borte hører jeg glæden råbe.
Jeg kalder: Hvor er du?
Men kun havet, natten og stjernerne hører mig.
Merna - 20 år
Asylsøger på syvende år