Eritreansk langdistanceløber flygtede efter syv år i militæret

(Nyt på tværs 4 - 2015)

Duften af eksotiske krydderier fylder den lille lejlighed i det gamle bykvarter i den sønderjyske by Løgumkloster, der de sidste 13 måneder har været Merhawi Eiyass Bahtas hjem. Den 30-årige langdistanceløber fra Eritrea serverer pandekager med hjemmelavet kødsovs, mens han forklarer, at i hjemlandet er det normalt kvinderne, der står for madlavningen. Men her i Danmark bor han alene og må selv klare det kulinariske. Og eritreansk gæstfrihed byder, at man serverer mad for gæster.

Siden 2014 har Tønder kommune modtaget omkring 35 flygtninge fra militærdiktaturet i det lille land Eritrea på Afrikas Horn. Syv af dem bor i dag i Løgumkloster, en by med 3.500 indbyggere, smukke gamle byhuse og en velbevaret klosterkirke. Her på første sal i en nybygget ungdomsbolig i midten af byen tager Merhawi Eiyass Bahta imod med et varmt glimt i de mørke øjne. Det er svært at forestille sig, at det kun er 13 måneder siden, at den høje rolige eritreaner stod bange og frysende på Københavns Hovedbanegård en kold oktoberdag og søgte asyl i Danmark. I dag taler han et helt forståeligt dansk og leder kun sjældent efter de danske ord. Han åbner skabet, hvor materialer fra det sidste års danskundervisning hober sig op, og forklarer med et forsigtigt smil om sine fremtidsplaner.  

    - Først skal jeg tale rigtig godt dansk. Men dansk er et meget svært sprog. Hvis jeg arbejder hårdt, bliver jeg måske færdig med sprogskolen til sommer. Så vil jeg gerne arbejde – måske som tømrer eller svejser. Jeg har mange års erfaring med træ og metal. Det er vigtigt for mig at arbejde, så jeg kan få løn og betale kommunen tilbage. Jeg kom her med ingenting. Indtil nu har kommunen hjulpet mig med alt. Jeg spiser og drikker og betaler min lejlighed med penge fra kommunen. Når jeg har betalt kommunen tilbage håber jeg, at jeg måske en dag kan få min egen familie med kone og børn. Jeg er alene i Danmark og savner meget at have en familie. Men alle ting kommer fra Gud. Gud ved bedst, siger han. 

     Merhawi har været heldigere end de fleste. Efter kun en måned i Danmark fik han asyl og blev overflyttet til Løgumkloster, hvor han fik sin egen lejlighed med madras, skab, køleskab og kogeplader. En uge senere startede han på sprogskolen i Tønder, hvor han det sidste år har gået til danskundervisning fem dage om ugen. Om kort tid håber han at få sin første praktikplads. 

     - Efter mange måneders usikkerhed gik det hele  pludselig hurtigt. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente på et asylcenter i mange måneder. Jeg takker Danmark, siger Merhawi med et stort smil. 

Barn under krigen

Den 30-årige eritreaner voksede op i en mindre by 30 kilometer fra hovedstaden Asmara i en landbofamilie som den yngste af otte børn. Under krigen mod nabolandet Etiopien var faren indkaldt som soldat og blev dræbt, da Merhawi var tre år gammel. Senere døde også tre ældre brødre i krigen.

     - Det var min mor, der sørgede for os. Hun er en meget stærk og dygtig kvinde. Vi boede i et stort hus med marker, der skulle dyrkes, og køer, får og æsler.  Min mor arbejdede fra klokken seks om morgenen til klokken otte om aftenen. Hver morgen klokken 5.30 gik hun i kirke, mens vi stadig lå og sov. Om søndagen gik vi alle sammen i kirke. Der var tre kirker i byen, og de var altid helt fulde, husker Merhawi. 

Syv år i militæret

Han flygtede fra hjemlandet i 2012 efter syv års tvungen militærtjeneste og flere ophold i militærdiktaturets berygtede underjordiske fængsler.

     - Til sidst havde jeg ikke andre muligheder. Jeg flygtede til fods om natten over grænsen til Sudan. Jeg gik i tre dage. Alt gav jeg til Gud. Her er jeg, Gud. Du må hjælpe mig. Hvis de fangede mig, ville jeg komme i fængsel i mange år. I Sudan arbejdede jeg et år for et indisk olieselskab. Men det var ikke sikkert for mig i Sudan. Folk blev hentet om natten af politiet og sendt tilbage til Eritrea. Jeg havde ikke penge til at rejse videre, men venner i Sudan hjalp mig. Jeg rejste gennem Sahara til Libyen. I fem dage kørte vi gennem ørkenen i seks lastbiler. I min bil var vi 27. Der var små børn og gravide kvinder. Vi havde mange problemer. Jeg vil ikke gerne huske. Tre personer døde undervejs. To kvinder og en mand.

     Merhawi fortæller videre om hundredvis af mennesker stuvet sammen i underjordiske opsamlingssteder i Libyen. Om politiet, der vilkårligt arresterede ham og mange andre på havnen, og om vennerne i Sudan, der betalte flere penge, så han efter nogle uger kom ud af fængslet. Om den alt for lille båd, der skulle sejle 300 bange mennesker over Middelhavet men begyndte at tage vand ind efter tre timer. Stemmen er rolig. Budskabet ordløst. Han ved udmærket, at ingen, der ikke selv har været der, helt vil kunne forstå.  

    - Jeg blev kaldt op fra lastrummet og beordret til at hjælpe med at øse vand ud af maskinrummet. Efter knap 30 timer nåede vi frem til Lampedusa. Det var midt om natten. Senere kom vi videre til Sicilien med et stort skib, forklarer Merhawi, der var bange for at blive tilbageholdt af politiet i Italien. 

     - Det lykkedes at komme videre med en bus uden at betale. Jeg havde ingen penge og ingen papirer. Vi var tre, der rejste sammen. De andre havde venner i Milano, der hjalp os videre med togbilletter. I København blev jeg standset af politiet. Jeg tænkte, at de ville sende mig tilbage. Men jeg blev kørt til Sandholmlejren og fik lov at søge asyl i Danmark, fortæller Merhawi.     

Dansk netværk

Efter et år i Sønderjylland er Merhawi så småt ved at opbygge et dansk netværk.

      - I Eritrea var jeg langdistanceløber. Jeg har løbet så længe, jeg kan huske. I militæret vandt jeg priser i løb og højdespring. Da jeg kom til Løgumkloster, begyndte jeg igen at løbe. Når man løber, er tankerne på standby. En dag kom en mand til min dør og spurgte, om jeg ville med i deres løbeklub. I klubben løber vi sammen to gange om ugen. Og så snakker vi dansk, fortæller Merhawi, der fik sine første danske venner gennem Røde Kors og byens kirkelige netværk for snart et år siden. 

     - Når mine danske venner besøger mig, bliver jeg meget glad. Jeg vil gerne tættere på danskerne. Mine venner fra kirken har også inviteret mig til spiseaftener, og for nylig blev jeg inviteret med på en kristen konference, fortæller han.     

     - Det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende. Nogle danskere er bange for mig, fordi jeg har mørk hud og kommer fra Afrika. Måske er det naturligt. De kender mig jo ikke og ser kun min hudfarve. Men for at se mit hjerte må du tale med mig. Måske vil du opdage, at vores hjerter taler samme sprog.  

Menighed i Tønder

Som ortodoks kristen er Merhawi vant til at gå i kirke om søndagen. Da han kom til Løgumkloster, gik han til dansk gudstjeneste i den nærmeste kirke. Men sproget var for stor en barriere, så det blev kun til nogle få besøg.

     - Folk var venlige og sagde goddag, men jeg kunne jo hverken forstå eller tale dansk. Nogle måneder senere begyndte to diakoner fra vores egen kirke at lave kirke i Tønder og samle os til bøn, sang og bibellæsning på vores sprog tigrinya. I dag er vi 20-30 eritreanere fra Tønder, Skærbæk og Løgumkloster, der mødes hver uge. Vi låner den katolske kirke to timer lørdag aften og igen to timer tidligt søndag morgen. Lørdag spiser vi sammen og sover os hinanden, fortæller Merhawi og tilføjer, at når nogen er ked af det eller har mistet et familiemedlem, kan de støtte hinanden.

     - Jeg kan ikke undvære kirken. Jeg går i kirke, fordi jeg gerne vil sige tak til Gud og bede om tilgivelse, hvis noget ikke er så godt. Livet er ikke vores. Hver morgen og aften takker jeg Gud for livet.

     - Det sværeste er, at min familie er så langt væk. Jeg savner min mor meget. Hun er gammel. Jeg har ikke set hende i fem år. Jeg har snakket med hende to gange fra Sudan og tre gange fra Danmark. - Er du OK, spørger hun. Ja, jeg er OK, siger jeg. For det meste er jeg OK. Danmark har givet mig et nyt liv. Og Gud kender fremtiden, siger Merhawi. 

BMF