Afghanere mødte kristendommen på Vesterbro

(Nyt på tværs 1-2012) 

Jacoub (28) og Mariam (23) kommer fra et land, hvor krig og væbnede konflikter siden 1970erne har drevet omkring en tredjedel af befolkningen på flugt. Over en million afghanere har mistet livet i det naturskønne centralasiatiske bjergland, der fortsat er skueplads for kampe mellem det islamistiske Taliban og fredsbevarende NATO-styrker. Da USA invaderede Afghanistan efter al-Qaedas terrorangreb på World Trade Center i september 2001, var Jacoub 18 år. Som tusindvis af unge afghanere flygtede han til nabolandet Iran, hvor omkring 900.000 afghanske flygtninge fortsat opholder sig.

 

Jacoub ønsker ikke at tale om tiden før og efter flugten fra hjembyen Heirat i det vestlige Afghanistan. Som tadsjiker tilhørte familien et etnisk mindretal, der ikke havde samme rettigheder som majoritetsbefolkningen. Han fortæller, at han stadig har kontakt med forældrene, der senere også flygtede til Iran. Størstedelen af familien bor i dag i USA.

     I 2010 stod det imidlertid klart, at Jacoub ikke kunne blive i Iran. Han kunne heller ikke vende tilbage til Afghanistan. Derfor besluttede familien, at sønnen skulle flygte til Europa. I mellemtiden var Jacoub blevet gift med Mariam, hvis familie også var flygtet til Iran fra Afghanistan. Parret havde hørt, at Sverige var et fredeligt land, der tog imod flygtninge. Men i toget på vej fra Danmark til Sverige blev de standset af politiet.      

     - Vi havde aldrig hørt om Danmark. Men vi kunne ikke vælge. Politiet sendte os op til Sandholmlejren, hvor der var mange andre asylansøgere. Her boede vi de næste seks måneder. Men vi følte os ikke trygge. Vi var flygtet, fordi vi havde problemer der, vi kom fra. Vi var bange. I Sandholm boede vi tæt sammen med mange afghanere og iranere, som vi ikke kendte. Vi vidste ikke, hvem vi kunne stole på, fortæller Jacoub.      

     Mens de boede i Sandholmlejren, blev Jacoub og Mariam inviteret til middag i en lokal kirke.

     - En ældre dansk dame, der ofte kom på besøg i lejren, inviterede alle, der havde lyst, til middag i hendes kirke. Vi blev hentet i en stor bus. Da vi så, at andre muslimer tog med, turde vi også. Vi havde aldrig været inde i en kirke før. I Afghanistan er der ingen kirker. Vi tænkte, at en kirke nok var ligesom en moské. Men det var meget anderledes. Det var rigtig hyggeligt. Vi spiste aftensmad og sang og snakkede med danskerne. Der var en dejlig atmosfære, fortæller Jacoub.  

 

Undersøgte kristendommen

Først da parret blev overflyttet til et asylcenter på Amager, åndede de lettet op. Her kunne de komme og gå, uden at nogen holdt øje med dem. Det betød, at de turde gøre det, de længe havde ønsket: At finde en kirke, hvor de kunne lære mere om kristendommen. Mariam forklarer:

     - Selv om vi var muslimer, var vi begyndt at læse om kristendommen i Iran. I min familie er vi meget religiøse, men der var mange ting, jeg ikke kunne forstå. Var det virkelig islam - alt det, der foregik i Iran? Hvorfor havde piger ingen frihed? Hvordan kunne man stene kvinder? Men når jeg spurgte, fik jeg bare at vide, at Gud godt kunne lide de ting. Jeg begyndte at tænke, at islam ikke var for mig.

     Da muslimer ikke kan opsøge en kirke i Iran, søgte Marian og Jacoub i stedet oplysninger via internet.

     - Jeg ville vide, hvor vi mennesker kommer fra, hvem der har skabt os, og hvorfor vi er her. Jeg snakkede meget med Jacoub om mine tanker. I islam er der en masse regler for, hvad man ikke må gøre. Vi fandt ud af, at kristendommens Gud var anderledes. Vi læste om en mand, der ofrede sig for hele verden i kærlighed. Kristendommens Gud havde respekt for os. Derfor ville vi gerne vide mere.

 

Fællesskab på farsi

Efter nogen tid fik parret kontakt med en farsitalende gruppe i Danmark, der mødtes til kristendomsundervisning, fællesspisning, film og gudstjeneste hver weekend i Apostelkirken på Vesterbro. En kristen iraner underviste og samlede 25-35 iranere og afghanere fra forskellige asylcentre. De fleste overnattede i kirken. Mange havde muslimsk baggrund men ønskede at vide mere om den kristne tro. Nogle var allerede døbt.    

     - I Iran er der megen propaganda mod kristendommen. I kirken fik vi en bibel, så vi selv kunne læse. Vi snakkede meget med folk og fandt ud af, at kristendommen er helt anderledes end islam. Vi fik svar på alle vores spørgsmål. Vi var meget glade for at komme i gruppen, fortæller Mariam.

     - Mens vi ventede på svar på vores ansøgning om asyl, bad vi meget til Gud. En dag gik jeg ned på stranden og bare bad og bad. Kort tid efter fik vi opholdstilladelse. Da var der gået 14 måneder. Vi turde næsten ikke tro, at det var sandt. Vi gik ned på stranden igen og sagde tak Gud, tak Gud.  

     - Vi havde tænkt meget over det med dåb. Vi havde tro på Jesus i vores hjerter, men hvis vi blev sendt tilbage til Iran, ville det være meget farligt for os. Da vi vidste, at vi kunne blive i Danmark, snakkede vi med den danske præst, og i december blev vi døbt. Det føltes som at få et tag hen over mig. I Iran var der ikke noget, der kunne beskytte mig. Nu var jeg i sikkerhed. Det var som om Gud tog alle de byrder, der lå på vores skuldre. Tidligere var jeg meget bange for Gud. Det er jeg ikke længere, siger Mariam. Jacoub supplerer:

     - Dåben var som en dør, der blev åbnet. Vi kunne starte forfra. Det havde taget et år, fra vi først begyndte at læse i Bibelen. Nu beder vi til Gud hver aften og ved, at Gud hjælper os.

 

Dansk kontaktfamilie

I dag har parret fået deres egen lejlighed i en sjællandsk provinsby.

     - Vi går somme tider til gudstjeneste i en dansk kirke. Der kommer 20-30 danskere. Det er svært for os at forstå, men vi sidder og beder til Gud for os selv. Der er ingen, der snakker med os. Vi vil jo gerne i kirke, men vi har ikke råd til at tage til København hver weekend.

     De håber snart at få en dansk kontaktfamilie.

     - Vi går på sprogskole seks timer hver dag. Jacoub vil gerne uddanne sig til VVS-mand. Det er vigtigt for os at lære dansk hurtigt, men vi har ikke nogen at tale dansk med, siger Mariam, der har læst psykologi i tre år og gerne vil fortsætte studierne i Danmark.

     Hun har ikke længere kontakt med sin familie. De ved ikke, at hun er blevet døbt i Danmark.  

     - De ville blive meget vrede. Men Jacoubs familie er ikke religiøse og siger OK - vi må selv bestemme.      

Det er svært ikke at have sin familie. Man er alene. Men samtidig har vi fred inde i os. Tidligere følte vi, at vi skulle løbe og løbe, men vi nåede aldrig målet. I dag har vi nået målet. Vi siger tak til Gud hver dag.

BMF