Centralasiatisk journalist kæmper med eftervirkninger af tortur i hjemlandet

(Nyt på tværs 4-2003)

 Inden flugten til Danmark for to år siden arbejdede Lala Nazarova som freelance journalist i et centralasiatisk land, der systematisk udsætter sine borgere for tortur. Sideløbende skrev hun stærkt samfundskritiske artikler til internationale blade om pressecensur, tortur, brud på menneskerettighederne, korruption, kvinders manglende rettigheder, tvangsarbejde og illegalt organsalg – alt sammen emner, som det kræver mere end almindeligt mod at beskæftige sig med i en diktaturstat, når man har mand og to små børn. – I dag kæmper hun sin egen kamp for at overleve psykisk som flygtning i en københavnsk forstadskommune. 

  

Forældrene håbede længe, at datteren ville vælge musikken i stedet for journalistikken. Evnerne manglede ikke. Efter otte års musikalsk grunduddannelse kunne Lala være blevet professionel violinist. Men det blev journalistikken, der vandt. Allerede som 13-årig begyndte hun at skrive til et lokalt dagblad, og da hun var 16, fik hun sit første job som journalist. Senere tog hun en mastergrad i journalistik.

 

Kendte risikoen

- Jeg var vokset op i Sovjetunionen under et totalitært regime og kendte vilkårene for journalister i Centralasien. Men samtidig begyndte jeg at skrive i den korte periode inden Sovjetunionens sammenbrud, hvor vi oplevede demokrati og pressefrihed. Jeg så, hvordan journalistik kunne ændre et samfund. Men da jeg var færdiguddannet i 1993, var der ikke længere frihed i mit land, fortæller Lala.

     - Det var umuligt at skrive frit og objektivt for den nationale presse. Alle aviser var underlagt omfattende censur. Men jeg nægtede kun at skrive rosenrøde beretninger. Jeg valgte at være freelance journalist, så jeg kunne skrive, hvad jeg ville, selv om ikke alt havde en chance for at blive trykt.

     På et tidspunkt fik Lala tilbudt et job som centralasiatisk korrespondent for et dansk fagblad.

     - Meget få journalister i mit land tør arbejde for den internationale presse. Jeg vidste udmærket, at det var risikabelt. Men ved at give informationer til det internationale samfund om de faktiske forhold, kunne jeg påvirke udviklingen og hjælpe mit land. Jeg vidste, at kun internationalt pres ville kunne tvinge styret til reformer.

     - Min mand var godt klar over, hvad mit job indebar. Han prøvede at beskytte mig, men han forsøgte aldrig at stoppe mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Han har altid støttet mig – både følelsesmæssigt og intellektuelt, fortæller Lala.

 

Skjulte mikrofoner i bilen

- Der gik tre år, fra jeg begyndte at skrive for det danske blad, til jeg måtte flygte. I den tid blev jeg udsat for stadig mere intensiv overvågning fra efterretningstjenesten. Vi fandt skjulte mikrofoner i vores bil, vores e-mail og telefon blev aflyttet, og jeg blev gentagne gange tilbageholdt og udsat for overgreb under afhøringer. Også min familie modtog trusler.

     Lala henter familiens fotoalbum og viser et billede af en forventningsfuld 7-års pige, der med sløjfe i håret og et stort smil sidder i et klasselokale sammen med andre forventningsfulde børn.

     - Det er min datters første skoledag. Få timer efter blev jeg indkaldt til endnu en afhøring. Pludselig gik det hele meget stærkt. Jeg havde mindre end 24 timer til at pakke og komme ud. Jeg kunne ikke sige farvel til min familie eller venner. Ikke engang mine forældre vidste, hvad der skete. Jeg flygtede i en lejet bil og kørte tusind kilometer gennem ørkenen til lufthavnen i et naboland. Undervejs blev vi standset flere gange men kom videre ved hjælp af bestikkelse. Der sad jeg så alene i flyet på vej til Europa og vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage. Tre uger senere flygtede min mand til et andet land med vores to børn, der dengang var 5 og 7 år. Der opholdt de sig de næste måneder. Men det var ikke et sikkert land. De kunne når som helst blive sendt tilbage.  

     - Jeg var heldig, at jeg havde et sted at flygte hen. Gennem mit arbejde for det danske fagblad havde jeg gyldigt visum til Danmark, som jeg havde besøgt flere gange. Min danske arbejdsgiver skaffede mig en advokat, og min asylsag blev kørt som hastesag. På grund af mit arbejdes internationale karakter fik jeg støtte fra en række internationale organisationer og fik asyl efter kun fire måneder. Blot seks uger senere kom min mand og mine børn til Danmark gennem familiesammenføring.

 

Posttraumatisk stress-syndrom

Efter to uger blev familien overflyttet til en københavnsk forstadskommune. Lalas mand Dmitrij, der er læge, fik hurtigt arbejde på et hospital, og Lala fik tilbudt et velbetalt job som journalist. Alt tegnede lovende. Men alligevel gik det galt.

     - I løbet af de første seks måneder blev vi flyttet fra hotel til hotel fire gange i tre forskellige kommuner. Det var mere, end vi kunne klare. Vi havde mistet vores land og hjem. Efter den lange usikkerhed, flugten og adskillelsen fra min mand og børnene havde jeg brug for et hjem – et hjørne, der var vores. Det handler ikke om materiel komfort. Det er noget psykologisk. Uden en tryg base kan man ikke blive integreret i et nyt land. Alt andet falder sammen omkring en. Til sidst blev vi indkvarteret i en husvildebolig i seks måneder. Kontrakten blev siden forlænget med yderligere seks måneder. Derefter fik vi brev om, at vi skulle ud – og at kommunen ikke kunne hjælpe os med at finde en anden bolig. Det blev dråben, der fik det til at flyde over for mig. Jeg brød psykisk sammen og blev hasteindlagt med hjerteproblemer.

     For Lala betød de mange skiftende adresser den første tid også, at hun ikke kunne indrette det hjemmekontor, hun havde brug for som journalist. Det endte med, at hun måtte opgive to velbetalte jobs.

     - Jeg har altid været psykisk stærk. Jeg har kæmpet for menneskerettighederne i en diktaturstat og betalt prisen. Men nu kan jeg snart ikke mere. Jeg oplever, at jeg ikke engang kan forsvare mine egne rettigheder i et demokratisk land. At bo under midlertidige forhold i et meget dårligt hus på ubestemt tid føles som at dø langsomt. Jeg har desperat brug for stabilitet. I dag lider jeg af post-traumatisk stress syndrom (PTSD) og kan ikke klare mere uoverskuelighed, forklarer Lala.

 

Bag en glasvæg

- Mange danskere aner ikke, hvad det vil sige at flygte fra sit land. Da jeg kom til Danmark, var jeg i en tilstand af chok. Jeg vidste ikke, hvad der var ved at ske med mig. Jeg kan huske, at jeg bare græd og græd. I perioder har jeg haft det, som om der var en glasvæg mellem mig og verden omkring mig. Jeg kunne stadig se og høre, men min sjæl var ved at dø.

     - Når man kommer som asylansøger, har man ingen status. Man kender ikke fremtiden. Får jeg svar i morgen eller om tre år? Jeg havde mareridt, og i perioder kunne jeg hverken sove eller spise. I de måneder skrev jeg fire tykke dagbøger med mine tanker og følelser. Som journalist har jeg nedskrevet mange menneskers forfærdelige skæbner. Nu var det pludselig min egen historie, jeg skrev.

 

Kristne venner

Som størstedelen af befolkningen i Centralasien betragter Lala sig selv som muslim. Men familien praktiserer ikke nogen religion.

     - Jeg er ikke et religiøst menneske. Jeg tror på Gud, men det er noget inden i mig, som jeg ikke ønsker at tale om. Men jeg havde en god oplevelse, mens jeg boede i Sandholmlejren og ventede på asyl. Hver uge kom nogle kristne og inviterede asylansøgerne på besøg i deres hjem til bibelstudium og te og kager. Vi var mange, der tog imod invitationen, selv om vi ikke var kristne. Vi ville gerne opleve lidt hjemlig atmosfære. Jeg var overrasket over at se afrikanere, arabere, russere og aserbajdsjanere sidde ved samme bord og tale om Bibelen og bede til Gud. Selv om jeg var muslim, var der ingen, der forsøgte at presse mig til noget. Disse aftener havde en positiv psykologisk virkning på os alle, selv om de ikke ændrede vores livssituation. Her var endelig danskere, der inviterede os ind i deres hjem og talte med os. De danskere, jeg mødte der, er stadig mine venner. Jeg betragter dem som ægte danskere.

BMF

 

Af hensyn til familiens sikkerhed i hjemlandet har Lala ikke ønsket sit rigtige navn på tryk.